
Nye undersøgelser af et dinosaurfossil har givet overraskende ny viden om det uddøde dyrs fjerdragt.
Fossilet blev fundet af en bonde i Kina og kom i hænderne på forskere ved det palæontologiske museum i Liaoning i 2014. Siden er det blevet dateret til at være 161 millioner år gammelt.
Små korn afslører farver
Fossilet er så velbevaret, at forskerne nu har genskabt farverne på dinosaurens fjerdragt. Ved hjælp af et skanningselektronmikroskop har de studeret nogle små strukturer kaldet melanosomer, som er små korn, der indeholder farvepigment.
Selve farvepigmentet er for længst gået tabt, men det stoppede ikke forskerne.
Melanosomernes form afgør, hvordan lyset reflekteres, og dermed, hvilken farve fjerene har haft. I nogle af fjerene fandt forskerne fx pandekageformede melanosomer, som også findes hos kolibrier. Ved at nærstudere alle kornenes former lykkedes det at genskabe farverne på dinosaurens fjerdragt.

Fossilet, som blev brugt til at rekonstruere dinosaurenes fjerpragt.
Farver tiltrak mager
Resultatet viser, at dinosauren havde farvestrålende fjer på hoved, hals og noget af vingerne, hvilket har givet inspiration til dinosaurens navn, Caihong juji, som på mandarin betyder regnbue med den store kam.
Kammen refererer til en fjerdusk, dinosauren havde på hovedet. Caihong juji var på størrelse med en and, men kunne ikke flyve.
Formentlig har fjerdragten holdt den varm, og farverne har tiltrukket artsfæller af det modsatte køn. Farvestrålende fjer er tidligere kun fundet hos dinosaurer, som levede 40 millioner år senere.