Haps! Fortidsfrø havde kæbekræfter som stort kattedyr

Forskere har regnet sig frem til bidstyrken på en 41 cm lang fortidsfrø. Den havde tre gange så stærke kæber som os mennesker.

Den argentinske hornfrø er en nulevende slægtning til en voldsom fortidsfrøs.

© Wikimedia

Fortidsfrøen Beelzebufo ampinga var ligeså stor som en badebold og er den største frø, der nogensinde har levet på jorden.

Den var ca. 4,5 kg tung og levede på Madagaskar for 65-70 mio. år siden.

Beelzebufo ampingas nulevende slægtning, hornfrøen, lever i dag i Sydamerika. Det er ud fra undersøgelser af hornfrøen, at forskerne har fundet rem til Beelzebufo ampingas hårrejsende bidstyrke.

Forskerne målte hornfrøens kæbestyrke ved at lade den bide på en styrke-transducer, som kunne aflæse frøens bid.

Bider som en jaguar

Den nulevende hornfrø har en mund på 4,5 cm og bider med 30 newton svarende til 3 kg. Og det var dette tal, som forskerne brugte til at skalere op fra.

En Beelzebufo ampinga-frø havde en mund på ca. 15,4 cm, hvilket giver en bidstyrke på 2.200 newton svarende til 224 kg.

Til sammenligning bider et menneske med en styrke på ca. 80 kg., og en jaguar har en bidstyrke på ca. 240 kg – mens deltakrokodillen har verdens hårdeste bid på 3.510 kg.

Havde varieret menukort

Frøens kraftfulde bid har gjort, at Beelzebufo ampinga har kunnet vælge ud fra et noget mere varieret menukort end nutidens frøer.

Forskere mener, at fortidsfrøen har levet af firben, små hvirveldyr og små dinosaurer.

Beelzebufo ampinga er også kendt som djævlefrøen, da beelzebub betyder djævel på græsk, og bufo er latin for tudse.