Shutterstock

Masseudryddelse banede vejen for dinosaurerne

Voldsomme vulkanudbrud og syreregn satte for 233 millioner år siden skub i dinosaurernes storhedstid.

Et meteornedslag blev dinosaurernes endeligt - det faktum er efterhånden velkendt. Men deres storhedstid begyndte også på dramatisk vis. Det understreger en ny undersøgelse udgivet af forskere fra bl.a. University of Bristol og China University of Geosciences.

Ved hjælp af fossiler har forskerne bag undersøgelsen, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Scientific Advances, fundet flere beviser for endnu en masseudryddelse i Jordens historie - udover de fem store, som ofte fremhæves.

For 233 millioner år siden pumpede gigantiske vulkanudbrud atmosfæren fuld af CO2, Methan og vanddamp, hvilket medførte voldsomme ændringer i klima og dyreliv og banede vejen for dinosaurernes storhedstid de følgende 165 millioner år.

En begivenhed så voldsom, at den, ifølge forskerne bag den nye undersøgelse, slog lige så mange arter ihjel, som det store meteornedslag for 66 millioner år siden.

Forskerne bag den nye undersægelse har udnævnt den store klimakatastrofe (CPE) til at være en masseudryddelse på linje med de fem store, vi kender.

© D. BONADONNA/ MUSE, TRENTO

Voldsomme klimaændringer ramte Jorden

Tidligere undersøgelser har vist, at dinosaurernes dominans eksploderede for omkring 233 millioner år siden i den geologiske periode trias.
Tiden løb for 251-200 millioner år siden, da klimaet var varmt og tørt og kun afbrudt af korte perioder med regn.

I tiden op til dinosaurernes gennembrud blev verden dog ramt af en række voldsomme klimaskift med fire meget fugtige perioder efter hinanden.

Perioderne har forskere tidligere bl.a. kunnet aflæse i aflejringer i bjergkæden Dolomitterne i Norditalien. Lagene består mest af kalksand, mens jordlagene fra de tørre perioder er domineret af mergelkalksten.

Da Jordens klima pludselig skiftede, stillede det store krav til dyrenes evne til at tilpasse sig. Og fossilerne afslører, at dinosaurerne klarede udfordringen meget bedre end deres konkurrenter.

© Giphy

Krybdyrene herskede

Op til dinosaurernes æra var landjorden domineret af en stor variation af krybdyr – fra krokodillelignende arter og skildpadder til grupper, som slet ikke har efterkommere i dag.

Årsagen til de voldsomme klimaskift skal ifølge forskerne findes i meget kraftig vulkansk aktivitet, der havde sit udspring i det vestlige Canada.

Vulkanudbruddene gav et fugtigere klima, global opvarmning og syreregn, som rensede ud i dyrelivet.

Ud over dinosaurerne ser det også ud til, at den dyregruppe, der senere udviklede sig til pattedyr, også høstede fordele af klimaændringerne.