Livet opstod før den kambriske eksplosion
Fundene betyder dog ikke, at de kambriske dyr er de ældste.
Livet var opstået før den kambriske eksplosion – vi har bare ikke fossiler af dem, fordi dyrene endnu ikke havde udviklet hårde skaller eller skeletter, som er bevaret til i dag.
Det eneste, biologerne har, er aftryk af nogle gopler og primitive orme, som er op til 580 mio. år gamle. Men nu kan dyrelivet spores endnu længere tilbage takket være kemiske fossiler.
Indlejret i sten, som er dateret til at være 635-660 mio. år gamle, har forskere fra University of California, USA, fundet spor af steroler, en undergruppe af steroider, som kun kan være skabt af dyr.
I dag findes de samme steroler udelukkende hos bestemte arter af havsvampe, som er en meget gammel dyregruppe.
Forskerne mener, at steroiderne må være produceret af havsvampe for mindst 635 mio. år siden.
De nye fund viser, at dyrelivets historie strækker sig mindst 100 mio. år længere tilbage end den kambriske eksplosion.
Derfor må biologerne også endnu længere tilbage for at finde det tidspunkt, hvor encellede organismer begyndte at organisere sig i kolonier og udvikle sig til mere komplekse, flercellede livsformer.