I Chile har amatørpalæontologer fundet et usædvanligt velbevaret fossil af en ca. syv mio. år gammel fortidsfugl. Ud fra skeletdelene er forskernes konservative bud, at fuglens vingefang med fjer har været ca. seks meter. Dette er det største sikre vingefang, som man har fundet hos en fortidsfugl.
Fuglen, som var 70 pct. bevaret, blev fundet i nogle sandstensaflejringer i det nordlige Chile. Den nye art har fået navnet Pelagornis chilensis og tilhørte en uddød gruppe af fugle, som hedder de bentandede fugle (Pelagornithidae). De dukkede op for ca. 60 mio. år siden og uddøde for få millioner år siden og levede over hele verden. Flere arter af de bentandede fugle udviklede sig til giganter med vingefang på over fire meter og var nogle af de største flyvende fugle nogen sinde.
Næb med tænder
Der har været flere bud på, hvilke nulevende fugle der er deres nærmeste slægtninge, bl.a. albatrosser og pelikaner, men det seneste bud er andefuglene. De bentandede fugle er karakteriseret ved at have næb, der er udstyret med en slags spidse tænder. Disse tænder er dog ikke egentlige tænder, da de blot er udvækster fra kæbeknoglerne. Forskerne regner med, at bentænderne har givet fuglene et bedre greb om fisk og andre dyr, som de har fanget ude på det åbne hav.
Forskerne anslår, at fuglen blot har vejet mellem 16 og 29 kg, hvilket er overraskende lavt. Vægten passer dog cirka med de tungeste flyvende fugle, som lever i dag, fx hanner af knopsvaner, som kan veje 20 kg. Uden fjer var fortidsfuglens vingefang på 5,25 meter, og det er det største vingefang, man med sikkerhed har registreret hos en fugl.
Man har tidligere gættet på, at en anden fortidsfugl, den gribbelignende Argentavis magnificens, har haft et vingefang på mellem 5,70 og 8,30 meter, men det kan ikke vides med sikkerhed, da der aldrig er fundet velbevarede fossiler af denne fugl.