Vi har skabt vores egen bedste ven

Et stort internationalt forskerhold har nemlig kortlagt og analyseret genomer fra 27 forhistoriske hunde – den ældste næsten 11.000 år gammel. Undersøgelserne, som blev offentliggjort i tidsskriftet Science ved udgangen af 2020, tegner et klarere billede af, hvordan hunden har spredt sig rundt på kloden.

Forskerne opdagede bl.a. en række bemærkelsesværdige sammenfald mellem hundes og menneskers vandringer siden istiden, og undersøgelsen sætter en tyk streg under det helt særlige forhold mellem de to arter.

Forfædre opstod for 5 mio. år siden

Hundefamiliens historie begynder, længe før mennesker og hunde fandt sammen. For ca. fem millioner år siden opstod de første medlemmer af Canis-slægten. I dag består hundefamilien af 36 arter, som bl.a. tæller ræve, ulve og sjakaler.

Selvom hunde har vidt forskellige størrelser og udseender – fra granddanois og labrador til terrier og chihuahua – tilhører de alle arten Canis lupus familiaris. Arten er en underart af arten Canis lupus, der ud over tamhunde også tæller gråulven og dingoen. Gråulve og tamhunde stammer begge fra en nu uddød ulveart.

Først i de seneste 200 år er variationen af hunderacer eksploderet til den mangfoldighed, vi kender i dag. Mennesker har ivrigt fremavlet hunde med eftertragtede egenskaber – lige fra aflange gravhunde, der kan jage ræven i dens tunneller, til lydige schæfere, der driver fåreflokken sammen.

Kortlagde genomer fra 27 knogler

Historien om, hvordan vilde ulve blev til de hunde, vi kender i dag, er lidt af et eventyr spækket med mystik.

For at blive klogere på hundes evolution, og hvordan populationer af hunde har migreret gennem tiden, slog forskere verden over sig sammen i et omfattende projekt og kortlagde genomerne fra 27 ældgamle hunde, der stammede fra Europa, Mellemøsten og Sibirien. Den ældste levede i Karelen i Finland for 11.000 år siden – umiddelbart efter den seneste istid.

Forskerne udvandt og kortlagde dna’et fra de 27 knogler, hvorefter de analyserede genomerne og sammenlignede dem med hinanden. På den måde kunne de identificere, hvilke evolutionære forandringer der fandt sted for tusindvis af år siden.

Undersøgelserne afslører, at der for 11.000 år siden fandtes mindst en håndfuld hundetyper af vidt forskellig genetisk herkomst. Forskerne har opkaldt afstamningerne efter de områder, hvor knoglerne er fundet, og hvor hundetyperne muligvis er opstået: Mellemøsten, Karelen (Finland), Bajkalsøen (Sibirien), Amerika og Ny Guinea.

Disse fem afstamninger er blevet mikset på kryds og tværs, i takt med at hundene spredte sig rundt på Jorden og i stigende grad interagerede med mennesker, og det har i sidste ende banet vej for de mange hunderacer, vi kender i dag.

Variationen af hunde skrumpede

Langt størstedelen af de moderne hunde­racer er af en europæisk afstamning, der opstod for ca. 7000 år siden som resultat af krydsninger mellem populationer fra Karelen i Finland og Mellemøsten.

Mødet mellem hunde med rødder to forskellige steder i verden førte til et væld af forskellige hundetyper i Europa. Forskernes analyser viser, at Europa for 4000-5000 år siden var hjemsted for en enorm variation af hunde med stor genetisk diversitet.

Sidenhen forsvandt diversiteten dog, og selvom de populære og udbredte europæiske racer, vi kender i dag – som fx schæferhunde, labradorer og terriere – ser vidt forskellige ud, er de genetisk set temmelig sammenlignelige og nedstammer alle fra samme population af forhistoriske europæiske hunde.

Hvad der helt præcis er sket med hundene i Europa, er lidt af et mysterium, og årsagen til den pludselige dominans af den ene afstamning, som førte til moderne europæiske hunde, er stadig ukendt.

Umiddelbart fristes man til at tro, at mennesker havde en finger med i spillet, men ifølge forskernes undersøgelser er den dalende diversitet i Europa en af de få begivenheder, som lader til at være sket uafhængigt af mennesker.

