T. rex var den ultimative dræber og indehaver af landjordens kraftigste bid nogensinde. Forskerne anslår, at bidkraften var 35.000-57.000 Newton, hvilket ville være nok til at kappe en personbil midtover.
Rovdyret skulle have masser af kød for at holde den ni tons tunge og op mod 13 meter lange krop kørende, og takket være fossilfund har forskerne en god idé om, hvor store dinosaurer T. rex satte tænderne i.
Forskerne har fundet bidmærker i knogler fra den otte tons tunge, trehornede Triceratops. Og da knoglerne ikke viser tegn på heling, tyder det på, at T. rex-biddene blev dyrets død.
Menuen bestod også af andre store planteædere. I 2013 offentliggjorde et forskerhold fundet af en T. rex-tand indlejret i haleknoglen på en op mod 15 meter lang Edmontosaurus.