Horder af rovdyr regerede Sahara

Nu fritlægger holdet den ene halehvirvel efter den anden – alle fra en af de største rovdinosaurer nogensinde, Spinosaurus. Og forskerne bliver stadig mere overraskede. Hver hvirvel har en lang udvækst. Ibrahim måler vantro en af udvæksterne til næsten 53 centimeter.

“Vi vidste med det samme, at det her var enestående, for sådan ser ingen andre dinosaurhaler ud. Der gik det op for mig, at vi havde gjort en opdagelse af den slags, man som videnskabsmand altid drømmer om, fordi den betyder, at lærebøgerne skal skrives om,” fortæller Ibrahim.

Fundet udgør ikke bare et nyt kapitel i historien om klodens måske mest bizarre dinosaur. Det hjælper også palæontologerne med at løse en gåde, som har plaget dem i over 100 år.

Den 16 meter lange Spinosaurus – en gigant selv blandt dinosaurer – levede nemlig side om side med mindst to andre gigantiske rovdinosaurer foruden flere mellemstore rovdinosaurer, 12 meter lange krokodiller, seks meter lange rovfisk og enorme flyveøgler.

Intet andet sted på Jorden har nogensinde haft så mange store rovdyr samlet i ét økosystem. Forskerne kalder derfor området for “verdens farligste sted”, og siden dets opdagelse i 1911 har de grublet over, hvordan den usædvanlige sammensætning af dyr overhovedet var biologisk mulig.

Nu giver spinosaurens hale dem det svar, de har ledt efter.

Ørken skjuler dinosaurmekka

Udforskningen af Saharas ældgamle verden begyndte i Egypten, da den tyske palæontolog Ernst Freiherr Stromer von Reichenbach i 1911 krydsede Saharas ørken i sin søgen efter fossiler af klodens tidligste pattedyr.

Målet var Bahariya-oasen, omkring 400 kilometer sydvest for Cairo – en forsænkning i landskabet, som strækker sig over 2000 kvadratkilometer og er kendt for geologiske klippelag fra kridttiden.

I stedet for pattedyr fandt han en guldåre af fossiler fra hidtil ukendte dinosaurer. Stromer var en videnskabsmand – altid detaljeret og nøgtern i sine noter. Alligevel afslører hans dagbog en vis overraskelse på siderne fra den 18. januar 1911.

“Jeg har åbenbart opdaget de første egyptiske dinosaurer,” skrev han om tre enorme knogler – omkring en meter lange og 15 centimeter tykke – og en stor klo, som han netop havde fundet.

De nye fund var for massive til, at den tyske forsker kunne udgrave dem og tage dem med sig, da han kort efter rejste hjem til München, Tyskland. I stedet overlod han gravearbejdet til sin ven Richard Markgraf, som i de følgende år sendte kassevis af fossiler til München.

Blandt dem var en aflang underkæbe med store, pløklignende tænder og en række usædvanlige ryghvirvler besat med op mod 1,7 meter høje tappe. Stromer navngav det nyfundne dyr Spinosaurus.

Men lykken var kortvarig. I 1914 ramte det første af en stribe uheld Stromers projekt. Første verdenskrig brød ud, og 12 kasser med fossiler strandede i Cairo. Stromer selv blev indkaldt til militærtjeneste, og kort efter, i 1916, døde hans samarbejdspartner Markgraf af en ukendt sygdom, måske malaria.

Regnen af uheld stoppede derefter i en periode. I 1922 fik Stromer endelig sine 12 kasser med fossiler fra Cairo – dog var kasserne blevet hårdt behandlet, og deres indhold knust i stumper og stykker.

Tålmodigt samlede tyskeren indholdet, og i løbet af de næste år samlede han et billede af et knap 100 millioner år gammelt økosystem fyldt med bl.a. dinosaurer, krokodiller og fisk.

De mest spektakulære af fundene var tre store rovdinosaurer: Spinosaurus, Carcharodontosaurus og Bahariasaurus. Alle tre var over ti meter lange og blandt de absolut største rovdinosaurer nogensinde.

Deres knogler blev udstillet på museet ved Alte Akademie i München, og især Spinosaurus blev lidt af et tilløbsstykke. Men fossilerne gav også anledning til videnskabelige hovedbrud.

De tre kæmper levede i et økosystem befolket af enorme krokodiller og rovfisk og stort set ingen planteædere.

Normalt skal planteædere være i suverænt overtal, for at et økosystem kan løbe rundt, men i kridttidens Sahara var balancen i den grad vendt på hovedet – et mysterie, som siden skulle blive kendt blandt forskere som Stromers gåde.

Bomber udsletter ørkenens skatte

Stromers videnskabelige karriere var ved at tage fart, da uheldet ramte ham igen. Nazisterne kom til magten i hans hjemland, og forskeren var ihærdig modstander af det nye regime.

Under anden verdenskrig knoklede Stromer for at få sine fossiler bragt i sikkerhed uden for München, men den nazistiske museumsdirektør ville ikke erkende, at byen var i fare for de allieredes angreb.

Om natten den 24. april 1944 tordnede 200 Lancaster-bombefly ind over München. Hundredvis af bomber smadrede den ene bygning efter den anden og satte byen i brand.

Næste morgen stod konsekvenserne klart for Stromer. Museet ved Alte Akademie var forvandlet til en ruin, og hans uvurderlige skatte var udslettet.

