Dødsfjender bragte dinosaurerne til live

Resultaterne skyldtes imidlertid ikke et forbilledligt samarbejde. Tværtimod. De to mænd var dødelige rivaler, som begge ville være fagets førende – koste, hvad det koste ville.

Kun få arter var kendt

Det begyndte ellers godt, da de to mænd første gang mødtes i Berlin i vinteren 1863. Den dengang 23-årige Edward Cope kom fra en velhavende familie i Philadelphia. Interessen for dyreliv havde han fra familiens mange udflugter til zoologiske haver – ét af tidens nye påfund.

Da Cope skulle vælge erhverv, lod han sig indskrive ved University of Pennsylvania, hvor han læste naturfag. I 1863 var han rejst til Europa. Målet var at gennemføre en slags dannelsesrejse og muligvis også at slippe for at blive indkaldt som soldat i den amerikanske borgerkrig, som var brudt ud to år tidligere.

Den ni år ældre landsmand Charles Marsh havde allerede en grad fra det prestigefyldte Yale University, men var rejst til Berlin for at studere hos tyske forskere, som var blandt verdens førende inden for naturvidenskab. Marsh kom i modsætning til Cope fra en familie med beskedne midler.

Faktisk ville Marsh aldrig have haft råd til hverken uddannelse eller studierejse, hvis det ikke havde været for onklen George Peabody. Peabody havde tjent styrtende på handel og bankvirksomhed, og da han aldrig selv fik en søn, tog han Marsh under sine vinger.

Fornøjede over at have mødt en landsmand i det fjerne faldt de to mænd i snak. De tilbragte mange dage sammen under Marshs besøg og fandt snart ud af, at de delte samme glødende interesse: forhistoriens dyrearter.

Forskning i forhistoriske dyr var dengang et nyt felt. Fund af fossiler af ukendte dyrearter er blevet beskrevet allerede i antikken, men videnskabelige undersøgelser af fossilerne i moderne forstand begyndte først i 1800-tallet.

De store, ukendte dyr blev dengang benævnt “store fossil-øgler”, indtil den engelske palæontolog sir Richard Owen i 1841 gav dem navnet dinosaurus – en sammentrækning af de græske ord “deinos” og “sauros”, der betyder frygtelig og øgle.

Owen og hans europæiske kolleger opdagede og udforskede dele af fossiler af bl.a. Megalosaurus, en stor kødæder, som levede for omkring 166 mio. år siden, og den omkring fem meter lange planteæder Hylaeosaurus, som levede for omkring 136 mio. år siden.

Men fundene begrænsede sig endnu til ganske få arter. I USA var palæontologien stort set lige så uopdyrket som Vestens præriejord. Det skulle Marsh og Cope snart rette op på.

Feltbesøg endte i fjendskab

Cope vendte hjem til Philadelphia i 1864, og i de følgende år udvekslede han og Marsh ivrigt manuskripter og fotografier. De sendte også fossiler til hinanden, så de kunne diskutere fundene. I 1867 anerkendte Cope samarbejdet ved at navngive et fossilfund, Ptyonius marshii, efter Marsh.

Kollegaen gjorde gengæld, da han det følgende år gav “en ny og gigantisk slange fra tertiær (den geologiske periode, som omfatter tidsrummet 65-1,8 mio. år før nu, red.)” navnet “Mosasaurus copeanus”.

Men under overfladen lurede faglig misundelse. I 1868 brød den ud, da Cope inviterede Marsh til at inspicere en mergelgrav, som lå tæt ved Copes hjemegn, Haddonfield, i det sydlige New Jersey. Mergelgraven vrimlede med store knogler.

Cope havde allerede fået fat i en del af dem. Han havde nemlig en aftale med mergelgravens ejere om, at stedets arbejdere skulle sende alle fossilfund til ham.

Efter besøget besluttede Marsh sig for at gøre det samme. Han henvendte sig til ejeren og bad ham sende fossilerne til ham i stedet for til Cope – naturligvis med løfter om en højere betaling.

Cope blev rasende, da han fandt ud af, hvad Marsh havde gjort. “Jeg tog ham med til New Jersey og viste ham stederne. Kort efter, da jeg ville skaffe fossiler fra disse steder, opdagede jeg, at alt var lukket for mig og lovet væk til Marsh for pengenes skyld,” skrev han indigneret mange år senere.

Kort efter føjede Marsh spot til skade. En militærlæge i Kansas havde sendt Cope knoglerne af et gigantisk havdyr med en lang hals.

