BLOG: Eksklusive nyheder om fortidens kæmper

27. oktober 2020, kl. 14:00

Verdens mest frygtindgydende rovdyr, tyrannosaurerne, blev ikke født som tonstunge dræbere. Men selvom forskerne har jagtet knogler fra små tyrannosaur-babyer i årtier, har de aldrig fundet dem. Før nu.

Tyrannosaurerne, som inkluderer T. rex og en række andre arter, er kendt fra masser af skeletter fra voksne dyr eller store unger, der er mindst et par år gamle. Til gengæld ved forskerne intet om dyrenes tidlige barndom.

To nye fund giver nu forskerne det, de har drømt om.

Fundene er lidt over 70 mio. år gamle og stammer fra nære slægtninge til T. rex. De består af en lille fodknogle fra Alberta, Canada og en underkæbe fra Montana, USA.

Og selvom fundene langt fra består af komplette skeletter, kan de fortælle meget om dyrene.

Palæontolog Gregory Funston og hans kolleger har fx afsløret, at underkæben bærer en form for mælketænder, som hos nulevende krybdyr bliver tabt, inden dyret klækker. Forskerne mener derfor, at dyret stadig lå i ægget og var lidt over halvvejs i fosterudviklingen.

Alligevel var dyret allerede over 70 centimeter langt, og forskerne forestiller sig, at ægget må have været stort – måske op mod 45 centimeter langt.

Vigtigst af alt så giver fundene nu forskerne en idé om, hvor og i hvilken type jordlag de skal lede for at finde flere rester af tyrannosaur-babyer og -æg.

Opdagelsen vil snart blive offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Canadian Journal of Earth Sciences.

Kilde:
Gregory F. Funston, Mark J. Powers, Stephanie A. Whitebone, Stephen Brusatte, John Scannella, John R. Horner, Philip J. Currie
School of GeoSciences, University of Edinburgh, Edinburgh, Scotland, U.K.
Department of Biological Sciences, University of Alberta, Edmonton, Alberta, Canada
University of Calgary, Calgary, Alberta, Canada
Museum of the Rockies, Bozeman, Montana, U.S.A., 5 Chapman University, Orange, California, U.S.A.

27. oktober 2020, kl. 11:00

De sidste neandertalere forsvandt for knap 40.000 år siden, og forskerne er stadig i vildrede over hvad, der slog dem ihjel.

Mange forskere mener, at en række kolde tørre perioder, der ramte Europa for 44.000-40.000 år siden, var hovedårsagen til neandertalernes undergang.

Men en ny undersøgelse af palæontologen Mihailo Jovanovic og hans kolleger afslører, at klimaet ikke var den eneste årsag.

Jovanovic fokuserede på Serbien – et af de steder, hvor neandertalere holdt ud længst – og i stedet for at kigge på neandertalerne selv, undersøgte han de gnavere, der levede i området for mellem 60.000 og 20.000 år siden.

Fordi hver art af gnaver holder sig til områder med en bestemt temperatur og nedbørsmængde, kan sammensætningen af arter give et præcist billede af klimaet.

Resultaterne afslører, at klimaet i Serbien – i modsætning til det centrale Europa – var stabilt, mildt og fugtigt i hele perioden.

Områder som Serbien fungerede altså som et varmt tilflugtssted for de sidste neandertalere. Her nåede klimaforandringerne dem ikke, og de holdt ud længere end i resten af Europa.

Jovanovics opdagelse viser, at klimaforandringer ikke tog livet af de sidste neandertalere. Og i stedet falder mistanken på en anden gerningsmand: vores egen art, Homo sapiens.

Vores forfædre flyttede ind i området for lidt over 45.000 år siden og kan langsomt have fortrængt neandertalerne fra deres hjem.

Kilde:
Mihailo P. Jovanovic, Katarina Bogićević, Jordi Agusti, Hugues-Alexandre Blain
Universitat Rovira i Virgili, Tarragona, Spain, Tarragona, Spain
Paleontology, University of Belgrade, Faculty of Mining and Geology, Belgrade, Serbia

26. Oktober 2020, kl. 08:00

En sabelkat med 18 centimeter lange hjørnetænder, en bjørn, der vejede over et ton, og en forvokset løve. Tre frygtindgydende rovdyr regerede Nordamerika indtil for ca. 14.000 år siden.

Så forsvandt de alle tre stort set samtidigt. Og en række andre store dyr i deres nabolag fulgte snart efter.

Årsagen til de nordamerikanske kæmpers uddøen er blevet hedt debatteret i årtier. Men en omfattende undersøgelse fra palæontolog Leonard Finkelman og hans kolleger genskaber nu i detaljer, hvad der skete med dyrene.

Finkelman har ved hjælp af kulstof 14-metoden dateret 151 skeletter fra otte forskellige forhistoriske arter, som levede i det vestlige USA, og derefter regnet ud, præcis hvornår hver af arterne uddøde.

