Den forhistoriske rovdinosaur Giganotosaurus spiller en fremtrædende rolle i Jurassic World: Dominion.
Derfor dykker vi ned i videnskaben omkring det enorme rovdyr og giver dig svaret på de vigtigste spørgsmål.
Hvor stor var Giganotosaurus?
T. rex fik i 1995 for første gang seriøs konkurrence i kampen om at være den største rovdinosaur nogensinde. Det skete, da et skelet af Giganotosaurus dukkede op i Argentina.
Nogle forskere var hurtige til at kåre Giganotosaurus som T. rex' overmand – og i dag er de fleste forskere stadig enige om, at Giganotosaurus med en længde på 13 meter var omkring en halv meter længere end T. rex.
Men Giganotosaurus' titel som dinosaurernes nye konge er siden blevet udfordret – af to årsager.

Giganotosaurus var uden tvivl en af de største rovdinosaurer – men den var ikke den allerstørste.
For det første har forskerne fundet ud af, at rovdinosauren Spinosaurus formentlig kunne blive mindst 15 meter lang. Den var altså noget længere end Giganotosaurus.
For det andet anser mange forskere vægten som et bedre mål for kropsstørrelse end længde – og Giganotosaurus var ikke den tungeste rovdinosaur.
Det mest komplette skelet af Giganotosaurus, som forskerne har fundet, stammer fra et dyr, som formentlig vejede seks-syv tons.
Et andet individ, som forskerne kun har spidsen af underkæben fra, var muligvis tungere med en vægt på lidt over otte tons.
Til sammenligning vejede Spinosaurus formentlig højst 7,5 tons. Men T. rex nåede op på omkring ni tons, og den tager derfor titlen som den største rovdinosaur nogensinde.
Var Giganotosaurus større end T. rex?
Giganotosaurus var længere end T. rex, men var samtidig slankere bygget og derfor lettere.
Dog har forskerne endnu kun fundet skeletter fra to individer af Giganotosaurus – mens de har over 40 fra T. rex – så fremtidige fund kan let ændre på tallene.
Maksimal kropslængde
- Giganotosaurus: 13,2 meter
- Tyrannosaurus: 12,4 meter
Maksimal kranielængde:
- Giganotosaurus: 1,6 meter
- Tyrannosaurus: 1,5 meter
Maksimal kropsvægt:
- Giganotosaurus: 8,2 tons
- Tyrannosaurus: 8,9 tons

Tyrannosaurus rex (øverst) og Giganotosaurus (nederst) sammenlignet med et menneske.
Hvordan så Giganotosaurus ud?
Giganotosaurus lignede på mange måder T. rex. De gik begge på to ben, havde en lang kraftig hale og et stort kranie fyldt med dødbringende tænder.
Men de to dinosaurer var ikke særligt tæt beslægtet, og ved nærmere eftersyn er de ret forskellige.
Giganotosaurus var ikke lige så kraftigt bygget som T. rex. Og i modsætning til T. rex, som havde tykke bananformede tænder, var Giganotosaurus udstyret med knivlignende tænder, der var ideelle til at skære i kød.
Armene hos Giganotosaurus var desuden en lille smule længere end T. rex' og endte i tre kløer i stedet for kun to kløer som hos T. rex.

Giganotosaurus var ikke nært beslægtet med T. rex. De to havde uafhængigt af hinanden udviklet sig fra væsentligt mindre forfædre.
Er Jurassic World's Giganotosaurus videnskabeligt korrekt?
Giganotosaurus optræder i filmen Jurassic World: Dominion, og selvom filmen er ren fiktion, er det værd at se på, om den nogenlunde følger videnskaben.
I et videoklip, der blev frigivet på nettet som en slags optakt til filmen, ser vi Giganotosaurus i kamp mod T. rex.
Dette scenarie er ikke muligt, eftersom T. rex levede mange millioner år efter Giganotosaurus – og på et andet kontinent.
VIDEO: Se prologen til Jurassic World: Dominion
Klippet er flot, men videnskaben halter lidt. Giganotosaurus dukker op efter 2:30 min.
Filmens version af Giganotosaurus følger i store træk den virkelige dinosaurs anatomi – men der er alligevel flere nævneværdige afvigelser, især i kraniet.
I filmen har Giganotosaurus fx to store kamme, der går skråt ud fra toppen af kraniet. I virkeligheden havde den store dinosaur nogle små forhøjninger samme sted, men ikke noget, der ligner det i filmen.
Derudover har filmens version nogle enorme pigge på ryggen. Og selvom nogle dinosaurer havde lignende pigge ned langs ryggen, er der intet, som tyder på, at Giganotosaurus havde dem.

