Ligesom vi må kravle, før vi kan gå, måtte de første fugle løbe, før de kunne flyve. Det mener et hold ingeniører fra Tsinghua University i Kina.
De udfordrer dermed de fleste palæontologers teori om, hvordan flyvningen opstod.
Forskerne skelner mellem to typer af flyvning: svæveflugt, som fx kan foregå fra træ til træ, og aktiv flyvning, hvor fuglen selv skaber opdrift ved at baske med vingerne.
Den gængse teori siger, at svæveflugt kom først, og at fugle med denne evne efterhånden udviklede sig til også at mestre den aktive flyvning.
Teorien udfordres
De kinesiske ingeniører har undersøgt en anden idé. De har studeret fossiler af den fem kg tunge dinosaur Caudipteryx, som levede for 125 mio. år siden.
Den gik på sine to stærke bagben og havde vingelignende forlemmer, der dog var alt for små til at flyve med. Alligevel ville ingeniørerne finde ud af, om vingerne bevægede sig, når dinosauren løb.
De foretog derfor beregninger over, hvordan vibrationer fra den løbende krop forplantede sig til vingerne.
Resultatet viste, at når Caudipteryx nåede en fart på 2,5 meter i sekundet, begyndte vingerne automatisk at flappe op og ned.
Ingeniørerne byggede nu en robot med samme dimensioner som dinosauren. De lod den løbe på et løbebånd, og her skete nøjagtigt det samme.
Forsøg med en robot viser, at dinosauren Caudipteryx slog med vingerne, når den løb. Måske opstod flyvning på denne måde.
Derfor mener de, at dinosaurer kan have lært at flyve aktivt uden først at være svæveflyvere. De to typer flyvning kan dermed være opstået uafhængigt af hinanden.