Frygt for mørke kan virke irrationel og uhensigtsmæssig i vores civiliserede verden, men reaktionen har rod udviklingshistorien, hvor den har sikret overlevelsen af vores art.
Årsagen skal findes i den måde, vi bruger vores sanser på. Vores forfædres levevis som dagaktive dyr har fremelsket et syn, som fungerer bedst i sollys med en lysmængde på op til 10.000 lux.
Når mørket falder på, omstiller vores øjne sig og bliver 300 gange mere lysfølsomme, men alligevel er vores natsyn ikke just imponerende.
Mørket tænder hjernens frygtcenter
Hvor: Mørke kan ligesom mere reelle trusler gøre os bange. Frygten opstår i det lille hjernecenter amygdala, som sætter os i alarmberedskab.
Hvordan: Binyrerne frigiver noradrenalin og adrenalin, som øger pulsen, svedproduktionen og sukkeret i blodet.
Hvorfor: Synet er vores vigtigste sans. Når mørket sætter den ud af spillet, føler vi os mere sårbare.
Vi kan vi stadig ane vores omgivelser ved 1 lux, men mange dyr kan klare sig med meget mindre.
Nataktive kattedyr som huskatten kan fx se ved 0,125 lux, eller en ottendedel af det lys, vi har brug for. Uglers natsyn er yderligere ti gange bedre end natkattenes, mens gødningsbiller kan nøjes med 0,0001 lux.
For vores forfædre har det været vigtigt at tage sig i agt for både farlige rovdyr og giftige slanger og insekter. Mørkerædde individer har naturligt nok haft bedre overlevelseschancer end frygtløse, som er valset ubekymret ud i natten – og derfor sidder frygten for mørket stadig i os i dag.