Hvalernes forfader indtog verden hurtigere, end forskerne hidtil har troet.
Fundet af et tre meter langt skelet af en firbenet hval ved Perus kyst viser, at den var til stede i Stillehavet allerede for 43 millioner år siden, og det udfordrer forskernes teori om hvalernes tidlige udviklingshistorie.
Som navnet siger, var den firbenede hval skabt til at begå sig både til lands og til vands. Skelettet fra Peru giver et godt billede af dyrets anatomi.
Det havde et smalt hoved med lange kæber og tænder, som var egnede til at fange fisk med. Benene var korte, og tæerne var lange og formentlig forbundet med svømmehud.
Med sine skarpe tænder jagede hvalens forfader i havet, men den kunne også begå sig til lands.
Interessantest er den lange hale, hvor de kraftige hvirvler viser, at den har været stærk og har givet en god fremdrift i vandet. Den firbenede hval har altså brugt både ben, fødder og hale til at svømme med ligesom nutidens oddere og bævere.
Hvaler bevægede sig på tværs af kontinenter
Hidtil har palæontologerne ment, at den firbenede hval udviklede sig ved Indiens kyst og bredte sig til kysterne omkring Afrika og videre nordpå. Herefter nåede den til Nordamerika og først senere til Sydamerika.
Alderen på skelettet fra Peru fortæller en anden historie.
Den firbenede hval havde skarpe tænder på de lange kæber, som var egnede til at fange fisk med.
De firbenede hvaler må have krydset Atlanterhavet meget sydligere og taget den direkte vej fra Afrika til Sydamerika.
Derfra er de nået om på den anden side af kontinentet – enten ved at brede sig langs kysten hele vejen rundt om Sydamerika eller ved at vandre over land til Stillehavet.
Meget passende har arten fra Peru fået navnet Peregocetus pacificus, som betyder “den rejsende hval, som nåede Stillehavet”.