I årene efter krigen arbejdede Stromer med lokale palæontologiske projekter, mens hans spektakulære fund fra Egypten gik i glemmebogen. Den tyske forsker løste aldrig sin egen gåde, og han døde 81 år gammel uden væsentlig anerkendelse for sine opdagelser.

I årtier så udforskningen af Saharas ældgamle verden ud til at være gået i døden med Stromer. Først i 1990’erne vendte palæontologerne igen blikket mod den nordafrikanske ørken – med stor succes.

Et væld af nye fossiler dukkede op fra både Egypten og Marokko. Men på ét punkt var fossiljagten en skuffelse for forskerne. De fandt kun nogle enkelte spredte fragmenter af Stromers gigant, Spinosaurus.

Deres primære kilde til viden om den bizarre kæmpe forblev Stromers udførlige noter og tegninger. Fund af dinosaurens slægtninge andre steder i verden gjorde forskerne klogere – men ingen af de beslægtede dyr var lige så mærkværdige som Spinosaurus selv.

Halen er nøglen til gåden

Nizar Ibrahim har mere held i Sahara end sine forgængere de foregående årtier. Hans ekspeditioner i 2018 og 2019 er plaget af store oversvømmelser, veje, som bliver skyllet væk, stenskred, slanger og skorpioner.

Men fundet af Spinosaurus’ hale er det hele værd. 30 hvirvler – 80 procent af halen – er fundet. Og opdagelsen bliver ikke mindre spektakulær af, at halen efter al sandsynlighed hører sammen med et par bagben, som en lokal fossilsamler fandt 12 år tidligere nogle få meter fra halen.

Tilsammen udgør de to fund det første forholdsvis komplette Spinosaurus-skelet, forskerne har fundet, siden Richard Markgraf gravede rovdyrets enorme ryghvirvler op for Ernst Stromer tilbage i 1912. Og Nizar Ibrahim kan ikke skjule sin begejstring.

“Dyret var mere bizart, end Stromer kunne have forestillet sig i sine vildeste drømme,” fortæller han.

Da Ibrahim undersøgte bagbenene i 2014, opdagede han, at de var ekstremt korte for en rovdinosaur. Opdagelsen fik ham til at foreslå, at dinosauren ville have haft svært ved at bevæge sig på land.

Mange forskere var dengang ikke overbeviste. Men den nyfundne hale passer perfekt ind i Ibrahims billede af det mærkværdige dyr. Formen på halehvirvlerne samt deres lange udvækster betyder, at halen har lignet en enorm paddel.

Og forsøg med en lille model af halen viser, at den kunne levere stor fremdrift i vand – otte gange mere end en normal hale fra en rovdinosaur og næsten på niveau med krokodiller og salamandere.

“Det er første gang nogensinde, at tilpasning til liv i vand er vist hos en dinosaur, og fundet åbner for en hel række af nye roller, som dinosaurer kunne spille i deres økosystemer,” siger Ibrahim, som nu kan øjne svaret på Stromers hundrede år gamle gåde.

Videoen ovenfor er skapt av Julian Johnson-Mortimer.

Svaret findes i fødekædens top

Nizar Ibrahim har sammen med en række palæontologer og geologer fra USA, England, Marokko og Frankrig udarbejdet den hidtil grundigste beskrivelse af økosystemet i kridttidens Sahara.

Deres rapport er baseret på hundredvis af fund, især fra Marokko, men også fra resten af Nordafrika – og den bakker først og fremmest op om Stromers forskning.

Selvom flere fossiler af planteædere er blevet fundet i ørkenen siden Stromers levetid, er billedet det samme: Rovdyrene var langt i overtal. Og Stromers trio af gigantiske rovdinosaurer var ikke kun til stede i Egypten, men også i Marokko, hvor de desuden havde selskab af en omkring ni meter lang rovdinosaur, en såkaldt abelisaur, samt mindre rovdinosaurer i familie med Jurassic Parks glubske Velociraptor.

Forskerne har derfor med god grund kaldt stedet for det farligste sted i Jordens historie.

VIDEO: Hør hvordan Nizar Ibrahim genopdagede Spinosaurus

De mange rovdyr befandt sig i et område, hvor landjorden for det meste var tør, gold og ekstremt fattigt på byttedyr. Alligevel formåede de hver især at skaffe mad nok uden at udkonkurrere hinanden.

Ved første øjekast ser det ud til at stride mod biologiens love, men Ibrahim og hans kolleger har afdækket et smuthul i lovene. Først og fremmest er det klart, at fødekædens grundlag skal findes i vandet og ikke på landjorden.

85 procent af fossilerne i Marokko er fra dyr, som levede i floderne eller ud for kysten. Ibrahims største gennembrud skal dog ikke findes i fødekædens bund, men i toppen.

Spinosaurens hale viser, at dyret – i modsætning til alle andre rovdinosaurer i området – jagede i vandet. Den konkurrerede derfor ikke om føden med sine enorme naboer.

Carcharodontosaurus, en anden af Stromers giganter, gik i stedet på jagt efter de få store planteædere på landjorden. Og den ni meter lange abelisaur var formentlig specialiseret i at æde ådsler.

Svaret på Stromers gåde er altså, at rovdyrene på ekstraordinær vis formåede at dele maden.

Den vigtige opdagelse er dog ikke sidste kapitel i historien om fortidens Sahara og Stromers bizarre Spinosaurus. Ingen har endnu fundet dyrets forben, men Ibrahim har en idé om, hvor han skal lede.

“Hvis jeg har ret, ligger de et ret akavet sted. Det bliver sjovt,” siger han. “Der skal bare lige fjernes 20 tons klippe først …”