Resultaterne blev sammenholdt med viden om klimaets udvikling, plantelivet og menneskets tilstedeværelse i området.

Undersøgelsen afslører et skræmmende scenarie. De første mennesker dukker op i området for ca. 15.000 år siden, og kort efter forsvinder de store rovdyr. Finkelman mener, at menneskene formentlig tynder så meget ud i antallet af byttedyr, at rovdyrene sulter.

Menneskene spreder sig yderligere, og mammutterne forsvinder fra området. Uden de store græssende dyr, begynder stepperne at vokse til med egetræer.

Andre store dyr, bl.a. kæmpedovendyr, er tilpasset livet på stepperne og forsvinder, da egeskovene breder sig.

Alle arterne i undersøgelsen er væk for ca. 8000 år siden.

Kilde:
Leonard Finkelman, Edward Davis, Bronwyn Boyd, Ashley Hart, Colleen Johnson
Philosophy, Linfield College, McMinnville, Oregon, U.S.A.
Earth Sciences, University of Oregon, Eugene, Oregon, U.S.A.

23. oktober 2020, kl. 08:00

Den vejede 8,5 tons og havde gennem sit 28 år lange liv overlevet voldsomme kampe med enorme byttedyr og artsfæller. Men den imponerende T. rex, som har fået tilnavnet Sue, endte med at bukke under for en fjende, der kun målte ti mikrometer i længden.

Sues skelet, som er det mest komplette T. rex-skelet i verden, er fyldt med skader, som er helet igen. Men én skade nåede aldrig at hele.

I 2009 afslørede forskere, at en række huller i Sues underkæbe var skabt af en parasit, der minder om den nulevende Trichomonas.

Parasitten kan hos mennesker forårsage kønssygdommen trichomoniasis, der giver betændelse i skeden eller urinrøret. Men hos T. rex’ nulevende slægtninge, fuglene, rammer parasitten oftest munden.

Hos fugle skaber Trichonomas store knopper, som kan ende med at blokere luft- eller spiserøret, så dyret dør.

I en ny undersøgelse afslører palæontolog Kirstin Brink, at parasitten også havde bredt sig til Sues overkæbe – og underbygger en teori om, at sygdommen slog dyret ihjel.

Konklusionen er baseret på tre deforme tænder fra overmunden. To af tænderne er smeltet sammen med hinanden, og den tredje slår et 45 graders knæk på midten.

Brink mener, at tændernes form skyldes, at parasitten havde angrebet tandkødet og forstyrrede tændernes vækst.

Tænderne var på et tidligt vækststadie og var stadig gemt under tandkødet, da dyret døde. Dyrets død må derfor være sket kort tid efter, at parasitten angreb overkæben, og infektionen er med stor sandsynlighed dødsårsagen.

Kilde:
Kirstin Brink
University of Manitoba, Winnipeg, Manitoba, Canada

22. Oktober 2020, kl. 09:00

2500 milliarder tons asteroide eller to millioner kubikkilometer lava? To katastrofer ramte dinosaurerne i slutningen af kridttiden for ca. 66 millioner år siden – meteornedslag og vulkanudbrud. En af dem var hovedårsagen til dinosaurernes uddøen. Men hvilken?

Forskere har diskuteret spørgsmålet i årtier, og nu giver en ny undersøgelse et overraskende svar: Vulkanudbruddene udryddede ikke dinosaurerne – de var tværtimod tæt på at redde dinosaurerne fra deres grufulde skæbne.

Palæontologen Alfio Chiarenza og hans kolleger smed alt, hvad videnskaben ved om kridttidens vulkaner, meteornedslag og atmosfære ind i et program, som svarer til dem, der bruges til at lave næste uges vejrudsigt.

Programmet udregnede så de to katastrofers effekt på Jordens klima.

I en virkelighedstro simulering af klimaet, hvor både meteornedslaget og udbruddene fandt sted, faldt klodens temperatur med omkring 30 grader, og kuldeperioden varede i 20 år.

Men når forskerne legede med et hypotetisk scenarie, hvor vulkanerne var fjernet fra ligningen, faldt temperaturen med yderligere 2-5 grader, og kulden varede ved i hele 30 år.

Forklaringen er, at meteornedslaget kastede støv og svovlgasser op, som blokerede for Solens varme, mens vulkanerne pumpede kuldioxid ud, der holdt på varmen.

Havde det ikke været for vulkanerne, ville konsekvenserne af meteornedslaget have været endnu værre, og endnu flere dyr – inklusive vores egne forfædre – kunne være blevet udryddet.

Kilde:
Alfio A. Chiarenza
Paleontology, Perot Museum of Nature and Science, Dallas, Texas, U.S.A.

