Er fund af dinosaurer rigtige knogler eller forsteninger?
Når man finder skeletdele fra dinosaurer, er der så tale om forsteninger eller om rigtige knogler? Og hvad er egentlig forsteninger?
Levende knogler består af mineraler (populært kaldet knoglekalk) og proteiner. Så snart døden indtræffer, går en nedbrydningsproces i gang. Men det sker glidende over meget lang tid, så der er tale om en gradvis overgang fra knogler til forsteninger.
Andre mineraler erstatter knoglekalken
Efter døden rådner proteinerne relativt hurtigt væk, mens knoglekalken er langt mere stabil. Så hvis man graver i haven og finder en kæbe fra familiens begravede kæledyr, er det rimeligt at sige, at det er en rigtig knogle, selv om kun knoglekalken er bevaret og endda kun delvist.
En forstening kan opstå, når et skelet havner i bestemte geologiske lag. Her vil alt den oprindelige kalk efterhånden blive mineralsubstitueret. Det vil sige, at mineraler fra det omkringliggende materiale uendeligt langsomt, molekyle for molekyle, går ind og erstatter knoglekalken.
Det er især grundstoffet fluor, der tager kalkens plads. Først når hele den oprindelige knogle er erstattet af mineraler, kan man tale om en forstening.
Stadig knoglekalk tilbage i 70 mio. år gamle dinosaurer
Så skulle man tro, at alle fundne dinosaurknogler er forsteninger. Men faktisk er det lykkedes palæontologerne at udgrave 70 millioner år gamle dinosaurer, hvor en stor del af den oprindelige knoglekalk er intakt. Dog vil knoglens overflade i de fleste tilfælde være forstenet, og der vil kunne spores fluorsubstitution langt ind i knoglen.
Hvor langt processen er kommet, afhænger helt af forholdene. Derfor er det heller ikke muligt at sige, hvor længe en knogle kan eksistere.
Langt de fleste fund af dinosaurer og andre for længst uddøde dyr er imidlertid forsteninger. Men trods det vil mange af de mest velbevarede have en struktur, der studeret under mikroskop er identisk med den oprindelige knogles.