Menneskets forfader opstod i Europa. Det er budskabet fra et internationalt forskerhold, der i 2017 udgav to videnskabelige artikler om en underkæbe fundet i Grækenland og en tand fra Bulgarien.
En analyse af fundene viste, at de stammede fra en art på den udviklingslinje, der gav ophav til mennesket. Og da fundene var cirka 7,2 millioner år gamle, må arten have levet, kort efter at vores og chimpansernes forfædre gik hver til sit.
Ifølge forskeren David Begun, som var med til undersøgelsen, betyder fundet, at splittet mellem mennesker og chimpanser må have fundet sted i Middelhavsområdet.
Den nye art, som fik navnet Graecopithecus freybergi, var en bombe under den almindelige forestilling om, at vores tidlige forfædre opstod i Afrika. Men den står ikke alene.
Ny forskning flytter vores afsked med aberne.
De seneste år har flere fund og dna- analyser givet vores stamtræ en ordentlig rusketur. Og forskerne sætter nu spørgsmålstegn ved alt det, vi troede, vi vidste.
Vi voksede tidligt fra hinanden
I jagten på menneskets oprindelse er især én art særlig interessant: den seneste forfader, vi deler med vores nærmeste nulevende slægtning, chimpansen.
Men hvordan den har set ud, ved vi ikke, for der er ikke fundet nogen fossiler, som kan vise os det. Et afgørende tidspunkt i vores evolutionshistorie er derfor mørklagt.
Alligevel kan videnskaben fortælle os lidt om, hvad der skete med denne forfader. Forgreninger på livets træ som den, der gav ophav til os og chimpanserne, skyldes ofte, at individer af samme art deles i to grupper, som gennem mange generationer lever adskilt fra hinanden.
Mutationer – dvs. ændringer i dna’et – som opstår tilfældigt i den ene gruppe, breder sig ikke til den anden, og det giver grobund for, at grupperne udvikler sig i hver sin retning. Jo større forskel der er i de to gruppers miljø, desto hurtigere vil de rent genetisk fjerne sig fra hinanden, fordi miljøet bestemmer, hvilke mutationer der er fordelagtige.
Gener blev ved med at flyde mellem menneskets og chimpansens forfædre, efter at de havde delt sig. De to grene på stamtræet var 4 mio. år om at skilles ad.
Indtil for nylig mente de fleste evolutionsbiologer, at vores og chimpansens fælles forfædre delte sig i to grupper for mellem seks og syv millioner år siden. Tidspunktet er udregnet ved at tælle de genetiske forskelle mellem os og chimpanserne og sammenholde det med viden om, hvor hurtigt sådan nogle forskelle normalt opstår.
Men de seneste årtier har nye undersøgelser vist, at det ikke er så enkelt. Engelske forskere kunne i 2014 meddele, at der var noget galt med den metode, forskerne hidtil havde brugt.
Nye genetiske forskelle opstår kun halvt så hurtigt som antaget, og derfor var det ikke 6-7 millioner år siden, at vi skiltes fra chimpanserne, men 13 millioner år.
Skilsmissen trak ud
Det nye resultat betyder dog ikke, at vores fælles forfader allerede for 13 millioner år siden blev til to forskellige arter. En analyse foretaget i 2006 af amerikanske forskere viser, at de to udviklingslinjer var lang tid om at sige endeligt farvel til hinanden.
Forskerne undersøgte antallet af genetiske forskelle i flere regioner af dna’et, og de forskellige regioner førte til forskellige tidspunkter for adskillelsen. Forskerne konkluderede derfor, at der gik fire millioner år fra den første adskillelse, til de to udviklingslinjer holdt helt op med at blande gener.
Vores fælles forfædre blev altså ikke skilt med et rent snit. Processen begyndte i stedet med en delvis separation for 13 millioner år siden og stod på i over fire millioner år. Under separationen var der jævnligt seksuelt samkvem mellem de to parter.
Det var menneskets forfader, der flyttede hjemmefra.
For cirka ni millioner år siden blev møderne sjældnere, og de to linjer fjernede sig genetisk fra hinanden, indtil de ikke længere ville have noget at gøre med hinanden.
Klimaet drev os fra hinanden
Drivkraften bag skilsmissen var formentlig globale klimaændringer, som forandrede det miljø, vores fælles forfader levede i. Analyser af borekerner fra havbunden viser, at hele Jorden for otte millioner år siden blev koldere.
Iskapperne ved polerne voksede, og over hele kloden blev klimaet tørrere. I Afrika ændrede landskabet sig over store dele af kontinentet. Den tætte skov, som før havde domineret landskabet, blev nu udskiftet med savanne.
Savannen tvang vores krop i ny retning
Vores forfædre rykkede ud på savannen, mens chimpansens blev i skoven. Det nye liv på de åbne vidder fik mennesket op på to ben og ændrede formen på stort set alle vores knogler.
Ret ryg og hård kost ændrede kraniet
Menneskets oprejste gang betyder, at forbindelsen mellem rygsøjle og hoved sidder længere fremme på kraniet end hos chimpansen. Samtidig er vores kindtænder kraftigere på grund af forskelle i kosten.
Opret gang gav kurver og brede hofter
Chimpansens rygsøjle er bueformet, mens vores er S-formet for at give stabilitet under oprejst gang. Et bredere bækken hjælper os desuden med balancen og gør det muligt at føde børn med store hjerner.
Jordbundet liv omdannede hånden
Chimpansens lange arme og fingre hjælper dyret med at holde fast og svinge sig i træerne. Hos os er hænderne kortere, men tommelfingeren er længere, så den fx kan lave et pincetgreb med pegefingeren.
