Shutterstock

Kaniner giver os forklaringen på orgasme

Den kvindelige orgasmes funktion har længe været ét af biologiens største mysterier. Men nu har forskere fra Østrig måske fundet svaret i kaninernes parringsadfærd.

Funktionen af kvinders orgasme har længe været en gåde, og der er fremlagt flere teorier for at forklare den.

Den simpleste siger, at orgasmen tilskynder kvinder til at have mere sex, så chancen for graviditet forøges.

Parring fremkalder ægløsning hos kaniner

En anden forklaring går ud på, at orgasmen giver sammentrækninger i livmoderen, som hjælper med at trække mandens sæd op til ægget.

Problemet med den forklaring er, at mange kvinder ikke får orgasme ved samleje, og at de sagtens kan blive gravide alligevel.

Hos kaniner fremkalder parringen ægløsning hos hunnen, og det kan være hemmeligheden bag orgasmens oprindelse.

© Shutterstock

Nu har forskere fra Universität Wien i Østrig fundet en tredje forklaring på, hvordan orgasmen kan være opstået.

Hos mennesker har kvinden ægløsning i en fast ­rytme en gang om måneden. Men hos nogle pattedyr som kaniner er det selve parringen, der fremkalder ægløsningen.

Særligt stof hæmmer kvinders evne til at få orgasme

Forskerne vidste, at stoffet fluoxetin, som findes i antidepressiv medicin, hæmmer kvinders evne til at få orgasme.

Derfor gav de stoffet til kaniner og undersøgte, om det også påvirkede dyrenes evne til at få ægløsning.

Kvinders orgasme

  • Kvinders chance for orgasme ved samleje: 20-30 pct.
  • Chancen for orgasme, hvis klitoris stimuleres samtidigt med samleje: 50-60 pct.
  • Mænds tro på, at kvinden har fået orgasme udelukkende ved samleje: 40-50 pct.

Det viste sig, at raten af ægløsning under kaninernes parring faldt med en tredjedel efter to uger.

Forskerne mener derfor, at kvinders orgasme er et levn fra vores forfædre, og at det var de samme hormoner, som var i spil ved både orgasme og den parringsfremkaldte ægløsning.

Orgasmen har siden “overlevet” i vores evolution, fordi den også havde andre gavnlige virkninger.