Jomfrufødsel hos fisk forbløffer forskere

En akvariefisk af arten hundestejle udviklede fostre, mens æggene stadig var inde i maven. Den usædvanlige fødsel kan få stor betydning for vores forståelse af evolutionshistorien.

En lille fisk i et akvarium på ­University of Nottingham i England satte i 2019 grå hår i hovedet på universitetets biologer. Fisken, en hundestejle-hun, blev gravid, forstået på den måde, at hendes æg udviklede fostre, mens de stadig var inde i hende.

Det er stik mod hundestejlers normale måde at formere sig på. Ligesom hos næsten alle andre fisk lægger hunnen sine æg, og hannen befrugter dem derefter ved at sprøjte sin sæd ud over dem.

Forskere har fundet æg med levende fostre i maven på en ­hundestejle. 56 af dem udviklede sig og blev til voksne fisk.

© Dr. Laura Dean

Forskerne opdagede fiskens usædvanlige tilstand i forbindelse med et andet forskningsprojekt, hvor de studerede hundestejlers æg. Mens fostrene i æggene var sunde og levedygtige, var deres mor, som har fået kælenavnet Maria, opsvulmet og døden nær.

Forskerne aflivede hende og udtrak herefter æggene med fostrene, hvoraf 56 overlevede til voksenalderen.

Ungerne havde to forældre

­Forskerne troede umiddelbart, at Maria måtte have klonet sig selv, men dna-undersøgelser viste, at ­ungerne havde to forældre, så æggene er blevet befrugtet.

En forklaring kan være, at Maria er svømmet gennem et sted, hvor en fremmed huns æg allerede var blevet befrugtet, og at en del af hannens sæd har fundet vej op i Marias æggeledere.

Forskerne holder nu øje med, om det samme skulle ske for andre af deres fisk. Hvis det gør, har det stor betydning for vores forståelse af et springende punkt i evolutionshistorien. Måske er det sådan, det er foregået, da de første arter begyndte at føde levende unger.