For over 3,6 millioner år siden vandrede en såkaldt sydabe rundt i det, vi i dag kalder Sydafrika.
Hun gik oprejst på to ben ligesom os, og hun tilhørte en af de tidligste kendte grene på vores stamtræ, de såkaldte Australopithecus.
Forskere har døbt hende “Little Foot”, og nu har forskerne fået et indblik i hendes hjerne, takket være skanninger af indersiden af kraniet.
Sydabens blodårer i kraniet var parat til at forsyne en større hjerne med ilt og energi.
Little Foot havde ligesom aber en større nakkelap, end vi har.
En vigtig del af nakkelappens opgaver er at behandle synsindtryk. Til gengæld er isselappen mindre.
Det er her, centeret for sprogforståelse bor. Netop sproget er centralt for vores arts succes, så gennem evolutionen har vi ofret en del af området for synsindtryk til fordel for et større område til sprogforståelse.
Lighed med mennesket
Den vigtigste lighed mellem Little Foots hjerne og vores egen er, at de begge er asymmetriske, fordi hver halvdel er specialiseret, så et område i den ene halvdel fungerer anderledes end det tilsvarende område i den anden halvdel.
Skanningerne viser også, at netværket af blodkar omkring Little Foots hjerne var så udbygget, at det allerede på det tidspunkt sydaben levede kunne forsyne en meget større hjerne med ilt og energi.
