Shutterstock
Tyrranosaurus, rex, fossil, tænder, bid, T. rex, antal, bestand

Milliarder af Tyrannosaurusser har levet på Jorden

Omkring 20.000 Tyrannosaurus rex’er levede i Nordamerika samtidigt, viser ny forskning. Alligevel er der kun fundet 30 skeletter.

Den kendteste dinosaur er nok Tyrannosaurus rex. Det enorme rovdyr levede i Nordamerika i kridttiden for mellem 68 og 66 millioner år siden.

Men hvor mange Tyrannosaurs rex’er levede der egentlig samtidigt? Det besluttede en række amerikanske palæontologer sig for at finde ud af, og resultat af deres undersøgelse er nu udgivet i det videnskabelige tidsskrift Science.

Brugte computersimulationer

Ved at bruge computersimulationer sammenkørte forskerne en lang række data.

De så på bestande af eksisterende toprovdyr øverst i fødekæden på Jorden i dag, og hvordan de fordeler sig. Og ved at studere fossiler beregnede de T. rex’s levealder, parringsalder, vægt og populationstæthed.

Tyrannosaurus, rex, fossil, tænder, bid

Tyrannosaurus rex er den kendteste af tyranøglerne. Den levede indtil for 66 millioner år siden, hvor dinosaurerne uddøde.

© Shutterstock

Tre facts om dinosaurernes konge

Munden

T. rex havde det hårdeste bid af alle landdyr – med et tryk på 57.000 newton.

Bisserne

Dens tænder var 30 centimeter lange – men tykke og ret sløve.

Levested

Den fandtes kun i Nordamerika, men dens forfader indvandrede måske fra Asien.

Regnede videre til flere milliarder

Forskerne endte med at anslå, at T. rex bredte sig over 2,3 millioner kvadratkilometer, og at en T. rex-generation varede ca. 19 år.

Alle de data gav dem en til enhver tid stående bestand på ca. 20.000. Palæontologer regner med, at arten overlevede i to en halv millioner år. Det giver i alt 127.000 generationer og 2,5 milliarder individer.

Hvor er alle knoglerne blevet af?

Vi har i dag kun fundet rester efter cirka 100 T. rex’er, og der findes kun 32 velbevarede T. rex-fossiler. Det svarer til én ud af de 80 millioner, der levede.

Men ifølge forskerne bag undersøgelsen er én ud af 80 millioner faktisk mange, for fundene er alle gjort i små områder i Montana, hvor der er adgang til de stenlag, som fossilerne endte i.

Computermodellerne, som forskerne har udviklet, forventes nu at kunne bruges til at udregne, hvor mange andre dinosaurer der levede – og måske hjælpe palæontologerne videre i deres søgen.

I 2019 generobrede Tyrannosaurus rex titlen som verdens største landlevende rovdyr efter at have været frarøvet titlen i mere end 20 år. Se, hvad der bragte dinosaurernes konge tilbage til tronen, her.