Lange gåture rykkede storetåen fremad
Vores lange ben giver en effektiv gang. I modsætning til chimpansen har vi desuden en stiv vrist, som virker stabiliserende under gang, og vores storetå er rykket frem, så vi kan sætte af med den, når vi går.
Forandringerne medførte nye arter, der var tilpasset savannen, og vores egne forfædre udviklede også nye træk for at følge med udviklingen. Det mest iøjnefaldende er den oprejste gang.
På den åbne savanne er det en fordel at se langt, og en høj statur giver bedre udsyn. Samtidig sparede vores gang os energi, når vi skulle bevæge os over store afstande for at finde føde.
Den nye bevægelsesform førte til en lang række ændringer i skelettet og musklerne, nogle af nødvendighed, fordi kroppens balancepunkter og belastninger forandrede sig, andre, fordi tidligere behov forsvandt; fx var træklatring ikke længere vigtig, så hænderne blev frigjort til andre formål og udviklede sig derefter.
Vores forfædre ændrede sig mest
De fleste evolutionsbiologer mener, at vores og chimpansens fælles forfader lignede chimpansen mest, fordi forfaderen levede i skoven, ligesom chimpansen gør i dag. Derfor må vi have ændret os mere siden dengang, end chimpanserne har.
Den 13 millioner år gamle Nyanzapithecus alesi lignede en gibbon, men var en langsom træklatrer ligesom chimpansen.
Men det er også muligt, at vores fælles forfader ikke har lignet hverken os eller chimpansen særlig meget. I 2014 dukkede et 13 millioner år gammelt kranie fra en abeunge op i Kenya. Som voksen ville dyret kun have vejet 11 kg, og kraniet ligner mest af alt gibbonernes – en abegruppe, som forlod vores udviklingslinje for knap 20 millioner år siden.
Men forskerne mener ikke, at kraniets ejer, som har fået navnet Nyanzapithecus alesi, er en gibbon. I stedet tilhører den en gruppe, som gav ophav til alle menneskeaberne, inklusive os selv.
Undersøgelser af kraniets indre øre afslørede, at aben ikke havde balanceorganer, der var egnede til at svinge sig i træerne, som gibboner gør i dag. Den har formentlig været en langsom træklatrer ligesom chimpansen.
At dyret levede som en chimpanse – og på den tid, hvor chimpansen og vi indledte vores skilsmisse – er tankevækkende.
Hvis vores fælles forfader lignede Nyanzapithecus, har chimpansen ændret sig lige så meget siden dengang, som vi har.
Vigtig knogle er forsvundet
Forskerne har stort set ikke fundet nogen fossiler fra arter på chimpansens udviklingslinje. De ved derfor næsten intet om, hvordan chimpansen udviklede sig, efter at den splittede med os.
Når det gælder vores egen linje, er der i det mindste en håndfuld fossiler at arbejde med. Det ældste er et kranie fundet i Tchad i det centrale Afrika i 2002. Arten fik navnet Sahelanthropus tchadensis, og kraniet fik kælenavnet Toumaï.
Franske forskere daterede fundet til at være mellem 6,8 og 7,2 millioner år gammelt og hævdede samtidig, at Toumaï gik oprejst – fordi kraniet viser tegn på, at det har siddet på en lodret rygsøjle. Men deres konklusion er blevet draget i tvivl.
Andre forskere hævder, at de har undersøgt en lårbensknogle, som blev fundet sammen med kraniet, og at den peger i retning af, at Toumaï gik på alle fire.
Afrikansk art var også tæt på the missing link
Artsnavn: Sahelanthropus tchadensis.
Tidspunkt: 7,2-6,8 millioner år siden.
Slægtskab: Før Graecopithecus freybergi blev opdaget, var Sahelanthropus det tætteste forskerne kom på den fælles forfader til mennesket og chimpansen – men artens plads på stamtræet er stadig omdiskuteret.
Hvis de har ret, betyder det, at Toumaï formentlig er tættere beslægtet med chimpansen end med os. Men lårbensknoglen er siden forsvundet på mystisk vis, så sagen er nu stort set umulig at afgøre.
Striden om Toumaï viser, hvor forskelligt forskere kan fortolke fossiler. Prestigen i at afdække vores egen udviklingshistorie får ofte forskere til at drage store konklusioner fra ukomplette fund, og resultatet er en rodet historie om vores tidlige udvikling.
Forfader kan være allevegne
Når vi bevæger os længere frem på menneskets udviklingslinje, bliver fundene rigere og sikkerheden større. Langt de fleste af fossilerne kommer fra Afrika, og biologerne har længe været overbeviste om, at det er her, vores slægt blev til, efter at vores forfædre skiltes fra chimpansens.
Men med fund som Graecopithecus freybergi i Grækenland og Bulgarien er billedet blevet udfordret.
De klimaforandringer, som i Afrika skabte et nyt miljø, slog også igennem i Europa. Også her veg skove for savanner, og den fælles forfader, vi deler med chimpansen, kunne lige så godt have levet her – eller begge steder samtidig.
Klimaforandringerne skabte nemlig ikke kun nye landskaber. Kulden samlede i perioder så meget is ved polerne, at havniveauet sank betydeligt.
For 7,2 millioner år siden, da Graecopithecus freybergi levede, var det så lavt, at Middelhavet var tørlagt. Der var dermed fri adgang til at bevæge sig frem og tilbage mellem Afrika og Europa, så måske er det præcis det, vores fælles forfader har gjort.
Kun ved at finde flere fossiler fra perioden kan forskerne med sikkerhed slå fast, hvor vores brud med chimpansen fandt sted.