Cope rekonstruerede omhyggeligt det store skelet og gav dyret navnet Elasmosaurus platyurus. Skelettet blev udstillet på Museum of the Philadelphia Academy of Sciences, hvor Cope stolt viste det frem til Marsh.

Marsh betragtede undrende dyret med den korte hals og den ekstraordinært lange hale – indtil det gik op for ham, at Cope havde samlet skelettet forkert. Hovedet sad, hvor halen skulle være, og omvendt.

Episoden gav det i forvejen anstrengte venskab et knæk. “Da jeg informerede professor Cope om det, fik hans stolthed et chok, som den aldrig har forvundet, og han har siden været min bitre fjende,” skrev Marsh senere.

Knoglerne væltede op af jorden

I årene, der fulgte, kæmpede de to mænd intenst om at være først til at finde, navngive og beskrive nye dinosaurarter.

Der var nok at tage fat på. Efter afslutningen på den amerikanske borgerkrig i 1865 ekspanderede USA hastigt mod vest. Nybyggere, guldgravere og jernbanearbejdere strømmede til det nye land og vendte op og ned på den tørre præriejord. Frem væltede knogler af fortidsdyr i stort tal.

I 1872 hørte Cope om fund af fossiler i Wyoming, dengang et næsten nyetableret amerikansk territorium. Han indledte straks gravearbejdet – og Marsh fulgte efter.

De to mænd kappedes om at hyre de bedste folk til indsamlingen og opdagede til deres store bestyrtelse, at nogle arbejdede for dem begge.

Da én af indsamlerne ved et uheld kom til at sende fossiler tiltænkt Marsh til Cope, nåede fjendskabet mellem de to rivaler et niveau, som gav genlyd i hele den naturvidenskabelige verden.

Da Cope i januar 1873 returnerede de fejlsendte fossiler, svarede rivalen køligt igen. “Hvor er så resten?” Cope skød tilbage med modbeskyldninger om tyveri. “En vis person” havde stjålet hans fossiler, påpegede han.

Cope holdt sig ikke for god til at adressere et af brevene til “O See” Marsh – et ordspil på Marshs inititaler, O.C. – som bedst kan oversættes med “Oh, besku!”, en hentydning til Marshs til tider selvhøjtidelige facon.

Marsh beskyldte desuden Cope for at have forfalsket datoerne på nogle af de videnskabelige artikler, han havde fået trykt i “Proceedings of the American Philosophical Society”. Cope havde dateret afhandlingerne bagud for at være sikker på at være den første til at registrere fundet, hævdede Cope.

Diskussionen foregik i artikler i Philosophical Societys agtværdige blad, og skriverierne blev til sidst så pinlige, at redaktionen meddelte begge mænd, at fremtidige artikler om sagen kun ville blive trykt i særtillæg – bekostet af forfatterne.

Ansatte saboterede hinanden

Kravet om betaling fik Marsh og Cope til at bilægge striden på skrift. Men i marken fortsatte rivaliseringen. Ingen af de to mænd holdt sig tilbage fra at tage ufine metoder i brug. I 1877 fandt en skolelærer ved navn Arthur Lakes nogle store fossiler nær ved byen Morrison, Colorado.

Lakes sendte et udvalg af knoglerne til Marsh. Da Marsh ikke straks svarede på henvendelsen, sendte han også nogle til Cope. Kort efter offentliggjorde Marsh fundet. Da han fandt ud af, at Lakes også havde henvendt sig til Cope, tilbød han Lakes 100 dollars for førsteretten til samtlige knogler, han fandt.

Lakes sendte straks et brev til Cope og bad ham om at sende de knogler, han allerede havde modtaget, videre til Marsh.

Da Cope senere gennemførte udgravninger i Colorado, lod Marsh sine folk slå lejr tæt ved Copes folk. Han forsøgte også at bestikke finderen af knoglerne, men uden held.

I 1877 fik Marsh et brev fra to jernbanearbejdere i Wyoming, Reed og Carlin. De berettede om et betydningsfuldt fossilfund ved Como Bluff i Wyoming, og Marsh hyrede Reed som assistent. Kollegaen Carlin fik hyre hos Cope.

De to jernbanearbejdere tog det på sig at fortsætte deres respektive arbejdsgiveres dyst, som derved kun blev endnu mere bitter.

