Kan løse en gåde om tyrannosaurernes udvikling
T. rex' slægtninge opstod for omkring 165 millioner år siden. Dengang var de små, og måtte vige pladsen til fordel for andre større konkurrenter. Men efterhånden som de andre store jægere forsvandt, kunne gruppen af tyrannosaurer endeligt indtage rollen i toppen af fødekæden.
Manglen på fund betyder, at forskere ikke kender meget til den periode, hvor små slægtninge udviklede sig til kæmpe dræbere. Faktisk kan forskere ikke sige præcist, hvornår tyrannosaur-slægten voksede sig gigantisk.
Med fundet af T. degrootorum ved forskerne nu, at store tyrannosaurer i hvert fald regerede på Jorden for omkring 80 millioner år siden. T. degrootorum er derfor en vigtig brik i tyrannosaurenes udvikling.
Opdaget med 10 års forsinkelse
Fossilet, som kun består af dele fra kæben, tænder og noget af kindbenet, blev fundet tilbage i 2010. Dengang troede forskere, at delene tilhørte en allerede kendt art, og fossilet blev gemt væk på Royal Tyrrell Museum i Canada.
Først i 2018, da en Ph.d.-studerende faldt over de fossile rester i museets samling, stod det klart: Delene tilhørte en ny art.
Et ovalt kindben og især en række aflange forhøjninger langs overkæben viste sig at være kendetegn, som ikke tidligere var kendt hos andre tyrannosaurer. Præcis hvilket funktion disse forhøjninger på overkæben har haft, ved forskerne dog ikke endnu.