21. Oktober 2020, kl. 10:00

Tyrannosaurus rex var med sine op mod ni tons det mest massive rovdyr, der nogensinde har levet på landjorden.

Men prisen for at være dinosaurernes konge var høj. Ifølge en igangværende undersøgelse fra palæontolog Andrew Heckert og hans kolleger blev store kødædere som T. rex ramt af alvorlige skader oftere end andre dinosaurer.

Forskere har registreret skader eller tegn på sygdom i 244 forskellige dinosaurskeletter, og
Heckerts resultater viser, at over 80 procent af de ramte dinosaurer var store dyr på over et ton. Rovdinosaurerne, de såkaldte theropoder, var desuden den mest ramte dinosaurgruppe med over 33 procent af skaderne.

Heckert er endnu ikke færdig med arbejdet, men han mener allerede, at tallene tegner et interessant billede.

Rovdyrenes mange skader er formentlig et tegn på, at de ofte var i voldsom kamp mod byttedyr eller konkurrerende artsfæller.

De største rovdyr fik flest skader – måske fordi de levede længere, måske fordi deres modstandere var lige så store og stærke som dem selv.

Alt i alt var dyr som T. rex hårdt plaget. Men de var også ekstremt hårdføre. Fund viser, at en T. rex kunne overleve længe med både afrevne muskler, brækkede ribben og kraftige infektioner.

Kilde:
Andrew B. Heckert, Matthew T. Carrano, Zachary Ore, Logan S. Howell, Katie Schneider
Geological & Environmental Sciences, Appalachian State University, Boone, North Carolina, U.S.A.,
Paleobiology, National Museum of Natural History, Washington, District of Columbia, U.S.A.

19. oktober 2020, kl. 14:00

Forestil dig en 16 tons tung elefant, der klatrer i bjerge. Et nyt fund afslører, at netop sådan et dyr levede i Nordamerika for 4,7 millioner år siden. Kæmpen var en såkaldt mastodont – en slægtning til nutidens elefanter, men 3-4 gange tungere.

Den amerikanske palæontolog Brenna Hart er i fuld gang med at undersøge fundet, og hendes resultater viser, at fødderne på mastodontens forben afviger markant fra andre elefanters.

Elefanter går på deres tåspidser, og normalt står knoglerne i foden relativt lodret og tæt sammen i en halvbue. Men hos mastodonten er tæerne på forbenene spredt ud, og den inderste tå, som svarer til vores tommelfinger, er lang og vinklet 45 grader i forhold til de andre.

Ifølge forskeren er dyrets mærkværdige fødder en tilpasning til at bevæge sig i rundt i områdets bjergrige terræn.

Hun analyserede en 3D-model af knoglerne på computeren og afslørede, at foden var ideél til at bære den enorme vægt hen over en ujævn overflade. Og den bevægelige tommelfinger hjalp formentlig dyret med at holde fast i klipperne.

Hart vil nu undersøge mastodonten yderligere for at blive klogere på, hvordan den bevægede sig.

Kilde:
Brenna Hart
Anatomy and Cell Biology, Oklahoma State University, Tulsa, Oklahoma, U.S.A.

17. oktober 2020, kl. 14:00

De var ranglede med lange tynde lemmer og spinkle ansigter. Teenagere af arten Tyrannosaurus rex så måske ikke lige så drabelige ud som de voksne – men de gjorde livet surt for andre rovdyr.

En ny undersøgelse fra den amerikanske palæontolog Thomas Holtz afslører, at unge tyrannosaurer gjorde det næsten umuligt for andre rovdinosaurer at overleve i Nordamerika for ca. 67 mio. år siden.

85 mio. år tidligere, i juratiden, var kontinentet befolket af mindst ni forskellige arter af rovdinosaurer i alle størrelser – fra små dyr på 10 kg til giganter på over fem tons. Men på T. rex’ tid var antallet af rovdyrarter nede på fire – inklusiv T. rex selv.

Og T. rex’ tre kødædende naboer var miniputter. To af arterne vejede under 50 kg, mens den tredje, Dakotaraptor, vejede omkring 300 kg. T. rex selv vejede 7-9 tons.

Thomas Holtz mener, at manglen på rovdinosaurer for 67 mio. år siden skyldes, at unge tyrannosaurer optog de mellemstore arters plads i økosystemet.

Teenagerne, som vejede 600-5000 kg, spiste med andre ord den mad, som normalt ville have brødfødt en række mellemstore arter.

Kilde:
Thomas R. Holtz
Dept. of Geology, University of Maryland, College Park, Maryland, U.S.A.

15. oktober 2020, kl. 14:00

Den havde ondt i sin ca. 4,5 meter lange hals. Måske nøs den, var træt og havde diarré.

En ny opdagelse afslører, at en ung Diplodocus – en langhalset dinosaur – døjede med en voldsom luftvejsinfektion for 150 mio. år siden i Nordamerika.

