Sygejournaler afslører dinosaurernes hårde liv

Sue er en af de mest komplette, ældste og største T. rexer, som nogensinde er fundet. Knoglerne er undersøgt og beskrevet ad flere omgange, men med nye værktøjer hentet fra hospitalsverdenen gør forskerne nu helt nye opdagelser – ikke kun om Sue, men om stadig flere dinosaurer.

Slidt som en gammel bokser

Detaljerede CT-skanninger af Sue viser fx, hvorfor dinosauren i sine sidste år var invalideret som en gammel bokser, som kæmpede med en lang række lidelser.

De nyeste resultater har ovenikøbet ført til en konkret teori om, hvordan Sue døde. Hvis den holder, var T. rexens banemand lige så lille, som dinosauren var stor.

Snylter blokerede svælget

Blandt de forskere, som studerer fossiler med medicinske briller, er Kirstin Brink, palæontolog og ekspert i udviklingen af knogler og tænder ved University of Manitoba i Canada.

Brink har nærstuderet 3D-billeder fra CT-skanninger af Sues tænder, og hun mener, at dødsårsagen skal findes i det imponerende gab. Hun har endnu ikke offentliggjort sin teori i et videnskabeligt tidsskrift, men uddyber den over for Illustreret Videnskab.

Sue har et næsten komplet sæt tænder, hvor 58 ud af 60 er bevaret. Den længste er på hele 30,5 cm. Men Brink er optaget af tre små tænder i overmunden, som var ved at vokse frem, da Sue døde. Helt normalt, for tyrannosaurer skiftede tænder livet igennem.

Men de her tre er deforme. En er kraftig bøjet og har bølgede former, som om den har været under pres. De andre to er groet sammen.

Sues sygdom findes hos fugle

Umiddelbart kunne Brink udelukke en fejl i den genetiske “opskrift” på tænderne, for hvis det var tilfældet, ville flere tænder være deforme. Så et eller andet har forhindret de tre tænder i at gro normalt.

Og årsagen kunne være parasitten Trichomonas, som er mest kendt for at fremkalde en kønssygdom hos mennesker. Men parasitten findes også i fugles næb og svælg, og Brink vidste, at et hold amerikanske forskere tidligere har diagnosticeret Sue med Trichomonas.

Men hvordan har parasitten forstyrret væksten af de tre tænder? Brink analyserede billeder af nulevende fugle, som er angrebet af Trichomonas, og fandt en forklaring. Ud over at fremkalde betændelse, som nedbryder knoglen i kæben, danner parasitten en belægning i svælget og nogle gule, voksagtige knuder. Lidelsen kaldes derfor også for “gul knop”.

“I levende fugle ser vi, at den gule knop kan vokse sig så stor, at den blokerer halsen, så fuglen ikke kan sluge hverken mad eller drikke, så den dør af sult og tørst. Det er muligt, at det samme skete for Sue,” forklarer Brink, som nu vil efterprøve sin idé ved at samle CT-skanninger af levende dyr med Trichomonas-infektioner i munden.

“Hvis vi kan finde beviser for deforme tænder i levende dyr, som skyldes infektion, vil det underbygge min hypotese om, at parasitter slog Sue ihjel.”

En svaghed ved teorien er, at vi ikke ved, om parasitten eksisterede på dinosaurernes tid. Men for nylig fandt brasilianske forskere for første gang fossile parasitter i en dinosaurknogle.

70 mikrofossiler lå inde i en knogle fra en Titanosaur. De tilhører en anden art end Trichomonas, men fundet viser, at også dinosaurer havde parasitter.

Forskerne ser ind i knoglerne

Tidligere kunne forskerne kun beskrive, hvad de kunne se med det blotte øje eller under mikroskop, når de i sjældne tilfælde fik lov til at save et stykke af en knogle.

I de senere år har ny teknologi gjort, at de kan undersøge fossilerne grundigere ved hjælp af CT-skannere, som de ofte låner på hospitalerne. En anden mulighed er såkaldt mikro-CT, som er samme teknologi, men med langt større opløsning.

