T. rex styrede sit gab med en uhyre præcision

Den mægtige rovdinosaur Tyrannosaurus rex havde et avanceret sanseapparat i snuden. Det gjorde den i stand til meget andet end bare at flå et byttedyr fra hinanden.

Tyrannosaurus rex var kridttidens mest frygtindgydende rovdyr. Med en vægt på ni tons og 30 cm lange, sylespidse tænder kunne den fortære enhver mellemstor dinosaur.

Men nu viser forskning, at kæmpen også havde en følsom side.

Dr. Soichiro Kawabe fra Fukui Prefectural University i Japan har sammen med kolleger CT-skannet kraniet fra en T. rex fundet i USA i 2016, og skanningen viser et uhørt højt antal nervekanaler i kæben – flere end tidligere set hos nogen kendt dinosaur.

T. rex, kæbe, nerver

CT-skanninger viser, at kæmpen havde langt flere nervekanaler i kæben (orange) end nogen anden dinosaur, forskerne hidtil har undersøgt.

© Taylor & Francis

De mange nerver i kæben vidner om en meget fin følesans, som har kunnet skelne mellem forskellige materialer og mærke små bevægelser.

Det har gjort dinosauren i stand til at kende forskel på knogler og kød, når den havde et byttedyr i gabet, men snudens sanseapparat kan også have haft fredeligere funktioner.

Måske har kæmpen brugt det halvanden meter lange hoved til raffineret redebygning eller til omsorgsfuld yngelpleje.

Forskerne bag opdagelsen sammenligner nervernes mangfoldighed med den, der i dag findes hos krokodiller. Tidligere har palæontologer fundet ud af, at T. rex og krokodiller også minder om hinanden på andre punkter.

Opdagelsen ændrer fuldstændig på vores opfattelse af T. rex som en dinosaur, der bed sammen om hvad som helst. Dr. Soichiro Kawabe, Fukui Prefectural University