Hunden fulgte med mennesket

Kortlægningen af genomer fra forhistoriske hunde gav forskerne mulighed for at teste forbindelsen mellem mennesker og hunde.

Med 17 menneskegenomer fra de samme tidsperioder og geografiske områder, som de 27 hundegenomer stammede fra, sammenlignede forskerne de genetiske variationer i populationerne af de to arter. På den måde kunne de identificere paralleller i menneskers og hundes udvikling.

Genanalyserne viste, at hundenes mi­greringer i rigtig mange tilfælde harmonerer glimrende med menneskers – højst sandsynligt som følge af, at vandrende menneskegrupper tog deres hunde med sig rundt på kloden.

Et eksempel på det kan forskerne se i den kendsgerning, at såvel hunde som mennesker, der lever i Østasien i dag, er tættere beslægtet med europæere end med mellemøstlige folk. Det viser, at grupper af hunde og mennesker må være vandret fra Østasien til Europa på et tidspunkt.

Men selvom mennesker og hunde i Europa har den samme geografiske afstamning, viser analyser, at menneskene indvandrede først. Mennesker kom allerede til Europa for mere end 45.000 år siden, mens hundene formentlig først kom hertil for 19.000-32.000 år siden.

Forskerne mener, at det med stor sandsynlighed er rejsende imellem Mellemøsten, Europa og Asien, som har udvekslet hunde med hinanden, og på den måde er hundene kommet med mennesker til Europa.

Et andet eksempel på, at hundenes udvikling har fulgt menneskets, er, at europæiske hunde har betydelig flere genetiske ligheder med afstamninger fra Amerika og Bajkal i Sibirien end med en afstamning kaldet Ny Guinea-syngehund, som repræsenterer en tidlig østasiatisk stamform. Noget lignende gør sig nemlig også gældende hos mennesker, hvor europæere er markant tættere beslægtet med oprindelige amerikanere end med østasiater.

Menneskegrupper, der levede ved Bajkalsøen i Sibirien for 18.000-24.000 år siden, havde både en tilknytning til mennesker i Europa og Asien og bidrog til udviklingen af de oprindelige amerikanere. Og meget tyder på, at menneskene, som vandrede til Amerika for ca. 15.000 år siden, tog hunde med sig.

Agerbrug skabte nye gadekryds

Hundenes udvikling i de seneste 11.000 år har dog ikke været fuldstændig parallel med menneskets. Analyserne af de gamle hundeknogler viste fx, at det dramatiske fald i genvariation blandt hunde i Europa for ca. 4000 år siden langtfra følger samme tendens som udviklingen blandt mennesker på det tidspunkt.

Den store gendiversitet, som fandtes hos europæiske hunde, før en enkelt afstamning blev dominerende, ser til gengæld ud til at være et resultat af menneskets aktiviteter. Forskerne mener nemlig, at variationen opstod, fordi mennesker fra Mellemøsten drog til Europa med deres hunde.

Menneskelige genomer ændrede sig markant i Europa, da agerbruget kom til og gradvist erstattede jæger- og samlerkulturen for omkring 7000 år siden. Forandringerne skyldtes primært, at det var mennesker fra Mellemøsten, som udbredte agerbruget i Europa og bragte nye gener med sig.

Mødet mellem eksisterende hunde med forbindelser til jæger- og samlersamfund og nyankomne hunde tilknyttet agerbrugere fra Mellemøsten banede vej for helt nye krydsninger og en eksplosion i diversitet.

Overgangen til agerbrugets nye fødekilder kan også aflæses direkte i generne hos både hunde og mennesker. Ligesom mennesker begyndte hundene at indtage større mængder af stivelsesholdige fødevarer, i takt med at agerbrug erstattede jagt og indsamling af føde.

Hunde fra jæger- og samlersamfund havde kun få kopier af de såkaldte AMY-gener, som danner enzymer til at nedbryde stivelse. Agerbrugets fremtog resulterede i hunde med flere kopier af generne, og moderne hunde har betydelig flere end hunde fra før agerbruget.

Stenalderfolk elskede deres hunde

Ulven var det første dyr, som mennesker udviklede et gensidigt fordelagtigt forhold til. Dyrene kunne fx advare, når fjender nærmede sig bostedet, og hjælpe til på jagten. Med tiden førte samarbejdet til oprindelsen af tamhunde.

