En flyveøgle, som levede side om side med dinosaurerne, udviklede over tid så stort et hoved, at den måtte opgive livet i luften og vende tilbage til landjorden, viser ny forskning.
Portugisiske palæontologer fra NOVA University i Lissabon har fået mulighed for at studere arten nærmere, efter at et komplet fossil dukkede op ved en politiaktion i Brasilien i 2013. Ved den lejlighed beslaglagde politiet 30.000 indsmuglede fossiler, heriblandt fossilet af flyveøglen Tupandactylus navigans, som levede i perioden for 145 til for 100 mio. år siden.
Fossilet af Tupandactylus navigans er enestående, da det indeholder alle flyveøglens knogler og endda tydelige spor af den imponerende hanekam.
Forskerne har undersøgt fossilet med CT-skanning og rekonstrueret dens skelet i en 3D-model, som viser øglens kropsbygning i detaljer.
Undersøgelserne afslører, at arten i modsætning til forskernes forventning havde en meget lang hals, som udgjorde over halvdelen af den samlede rygsøjle. Forskerne vurderer, at den lange hals har haft meget vanskeligt ved at understøtte det store hoved under flyvning.
Ud fra skanninger af det komplette fossil kunne forskerne skabe en nøjagtig 3D-model, som viser flyveøglens dimensioner.
Flyveøglen havde en høj udvækst af knoglevæv, der rejste sig over dens hoved. Ud fra udvæksten har øglen haft en hanekam af blødt væv, nærmest som et sejl på en mast. Den har utvivlsomt set imponerende ud, og det har også været meningen.
Hanekammen scorede mager
Formålet med hanekammen har været at tiltrække mager, og det er åbenbart lykkedes, siden evolutionen har fremelsket den ellers ubrugelige kropsdel.
Når øglen over tid har udviklet sin store hanekam, må den have været så vigtig i forhold til at give sine gener videre, at fordelen har opvejet den ulempe, det har været at miste flyveevnen.
Forskerne sammenligner flyveøglen med påfuglen, som har gennemgået en tilsvarende udvikling, hvor den tiltrækkende effekt af de imponerende halefjer har vejet tungere end flyveevnen.
Ligesom påfuglen har flyveøglen måske lige kunnet baske sig op i et træ for at undvige fjender, men den har efter alt at dømme tilbragt næsten al sin tid på landjorden.
Den 60 cm høje flyveøgle har brugt vingerne som forben, når den bevægede sig rundt på alle fire (tv.). Gangarten er også kendt fra andre flyveøgler (th.).
3D-modellen viser, at arten havde relativt lange ben og kortere forlemmer end andre flyveøgler. Det kan være en ekstra tilpasning til livet på landjorden, hvor den har bevæget sig rundt på alle fire – i modsætning til de fuglearter, som i dag lever deres liv på landjorden.
Fra fossile fodspor ved palæontologerne, at også andre flyveøgler understøttede deres gang med vingerne, når de bevægede sig rundt på jorden.
Flyveøglerne herskede over luftrummet i 160 mio. år
Levede over hele Jorden
Flyveøgler – som også kaldes pterosaurer – levede side om side med dinosaurerne. De var udbredt over hele Jorden og levede fra for ca. 228 mio. år til for 66 mio. år siden.
Fløj med en forlænget ringfinger
Flyveøglernes vinger bestod af hudmembraner, som var udspændt mellem den ekstremt forlængede ringfinger og siden af kroppen – hos nogle arter helt ned til det nederste af bagbenene.
Fandtes i alle størrelser
Flyveøgler fandtes i et utal af arter og størrelser. De mindste målte ca. 25 cm fra vingespids til vingespids, mens de største havde et vingefang på over ni meter – dvs. tre gange så bredt som vandrealbatrossen, der har rekorden hos fuglene.
Dækkede hele menukortet
Som nutidens fugle udfyldte flyveøglerne alle mulige nicher. Nogle jagede dyr på land, nogle fiskede i havet, nogle var planteædere, og endelig var nogle specialiserede i at fange andre flyveøgler.