I år 496 indførte paven valentinsdag som vore dages nogenlunde sobre helgenfejring. Inden da havde romerne på samme tid på året afholdt den mere løsslupne frugtbarhedsfejring lupercalia i anledning af det forestående forår.
Selvom datidens romerske ofringer i frugtbarhedens tegn – fx pisk med offerkød – i dag mestendels er erstattet af mere kommercielle interesser, hylder vi stadig grundlæggende det samme: Artens overlevelse – og her kan hele dyreriget være med.
Forårskåde organismer har i mindst 385 millioner år forplantet sig på samme måde, som vi mennesker gør. I anledning af de elskendes helligdag dykker vi ned i samlejets oprindelse – som begynder i en kølig sø i Skotland.
Læs også:
Forhistorisk samleje foregik arm i arm
Otte centimeter lange fortidsfisk af arten microbrachius dicki med panser og en bred kæbe svømmede rundt i Skotland, på samme tid som alle firbenede dyrs forfædre begyndte udviklingen mod at kunne gå på land.
Én af disse såkaldte kæbebærende hvirveldyr døde for 380 millioner år siden og sank til bunds, og blev først i 2008 gransket nøje som et fossil. Inde i fossilet opdagede australske forskere et foster og en navlestreng, og skubbede derved historiens første eksempel på levende fødsler 200 millioner år tilbage.
Microbrachius dicki er de første organismer med synlige forskelle mellem kønnene. Hannen (th.) har to L-formede eksterne forplantningsorganer, modsat hunnen (tv.).
I 2014 gjorde samme australske forskere den næste store opdagelse: De fandt et ben på en finne i et fossil af M. dicki, der ikke kunne være andet end et mandligt kønsorgan.
Tilmed kunne forskerne ud fra hele fossiler analysere, at befrugtningen mellem en han og hun skete sidelæns, hvor hvirveldyrene knyttede deres arme sammen, og det rillede mandlige kønsorgan blev låst fast som velcro mellem to benplader hos hunnen.
Dernæst foretog hvirveldyrene en slags dans, der, ifølge forskerne, kunne ligne square dance.
VIDEO: Se de pansrede fortidsfisk kopulere
Panserfisk banede vej for hajforplantning
Samme knoglestrukturer og træk, som hos M. dicki, er fundet hos senere arter. Den innovative forplantningsmetode menes at være et forstadie til, hvordan nogle hajer i dag forplanter sig ved hjælp af organer på deres finner.
Før det første samleje fandt sted i en skotsk sø, var der ikke synlige forskelle på hanner og hunner. Arterne forplantede sig ved at slippe æg og sæd i vandet og lade det befrugte hinanden tilfældigt, ligesom fisk uden kæber – fx lampretter – gør det i dag.