Hunden er formentlig blevet tæmmet adskillige gange i forskellige kulturer. Det er endnu uvist, præcis hvor, hvornår og hvordan mennesker først tæmmede hunde.

Både Europa, Mellemøsten og det sydlige Kina er blevet udråbt som tamhundens oprindelsessted, men i 2015 fandt et stort internationalt forskerhold på baggrund af genetisk materiale fra mere end 5000 hunde stærke beviser for, at hunden blev domesticeret på stepperne i det centrale Asien omkring Mongoliet.

En nyere undersøgelse, der er blevet publiceret i tidsskriftet PNAS i 2021, peger dog på Sibirien. Selvsamme undersøgelse når desuden frem til, at tæmningen skete for ca. 23.000 år siden, længe før andre dyr som fx køer, grise og geder blev husdyr.

Hidtil har der ellers været en generel opfattelse af, at domesticeringen fandt sted for 15.000 år siden, hvilket bl.a. har været baseret på arkæologiske fund.

Gamle gravpladser med hunde og mennesker begravet sammen er et tydeligt bevis på, at de to arter levede sammen. Det ældste fund er fra en 14.000 år gammel gravplads i Tyskland, hvor to mennesker lå begravet med en syv måneder gammel hvalp.

Fundet er ikke blot det ældste af sin slags, men giver også en antydning af, at hunde allerede dengang var gået direkte ind i hjerterne på mennesker og ikke udelukkende blev betragtet som nyttedyr.

Jægere og samleres motivation for at domesticere hunde har generelt været anset for at være drevet af deres nytteværdi som jagt- og vagthunde. Undersøgelser af hvalpen har dog vist, at den var inficeret og led af sygdom i mere end tre uger af dens korte liv.

Ifølge forskerne er det højst usandsynligt, at den ville have overlevet uden hjælp og pleje fra mennesker, og i løbet af sygdomsforløbet har hunden langtfra været til nytte, men nærmere til besvær. Det har givet forskerne anledning til at foreslå, at stenalderfolk anså deres hunde for mere end bare funktionelt vedhæng og udviklede stærke følelsesmæssige bånd til de firbenede følgesvende.

Gypsy lugtede lavt blodsukker

I dag fortsætter båndet mellem hunde og mennesker med at udvikle sig. Vi har frem­avlet mere end 400 forskellige hunderacer, som ofte har nogle meget specifikke roller og er til stor gavn.

Fra oprindeligt at være blevet brugt som jagt- og vagthunde er de med tiden blevet avlet og trænet til langt flere formål som fx hyrdehunde, krigshunde, redningshunde og førerhunde.

I nyere tid har terapihunde gjort deres indtog, og den fysiske og følelsesmæssige kontakt med en hund har vist sig at være til stor hjælp for mennesker, som lider af depression, stress, PTSD eller angst.

Hundens lugtesans har til alle tider været værdifuld for mennesker. Næsen er hundens skarpeste sanseorgan og anslås at være 10.000-100.000 gange mere fintfølende end menneskers. Mennesker bruger fx sporhunde til at opsnuse alt fra narkotika og penge til blod og våben.

Hunde kan sågar lugte sygdom, som det var tilfældet med Pams hund, Gypsy, der reddede sin ejer fra at ende i diabetisk koma. Pams blodsukker var så lavt, at hendes krop kompenserede ved at nedbryde fedtdepoter, hvilket medfører dannelse af ketoner som biprodukt, der udskilles ved udånding. Den ubehagelige lugt af ketoner har efter alt at dømme alarmeret Gypsy.

Hunde kan også trænes til at lugte kræft, malaria og parkinson. Og under coronapandemien er specialtrænede hunde blevet brugt til at opsnuse covid­-19-smittede rejsende i lufthavne.

I et testforsøg blev otte hunde trænet i en uge, inden de skulle opsnuse covid-19 i prøver af spyt fra inficerede patienter og en kontrolgruppe, og på imponerende vis udpegede hundene de smittede i 94 procent af tilfældene.

Siden hunden slog følge med mennesker for måske over 20.000 år siden, har den hjulpet os med at indtage verden. Og vores trofaste følgesvend udviser ingen tegn på at opgive samarbejdet. Hunden har mere end noget andet dyr formået at tilpasse sig menneskers behov og har lært os så godt at kende, at den er gået lige ind i vores hjerter.