Kontinentalpladerne bevægede sig langsommere, så der blev ikke skubbet nye bjergkæder op. I stedet blev bjergene slidt ned af vind og regn, så landjorden blev fladere og jordskorpen tyndere.
Konsekvensen var, at der ikke kom frisk materiale fra Jordens kappe op i jordskorpen, og at der blev udvasket mindre fosfor og andre livsnødvendige grundstoffer i havet.
Sammenhængen blev tydelig for forskerne, da de kortlagde tykkelsen af Jordens skorpe gennem flere milliarder af år.
Tykkelsen kan findes vha. særlige mineraler kaldet zirkoner. De formes i jordskorpen, og deres sammensætning afhænger af, hvor højt trykket er, når de dannes.
Bjerge gav nye næringsstoffer
En tynd skorpe giver lavere tryk, og zirkonerne viste, at skorpen i den kedelige periode var tyndere end både før og efter.
Mod slutningen af perioden var Jordens landmasser samlet i superkontinentet Rodinia, og først da det brød op, begyndte bjergene igen at rejse sig, så havene blev fyldt op med nye næringsstoffer.
Det satte gang i udviklingen af det flercellede liv, som for 541 mio. år siden for alvor tog fart i den såkaldte kambriske eksplosion.
Her opstod et væld af nye komplekse livsformer, som alle nutidens dyregrupper kan føres tilbage til.