Det ældste kendte kakerlakfossil er 125-140 mio. år gammelt, hvilket betyder, at de hårdføre insekter huserede på Jorden samtidig med dinosaurerne. Men i modsætning til kæmpekrybdyrene lever kakerlakkerne stadig i bedste velgående.
Da en 10 km stor asteroide ramte Jorden for 66 mio. år siden blev i alt 75 pct. af alle levende væsner udryddet. De dyr, som ikke blev dræbt af selve nedslaget, døde efterfølgende, da store mængder støv blev hvirvlet op i atmosfæren og blokerede sollyset.
Få årtier uden plantevækst var nok til at udløse massedød, men ikke blandt kakerlakkerne.
Fladmaste kakerlakker gik fri
Ifølge insektforskeren Brian Lovett fra West Virginia University er der to hovedårsager til, at insekterne overlevede nedslaget.
Først og fremmest kunne kakerlakkerne klemme deres flade kroppe ned i sprækker i jorden eller i klipperne, hvor de var beskyttede mod varme og trykbølger fra nedslaget.
Dernæst er kakerlakker alt andet end kræsne. For mens de kødædende dyr uddøde, fordi de planteædende dyr uddøde, er kakerlakken altædende og fortærer både nedfaldne frugter, ådsler og mindre artsfæller.
I dag kan vi se kakerlakken æde og fordøje selv ikke-biologiske ting som papkasser og tøj, så hvis dens normale fødekilde forsvandt, har den bare fundet nye måder at blive mæt på.