Prøv at sammenligne kraniet fra den virkelige Giganotosaurus her med hovedet på Jurassic Worlds Giganotosaurus i videoen ovenfor. De er vidt forskellige.
Hvor levede Giganotosaurus?
Giganotosaurus levede i Argentina for ca. 98 millioner år siden.
Dengang lå Sydamerika et godt stykke fra Nordamerika, men var til gengæld tæt på Afrika – de to kontinenter havde hængt sammen 40 millioner år forinden.
Derfor fandtes Giganotosaurus' nærmeste slægtninge, bl.a. de tilsvarende store Mapusaurus og Carcharodontosaurus, i Sydamerika og Afrika.
Giganotosaurus havde dog også slægtninge i Europa, Asien og Nordamerika.
Hele Giganotosaurus' familie, de såkaldte carcharodontosaurer, uddøde tilsyneladende for 90 millioner år siden – måske på grund af klimaforandringer og ændringer i havniveauet.
Deres uddøen banede vejen for tyrannosaurerne, heriblandt T. rex, som indtil da kun havde været små kødædere.

Giganotosaurus er fundet i det nordlige Argentina (rød prik). Da den levede for 100 millioner år siden, lå Sydamerika stadig tæt på Afrika.
Hvad spiste Giganotosaurus?
Giganotosaurus' knivformede, savtakkede tænder efterlader ingen tvivl om, at dyret var et rovdyr, der var specialist i at skære i kød.
Dens byttedyr bestod formentlig især af de langhalsede dinosaurer, som var almindelige i området.
De fleste forskere er dog enige om, at den foretræk at angribe unge individer. De voksne langhalsede dinosaurer kunne veje op mod 70 tons og var formentlig alt for svære at nedlægge.
Enkelte forskere har foreslået, at Giganotosaurus jagede i flok for at nedlægge store byttedyr, men der findes endnu ikke gode beviser for denne teori.

Langhalsede dinosaurer var Giganotosaurus livret. Rovdyret gik dog formentlig primært efter ungerne.
Hvem ville vinde i en kamp mellem Giganotosaurus og T. rex?
Giganotosaurus og T. rex var to af de største landrovdyr nogensinde, og en kamp mellem dem ville have været et frygtindgydende syn.
Desværre levede de to dyr på forskellige tidspunkter og steder, så kampen har aldrig fundet sted.

T. rex (venstre) og Giganotosaurus (højre) kæmper om titlen som Jordens største landrovdyr – men mødte aldrig hinanden i virkeligheden.
Alligevel er et møde mellem dem et interessant tankeeksperiment.
Hver af dem ville have haft en række fordele i konfrontationen, og her er en liste over dem:
Giganotosaurus:
- Var længere end T. rex.
- Kraniet var længere end T. rex'.
- Tænderne var skarpere end T. rex' og bedre til at skære gennem kød.
- Armene var formentlig mere anvendelige i en kamp end T. rex'.
Tyrannosaurus:
- Var kraftigere bygget og tungere end Giganotosaurus.
- Bidstyrken var omkring tre gange højere end Giganotosaurus'.
- Kraniet og tænderne var bygget til at knuse knogler.
- Havde fremadrettede øjne og derfor bedre dybdesyn end Giganotosaurus.
- Kunne dreje sin krop væsentligt hurtigere end Giganotosaurus.
- Hjernen var større end Giganotosaurus'.
Alt i alt ville T. rex formentlig være favoritten til at vinde en eventuel kamp.
Dens kraftige, men alligevel hurtige krop, dens stærke kæber og dens store hjerne ville være svære at hamle op med for Giganotosaurus.
Kilder bag artiklen