En drøm er gået i opfyldelse for de palæontologer, der forsker i istidens store pattedyr, den såkaldte megafauna, som uddøde for 10.000-40.000 år siden.
På en lille ø nord for det østlige Sibirien er en velbevaret hulebjørn dukket frem af permafrosten. Fundet giver for første gang forskerne adgang til blødt væv fra bjørnen, som ellers kun kendes fra kranier og knogler.
Hulebjørnen skal nu undersøges nærmere af forskere ved North-Eastern Federal University i Rusland. Ud over at datere fundet vil de forsøge at kortlægge bjørnens dna. Hvis det lykkes, kan det løse en række gåder, som knytter sig til hulebjørnen.
Dna kan vise bestandens størrelse
Først og fremmest vil forskerne kunne fastslå, hvor tæt hulebjørnen er beslægtet med den nulevende brune bjørn. I dag mener palæontologerne, at de to arter har en fælles forfader, som levede for mellem 1,2 og 1,4 millioner år siden.
Analyserne vil måske også løfte sløret for, hvor stor bestanden af hulebjørne var, da det sibiriske eksemplar levede.
Ved at sammenligne dna fra de kromosomer, bjørnen har arvet fra sine to forældre, kan forskerne finde ud af, hvor stor den genetiske variation har været, og om bestanden var truet af indavl.
Det kan være med til at afklare, hvorfor hulebjørnen uddøde, formentlig for mellem 15.000 og 20.000 år siden.
En teori lyder, at den blev jaget af mennesket, som for 40.000 år siden spredte sig ud i bjørnens leveområder.
En nyere teori fremlagt af forskere fra University of Tübingen i Tyskland siger, at den blev hjemløs og uddøde, fordi mennesket overtog dens huler.
Endelig kan hulebjørnens skæbne skyldes klimaforandringer, som ændrede vegetationen så hurtigt, at den ikke kunne nå at tilpasse sig.