Et hold af forskere med palæontolog Cary Woodruff i spidsen fandt uregelmæssig knoglevækst i tre af dinosaurens halshvirvler. Da dyret levede, var hvirvlerne fyldt med luftsække, der var forbundet med luftvejene, og forskerne mener, at en infektion spredte sig fra luftvejene til knoglerne.

Infektionen kan have mindet om sygdommen aspergillose, som rammer dinosaurens nulevende slægtninge fuglene, men også mennesker. Sygdommen skyldes indånding af skimmelsvampen Aspergillus, og hos fugle giver det symptomer, der minder om dem, vi får, når vi har influenza eller lungebetændelse.

Hos mennesker kan aspergillose medføre uregelmæssig knoglevækst i ryghvirvlerne, præcis som hos dinosauren.

Ifølge forskerne kan infektionen meget vel have taget livet af det omkring 18 meter lange dyr. Uden behandling er dødeligheden blandt fugle 100 procent.

Kilde:
Cary Woodruff, Ewan Wolff, Mathew Wedel, Lawrence Witmer
Royal Ontario Museum/Great Plains Dinosaur Museum, Toronto, Ontario, Canada
Montana State University, Bozeman, Montana, U.S.A.
Western University of Health Sciences, Pomona, California, U.S.A.
Ohio University, Athens, Ohio, U.S.A.

14. oktober 2020, kl. 14:00

Op mod to mio. kubikkilometer. En næsten ufattelig mængde lava væltede ud over Indien i slutningen af kridttiden for lidt over 66 mio. år siden.

Tidligere blev vulkanudbruddene anset som hovedårsagen til dinosaurernes uddøen – som fandt sted nogenlunde samtidig – men i dag tildeler forskerne kun vulkanerne en meget lille rolle i den globale masseudryddelse.

De massive mængder lava og vulkanske gasser havde dog katastrofale konsekvenser for det lokale dyreliv i Indien – det viser en ny undersøgelse fra geolog Anup Dhobale og hans kolleger.

Ved at undersøge fossiler fra før, under og efter vulkanudbruddene, kunne forskerne se, at rovdinosaurerne i området blev hurtigt udryddet. Planteæderne overlevede de første perioder med udbrud, men bukkede efterhånden under – mindst 350.000 år før dinosaurerne forsvandt fra resten af kloden.

Årsagen til den indiske udryddelse var formentlig dels de enorme mængder lava, som lagde store områder øde. Og dels de vulkanske gasser, der forårsagede syreregn og lokale klimaforandringer.

Også slanger og skildpadder blev hårdt ramt, men overlevede dog katastrofen. Til gengæld klarede krokodiller og firben sig godt igennem og blev endda mere talrige – måske fordi de nød godt af det varme fugtige klima, som kuldioxiden fra vulkanerne udløste.

Kilde:
Anup G. Dhobale, Dhananjay M. Mohabey, Bandana T. Samant, Deepesh Kumar
Department of Geology, RTM Nagpur University, Nagpur, Maharashtra, India

13. oktober 2020

Den kunne blive 18 meter lang og veje næsten 60 tons. Kæmpehajen megalodon levede for 23-3,6 mio. år siden og var et af de mest frygtindgydende rovdyr i Jordens historie.

Men én gruppe af dyr udfordrede dens plads i toppen af fødekæden: Kaskelothvalerne.

På megalodons tid fandtes en række forskellige kaskelotarter, og mens nutidens kaskelotter lever af blæksprutter, gik flere af fortidens arter efter større byttedyr.

En af de forhistoriske kaskelotter, arten Livyatan Melvillei, var med en længde på 17,5 meter lige så stor som megalodon.

Indtil nu har intet tydet på, at megalodon nogensinde kom i direkte kamp med sine ærkefjender. Fx viste en undersøgelse fra 2017, at den store haj nøjedes med at angribe relativt små dyr.

Men et helt nyt fund leverer nu et direkte bevis på, at de enorme rovdyr kom i tæt kontakt med hinanden. Fundet består af en enkelt fossil kaskelot-tand med tre dybe furer.

Furerne er skabt af store savtakkede tænder, og gerningsmanden er ingen ringere end megalodon. Sådan lyder konklusionen fra palæontolog Stephen Godfrey og hans kolleger, som står bag undersøgelsen af tanden.

Om megalodon selv dræbte kaskelotten eller blot åd et allerede dødt dyr er usikkert, men det er langt fra usandsynligt, at bidmærkerne er resultatet af et frontalangreb. Nutidens hvidhajer angriber ofte deres bytte forfra, og flere fund tyder på, at megalodon gjorde det samme.

Kilde:
Stephen J. Godfrey, John Nance, Norm Riker
Paleontology, Calvert Marine Musuem, Solomons, Maryland, U.S.A.