Grundstoffer afslører kostvaner
Forskerne sammenlignede indholdet af kulstof og ilt i tænder fra individer, som har levet i de samme områder, men som har haft forskellige aldre, da de døde.
Begge grundstoffer findes i forskellige udgaver, såkaldte isotoper, og sammensætningen af dem varierer med den kost, dyrene har indtaget.
På forhånd forventede forskerne, at hvis raptorerne var flokdyr, ville der ikke være forskel på isotoperne i deres tænder, uanset hvilken alder de havde. Hos flokdyr æder ungerne typisk den føde, som de voksne individer sørger for.
Voksede op som komodovaraner
Undersøgelserne afslørede imidlertid, at ungerne har haft andre kostvaner end de voksne dyr.
Forskellen minder ifølge forskerne om forholdene hos komodovaraner, hvor ungerne ikke æder sammen med de voksne.
I stedet for at blive forsørget finder ungerne deres egne fødekilder – ofte oppe i træerne, hvor de samtidig er beskyttede mod at blive ædt af deres ældre artsfæller.
Raptorerne tilhører den gren af dinosaurerne, som er tættest beslægtet med vore dages fugle. Derfor giver det ifølge forskerne også god mening, at raptorerne har været ensomme jægere ligesom de fleste af nutidens rovfugle.
LÆS OGSÅ: Kan man genoplive dinosaurer som i Jurassic Park?