I istiden var det uldhårede næsehorn udbredt i et bredt bælte fra Vesteuropa hen over Asien til Stillehavet. Men for 14.000 år siden var det slut.
Dateringer af knogler og frosne eksemplarer fra Sibirien viser, at arten uddøde på dette tidspunkt, men palæontologer har hidtil været i tvivl om årsagen. Ifølge en af teorierne bukkede næsehornet under for menneskets jagt, men nye dna-undersøgelser viser noget andet.
Knogler, hulemalerier og nedfrosne eksemplarer fra Sibiriens tundra viser, at det uldhårede næsehorn har været udbredt i et kæmpe område (lysegrønt) i Europa og Asien.
Selvom dyrene blev jaget i over 15.000 år, havde det ikke nogen stor betydning for bestanden.
Kromosomer viser stor variation
Forskere fra Stockholms Universitet undersøgte dna fra et 18.500 år gammelt næsehorn, som var så velbevaret, at det var muligt at sammenligne de kromosomer, dyret havde arvet fra moren og faren.
De store forskelle i dna’et viste, at der på det tidspunkt, få tusind år før næsehornet uddøde, har været bred genetisk variation og dermed også en stor og sund bestand. Forskerne konkluderer derfor, at det sandsynligvis var forandringer i klimaet, som gav arten dødsstødet.
Det uldhårede næsehorn var med sin pels og kompakte krop skabt til et liv i kulden. Puklen på ryggen kunne oplagre fedt til trange tider.
Mod slutningen af istiden blev det pludselig ca. ti grader varmere i den såkaldte Bølling-Allerød-periode fra for 14.600 til for 12.800 år siden. Dermed har vegetationen formentlig ændret sig så hurtigt, at næsehornet ikke kunne nå at tilpasse sig.