Carlin saboterede Reeds forsendelse af fossiler til Marsh ved at låse Reed ude fra den lokale togstation. Resultatet var, at Reed i svær kulde måtte pakke fossilerne i kasser på perronen.

Da Reed forlod et af bruddene, gav han på Marshs vegne ordre til, at alle tilbageværende knogler skulle sprænges i stykker med dynamit. “Professor Marsh bad mig indirekte om at ødelægge fossiler, så de ikke faldt i dine hænder,” betroede Samuel Williston, en af Marshs håndgangne mænd Cope.

Cope var på fallittens rand

Arven efter onklen George Peabody, som døde i 1869, havde gjort Marsh hovedrig. Velstanden gav ham flere penge at grave for, og i 1880’erne stod det klart, at han målt på antal af fundne fossiler førte i kampen om at blive den førende dinosaurjæger.

Pengene gav desuden adgang til magt og indflydelse, og i 1882 landede Marsh stillingen som leder af det palæontologiske arbejde i den videnskabelige institution U.S. Geological Survey.

Posten indbragte en klækkelig årsløn og gjorde ikke alene Marsh til USA’s førende palæontolog. Jobbet gav ham også magten til at afskære Cope fra sin andel af de regeringsmidler, som de begge tidligere havde nydt godt af, fx i form af tilskud til at udgive illustrerede rapporter om deres fossiler.

Det økonomiske angreb var et hårdt slag for Cope, som på den tid var ved at have opbrugt familieformuen.

På et tidspunkt var hans finansielle situation så desperat, at han indledte et investeringseventyr i guld- og sølvminer i det sydvestlige USA for at få penge i kassen.

Det eventyr endte galt. “Jeg havde håbet at forøge min indtægt. Det gjorde jeg også for en tid. Men så blev det til ingenting,” skrev han i april 1884 sørgmodigt til sin hustru, Annie.

I 1890 begik Marsh imidlertid en fatal fejl. Han forsøgte at beslaglægge Copes fossilsamling, det eneste, rivalen på det tidspunkt ejede af værdi.

Begrundelsen var, at Cope havde fundet fossilerne, mens han en overgang arbejdede sammen med en regeringsansat palæontolog, og knoglerne derfor måtte tilhøre myndighederne – som Marsh repræsenterede.

Cope var rødglødende. Nu havde han fået nok.

Rivaler mistede alt

Hævnen havde været forberedt længe. Cope havde i årevis samlet alt det snavs, han kunne finde, om Marsh. Optegnelserne om bestikkelse, lyssky handler og videnskabelig uredelighed fyldte en hel kommodeskuffe, havde han tidligere betroet en ven.

Nu var Cope klar til at gå til pressen. “Når en uretfærdighed skal rettes, er pressen det bedste og mest kristelige medium for det. Den erstatter fortidens våben som pistol og kølle og er langt bedre,” skrev han stridslystent i sine noter.

Cope lækkede sin viden til avisen The New York Herald, som oprullede historierne over otte dage. “Videnskabsmænd i bitter strid,” lød overskriften. Marsh svarede igen, og en to uger lang, ilter udveksling af beskyldninger fulgte.

Marshs indflydelsesrige overordnede støttede ham, så længe fejden stod på. Herefter var det slut.

Cope havde selv gjort sig skyldig i mange af de ting, som han beskyldte Marsh for, men myndighederne kunne ikke sidde anklager om korruption og misbrug af offentlige midler overhørig.

Resultatet blev, at Kongressen nedlagde afdelingen for palæontologi. Marsh blev fyret og desuden afkrævet en del af sin fossilsamling, da Kongressen mente, at indsamlingen var bekostet af regeringsmidler.

Det nedværdigende krav frydede Cope, som Marsh tidligere havde udsat for samme behandling.

Avisstriden blev sidste runde i de to mænds kappestrid. Målt på antallet af fundne arter vandt Marsh med 80 mod Copes 56. Men begge mænd var tabere, hvad angik både økonomi og helbred.

En økonomisk krise i 1890’erne udhulede Marshs formue. Han måtte tage lån og indstille de dyre jagter på fossiler, og ligesom Cope måtte han tilbringe alderdommen under beskedne kår.

Cope døde som 56-årig i 1897, og Marsh som 67-årig to år senere.

Men deres eftermæle som måske verdens mest betydningsfulde palæontologer lever i bedste velgående. De to rivaler fandt tilsammen mere end 130 nye dinosaurarter, og frugten af deres destruktive rivalisering var et kvantespring i palæontologien, som aldrig siden er overgået.