I en verden domineret af gigantiske insekter, længe før dinosaurernes tid på Jorden, besluttede en fisk sig for at kravle op på den tørre landjord.
På omkring samme tid fortrød en anden landudforskende fisk og vendte tilbage til vandet. Det viser nye undersøgelser fra universitetet i Chicago af en række fossiler.
Fiskepoden, der indtog land
Fisken, der valgte at blive på land, er det berømte krokodillelignende væsen Tiktaalik roseae, som på inuktitut-sprog betyder 'stor fisk, som lever på lavt vand'.
Den anses derfor for at være en af de ældste forfædre til alle landlevende hvirveldyr på Jorden – lige fra dinosaurer til pattedyr.
Med tiden udviklede Tiktaalik stærke, fodlignende finner, som den kunne bevæge sig på lavvandede flodbredder med. Til sidst kunne den trække sig helt ud af vandet og op på land.
Arten er derfor en tetrapod, som betyder firefodet dyr. Faktisk har den på engelsk fået tilnavnet fiskepod (eng. fishpod) eller fodfisk.
En illustration af Qikiqtania wakei (den lysegrønne i midten) i vandet med dens større fætre, Tiktaalik roseae.
Fiskepoden, der fortrød
Opdagelsen af Tiktaalik fandt sted i 2004. Og opdagelsen af den overskyggede et andet vandlevende væsen, der også blev opdaget i 2004 - og som derfor blev gemt og glemt på et lager.
Den nye fiskepod har fået navnet Qikiqtania wakei efter inuktitut-ordet, som beskriver den canadiske region, hvor fossilet er fundet. Samme sted hvor Tiktaalik blev opdaget.
De levede begge i den sene Devon-periode for godt 375 millioner år siden.
En analyse af Qikiqtanias under- og overkæbe indikerer, at den havde et fladtrykt, skovllignende hoved med øjne oven på toppen og en skællet hud.
Den har som voksen været godt 76 centimeter i længden og derfor noget mindre end Tiktaalik med sine 2,7 meter.
En rekonstruktion fra en computerscanning, der viser den mærkelige knoglestruktur af Qiqiktanias forstenede brystfinne.
Finne-evolution stoppede
Hvad der fik forskerne til at spærre øjnene op, var Qikiqtanias finner. Fossilet indeholdt nemlig en komplet brystfinne med en tydelig overarmsknogle.
Selvom finnen ligner Tiktaaliks, så viste en række CT-scanninger, at knoglens struktur var anderledes.
Prøverne viste, at knoglerne manglede de strukturelle dele, som kræves for at kunne løfte sig op, holde kroppen oppe og begynde at gå.
Derimod var Qikiqtanias finner glatte og buede, hvilket antyder, at den har været meget bedre til at padle gennem vandet.
"Først troede vi, at det var en ung Tiktaalik, fordi den var mindre, og måske var nogle af dens processer ikke færdigudviklede endnu," fortæller Neil Shubin, palæontolog på universitetet i Chicago.
"Men overarmsknoglen er glat og boomerangformet, og den har ikke de elementer, der ville understøtte, at den kunne skubbe sig op på land. Det er bemærkelsesværdigt anderledes og antyder noget nyt."
Qikiqtanias krop var derfor på vej til at udvikle sig til et liv på landjorden, men den stoppede denne udvikling og vendte tilbage til vandet.
"Tiktaalik bliver ofte behandlet som et overgangsdyr, fordi det er let at se de trinvise forandringer fra et liv i vandet til et liv på land. Men evolutionsmæssigt ved vi, at det ikke altid er så enkelt," forklarer Tom Stewart, der også er forsker på universitetet i Chicago og har medvirket til undersøgelsen.
Forsker Tom Stewart sidder med fossile eksemplarer af Qikiqtania wakei. Det er disse fossiler, der viser, at Qikiqtania valgte vandet, mens Tiktaalik valgte landjorden.