Dermed er det muligt at kigge ind i knoglerne og undersøge strukturen og sammensætningen af tænder og knogler uden at ødelægge fossilerne. Kræft, infektioner og knoglebrud har hver deres små signaturer, som forskerne på den måde kan lede efter.

Nogle af de nyeste undersøgelser af Sues knogler foregik netop ved hjælp af en CT-skanner på et hospital. Forskere fra Berlins naturhistoriske museum arbejdede sammen med eksperter fra universitetshospitalet Charité i Berlin om skanningerne.

Formålet var at afgøre, om kræft eller infektion var årsag til to sammenvoksede ryghvirvler og en fortykket lægknogle. Andre muligheder var udelukket i tidligere undersøgelser.

CT-skanningen viste ujævnt, ekstra knoglevæv på overfladen, som er karakteristisk efter betændelse. Og knoglen var ikke deform som efter knoglekræft.

Men inden de stillede diagnosen, koblede forskerne som noget nyt analysen af skanningsbillederne sammen med en sandsynlighedsberegning baseret på et slægtstræ med dinosaurernes nærmeste nulevende slægninge, dvs. krybdyr og fugle.

Ud fra den videnskabelige litteratur plottede de oplysninger om betændelse og kræfttilfælde ind i træet for begge dyregrupper. Analysen viste, at 3,1 pct. af fuglene og 1,8 pct. af krybdyrene havde kræft.

Men henholdsvis 32 pct. af fuglene og 53,9 pct. af krybdyrene havde betændelse i knoglerne. Dertil kom, at spor af kræft aldrig er fundet i knogler fra tyrannosaurer. Sandsynligheden taler dermed for, at Sue har lidt af betændelse.

Dinosaurer var bakteriebomber

Sue har altså været generet af knoglebetændelse, leddegigt i halen og infektion i benet. Og måske stammede infektionen i benet fra mikroberne i munden, da kronisk knoglebetændelse kan skyldes en infektion et andet sted i kroppen, som har bredt sig via blodet.

Rovdinosaurernes adfærd og levevis har givet bakterier optimale vilkår for at sprede sig. Talrige tandmærker i ansigtsknogler fra tyrannosaurer tyder på, at de har kæmpet indbyrdes. Det kan have været om bytte, territorier eller partnere.

De har dermed haft en slags superspreder-adfærd, som er blevet forstærket yderligere af, at de var omvandrende bakteriebomber. Rovdinosaurerne åd ikke kun frisk kød, men også ådsler – og de stod heller ikke tilbage for at kaste sig ud i kannibalisme.

Forskerne fra The University of Tennessee i USA har studeret resterne af et “ædegilde” med flere end 2000 knogler, som både stammede fra planteædere og fra rovdinosauren Allosaurus, der levede i juratiden.

28 pct. af knoglerne har tydelige bid-, skrabe- og flænsemærker, som meget vel kan skyldes angreb fra andre Allosaurusser.

Under sådan en komsammen kan bakterier og andre mikrober både have spredt sig fra døde dyr til levende og mellem deltagerne i ædegildet. Og bakterier har nemt kunnet finde vej ind i deres kroppe via munden og rifter i fødderne.

Spor af infektion ses ofte i rovdinosaurernes fødder, som har været brugt til at flænse og fastholde det kadaver, de var ved at æde.

Det er en ung Allosaurus fra Wyoming kendt som “Big Al” et eksempel på. Ligesom Sue havde Big Al et helt katalog af skader, men den værste var en voldsom infektion i en tå. Og ligesom Sue har Big Al haft svært ved at jage på grund af knogleinfektionen.

At de begge alligevel har formået at overleve længe med deres handicap, ser palæontologer som tegn på, at de har været beskyttet i en flok.

Vi ved, at nogle planteædende dinosaurer har levet i flokke, men det er omdiskuteret, om rovdinosaurer levede sammen.

