Evolutionens mekanismer ændrer konstant alle livsformer på Jorden – inklusive os selv. Nye træk opstår, og andre mister deres betydning. Når et organ, en muskel eller en sene ikke længere er nødvendig, vil den gradvist forsvinde.
Hvis energibesparelsen ved at slippe af med de unødvendige træk er stor, går det hurtigt med at luge dem ud. Hvis besparelsen omvendt er lille, kan trækkene få lov at blive hængende i millioner af år – som små påmindelser om, at vi kun er et øjebliksbillede i livets lange historie.
1. Ekstra øjenlåg rensede linsen
Hos især fugle, fisk og krybdyr har mange arter et ekstra øjenlåg til at beskytte, rense og i nogle tilfælde fugte linsen med. Øjenlåget, som kaldes en blinkhinde, er delvist gennemsigtigt og skydes ind over øjet fra den side, som vender mod hovedets centrum.
Blinkhinden findes også hos nogle pattedyr, fx katte, kameler og isbjørne, men den er ekstremt sjælden blandt primater. Vi har dog stadig resterne af blinkhinden tilbage i form af en lille membran ved navn plica semilunaris, som sidder i øjenkrogen. Præcis hvorfor blinkhinden blev overflødig hos vores forfædre, ved forskerne ikke.
Blev overflødigt for 85 millioner år siden!
Omkring 90 procent af os har plantarismusklen, men vi bruger den ikke til meget.
2. Benmuskel greb fat om grenene
Den såkaldte plantarismuskel, som sidder bag knæet, har kun en minimal funktion hos mennesker. Den hjælper en smule med til at bevæge knæ- og ankelleddene, men den er ikke nødvendig.
Senen, som forbinder musklen med ankelleddet, er den længste i kroppen, og kirurger flytter ofte dele af den, hvis en patient har brug for senevæv andre steder i kroppen. For vores træklatrende forfædre var musklen vigtig, og den er det stadig hos mange aber, fordi den kan krumme foden sammen og give et bedre greb om grenene.
Hos mennesket er den på vej til at forsvinde. Ti procent af os fødes uden plantarismuskler.
Blev overflødig for 5 millioner år siden!
Vi har alle muskler, der kan bevæge ørerne, men ikke alle kan styre dem.
3. Øret drejede sig efter lyden
Vi har alle et sæt små muskler ved navn auriculares rundt om ørerne, som vi ikke længere har brug for, men for vores fjerne forfædre var de vigtige og er det stadig hos mange pattedyr. En kanin kan fx vende sine ører i alle retninger
uafhængigt af hinanden, så den bedre kan lokalisere, præcis hvor en lyd kommer fra.
Det er et vigtigt værn mod fjender, så den kan flygte i den modsatte retning. Katte bruger samme evne til at afsløre, præcis hvor et byttedyr gemmer sig. Hos os giver det stadig små trækninger i musklerne, hvis vi hører en uventet lyd bag os, men kun nogle af os kan prale af at kunne kontrollere dem nok til at vrikke med ørerne.
Blev overflødige for 30 millioner år siden!
Nyfødte menneskebørn har, ligesom abeunger, en griberefleks i hænder og fødder.
4. Griberefleks reddede liv
Nyfødte børn er skrøbelige og hjælpeløse, og deres muskler er langtfra færdigudviklede, men de har en overraskende styrke i fingrene, som tydeligt kan mærkes, når man lader dem gribe fast om sin finger. Refleksen er så stærk, at et spædbarn kan bære sin egen vægt med den, og den forsvinder først, når barnet er fire-seks måneder gammelt.
I dag er griberefleksen overflødig for os, men hos mange abearter er den helt afgørende for ungernes overlevelse.
Refleksen giver et fast tag i morens pels, så ungen altid er med, uanset hvor hun bevæger sig hen. Hvis ungen overlades til sig selv, er den et let bytte, ikke bare for fremmede rovdyr, men også for andre medlemmer af flokken, som kan finde på at slå den ihjel.
Blev overflødig for 4 millioner år siden!
Mennesker har mistet knurhårene, men ikke de muskler, der bevægede dem.
5. Knurhår gav en sjette sans
Mennesket er blandt de få pattedyr, som ikke har knurhår. Næsten alle andre arter, fra mus til hvaler, har de særlige tykke hår med dybe rødder, som giver en ekstra følesans. Knurhårene er ofte livsvigtige for dyrene – når fx sæler ikke er i stand til at se eller lugte noget, hjælper knurhårene dem med at fange fisk.
Omkring roden på knurhårene sidder hundredvis af nerveceller, som registrerer påvirkningerne af håret, og hos nogle arter sidder der også små muskler ved rødderne, som kan bevæge hårene. Det gjaldt bl.a. for vores egne forfædre.
Undersøgelser har vist, at selvom vi ikke længere har knurhår, bærer 35 procent af os stadig de små muskler under huden mellem overlæben og næsen.
Blev overflødige for 1 million år siden!