Den kendte canadiske professor i palæobiologi Philip Currie fra University of Alberta har en teori om, at i hvert fald nogle tyrannosaurer har været flokdyr. Baggrunden er et fund af 26 Albertosaurer – en rovdinosaur, som var i slægt med, men lidt mindre end T. rex.

De døde dyr var i alle aldre og er omkommet på samme tid og sted, måske i en brand eller en oversvømmelse. Hvis Sue og Big Al også levede i en flok eller en familiegruppe, kan de have overlevet, fordi de andre flokmedlemmer tillod dem at æde af deres rester.

Jagten var hård for helbredet

Ud over parasitten og knoglebetændelsen var Sue plaget af en række andre skavanker, heriblandt skader på et skulderblad, spor af en afrevet muskel i armen og tre brækkede ribben. Forskerne mener, at skaderne muligvis er sket samtidig i kamp med et byttedyr.

Som regel går rovdyr efter unge og svage dyr, men det sker, at de angriber bytte, som leverer hård modstand. Og nogle af rovdinosaurernes byttedyr, de hornede dinosaurer, var tonstunge, udstyret med spidse horn og vant til at kæmpe indbyrdes.

Sue er med sine kampskader og øvrige fysiske lidelser en typisk repræsentant for de store rovdinosaurer. Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, som geologen Andrew B. Heckert fra Appalachian State University i USA står bag.

Sammen med sine studerende er han i gang med at samle data fra videnskabelige artikler til en database over skader og sygdomme hos dinosaurer.

Allerede nu tegner der sig et mønster. Rovdinosaurer og de hornede dinosaurer som fx Triceratops havde de fleste skader, fordi de enten jagede eller rivaliserede.

“Rovdinosaurernes knogler afspejler en meget aktiv og aggressiv livsstil,” oplyser Heckert til Illustreret Videnskab.

“Næsten alle de store rovdinosaurer havde adskillige skader. Og når man tænker på, hvor få fossiler vi finder i forhold til alle de dinosaurer, som levede, og at skeletterne ikke er intakte, så må vi formode, at der var endnu flere skader end dem, vi ser.”

De allerstørste planteædere, de langhalsede sauropoder, skiller sig ud. De var ikke særlig plaget af skader.

“Det kan tyde på, at deres størrelse har beskyttet dem mod rovdyr. Hos dem ser vi til gengæld gigt, som hænger sammen med størrelse og høj alder,” siger Heckert.

Som andre palæontologer er han fascineret af det indblik i dyrenes liv, en medicinsk tilgang til knoglerne kan resultere i – både fordi kendskabet til dinosaurernes sygdomme og skader giver os ny viden om deres biologi, og fordi det afslører nye detaljer om dyrenes adfærd og måde at leve på.

Podagra og gigt kom med alderen

Undersøgelserne af Sues knogler fortæller historien om et hårdt liv, der ikke blev spor nemmere med tiden. Som om parasitter, infektioner og brækkede knogler ikke var rigeligt, fik Sue endnu flere lidelser med alderen.

I den ene arm ses spor af podagra, også kaldet urinsyregigt. Krystaller af urinsyre ophobes i leddene, og det gør ondt. Gigtformen rammer både mennesker og dyr, som spiser meget rødt kød og mange proteiner. I halen havde Sue desuden spor af leddegigt.

I naturen bliver kun få dyr gamle, så med sine 30 år har den ikoniske T. rex haft et succesfuldt liv – på trods af sine mange sygdomme og skavanker.

I dag kan Sue opleves i en yngre udgave på Field Museum i Chicago.

I 2020 præsenterede museet en ny og nøjagtig rekonstruktion af T. rexen. Her er rovdinosauren i sine velmagtsdage, og i udstillingen kan den bl.a. ses i fuld skala i færd med at sætte et stort bytte til livs.

Scenariet hører tydeligvis til en tid, hvor Sue ikke var plaget af infektioner, som forhindrede rovdyret i at tage føde til sig.