Forskere vil genoplive mammutten
For cirka 4000 år siden døde den sidste mammut på en lille russisk ø i det nordlige Sibirien, men måske har vi ikke set det sidste til den uddøde gigant.
I 2019 udtog forskere fra Kindai University i Osaka knoglemarv og muskelvæv fra en 28.000 år gammel mammut døbt Yuka – udgravet nær landsbyen Yukagir i det nordøstlige Sibirien.
Dernæst identificerede forskerne de mindst ødelagte cellekerne-lignende strukturer og indførte dem i ægceller fra mus, og her viste cellerne tegn på den aktivitet, der går forud for celledeling.
Selvom mammutcellerne i sidste ende ikke formerede sig, kalder forskerne forsøget et “betydeligt skridt mod at genoplive mammutter”.
Yuka er verdens mest velbevarede mammutfossil. Analyser af hår og stødtænder viser, at mammutten var mellem seks og otte år gammel, da den døde for cirka 28.000 år siden. I 2019 indførte japanske forskere cellekerner fra mammutfossilet i ægceller fra mus.
Det afgørende skridt i genoplivningen af den uldne mammut håber den amerikanske genforsker George Church fra Harvard University at tage.
I 2015 lykkedes det George Church og hans forskerhold at indføre dna fra en mammut i en elefantcelle ved hjælp af genredigeringsværktøjet CRISPR.
“Vores mål er at skabe en hybrid mellem et elefant- og et mammutfoster. Det vil blive en slags elefant med mammuttræk,” sagde George Church om forsøget. Han har de sidste år indhentet nyt dna-materiale fra velbevarede mammutter og forventer, at genoplivningen af mammutten vil ske inden 2030.
Sådan vil forskere genskabe mammutten
Splejs mammut- og elefant-dna
Gener, der giver mammutten dens særegne træk (lyserød), trækkes ud af et mammutfossil vha. gensplejsningsværktøjet CRISPR og indsættes i hudceller fra en nulevende elefant (orange celle).
Omdan cellerne til sæd og æg
Retrovirus (grønne bobler) tilsættes hudcellerne. Virussen ændrer hudcellerne til såkaldte pluripotente stamceller (blå celle), der efterfølgende stimuleres med hormoner og proteiner (blå bobler) til at udvikle sig til sædceller og ægceller (lyserød celle).
Indsæt befrugtet æg i rugemor
Ægcellerne befrugtes med sædcellerne, og ægget indsættes i livmoderen hos en levende elefant. 22 måneder senere føder rugemoren en mammut-elefant-hybrid.
Dna-materialet til at genoplive den uddøde mammut finder forskerne hovedsageligt i Sibiriens permafrost.
Her ligger millioner af mammutfossiler begravet i et tykt lag is, som har bremset de biologiske processer, der normalt indtræffer ved døden. Derfor fremstår mammutfossilerne ofte i udsædvanlig god stand.
Hvornår levede mammutten?
De første mammutter opstod som en underart af den afrikanske elefant for cirka fire millioner år siden. En million år senere migrerede mammutarten M. rumanus som den første fra Afrika til Europa og nåede med tiden også til Asien og Nordamerika. Her opstod nye mammutarter, der var bedre tilpasset de kølige temperaturer.
Den sidste og mest velkendte mammut var den uldhårede mammut, som dukkede op i Centralasien og Centraleuropa for cirka en million år siden.
Den uldhårede mammut vejede mellem fem og seks tons og målte tre-fire meter i højden, hvilket er det samme som den nulevende afrikanske hanelefant. Til forskel fra sin afrikanske artsfælle havde mammutten et tykkere fedtlag og en meterlang, tyk pels, der gjorde den i stand til at holde varmen i den bidende kulde.
Den uldhårede mammut var dækket af en lang pels, som var opbygget af hår fire til seks gange tykkere end hos mennesker. Tættest på kroppen var den uldne mammut polstret af et lag isolerende underuld, som bestod af cirka ti centimeter lange hår.
Hvornår uddøde mammutten?
Ved slutningen af den sidste istid for omkring 10-12.000 år siden forsvandt størstedelen af mammutterne.
Forskning tyder på, at de uldhårede mammutter bukkede under for en kombination af skrumpende leveområder forårsaget af klimaforandringer, der fik isen til at trække sig tilbage og næringsrige urter til at forsvinde, samt øget jagt.
Det er usikkert, hvor udbredt menneskers jagt på mammutter var, men at mammutten befandt sig på stenaldermenneskets hitliste, blev slået fast i 2019. Her fandt arkæologer nemlig 824 mammutknogler og en mulig menneskeskabt mammutfælde i Mexico.
Andre fund som fx mærker efter spyd i knoglerne på mammutfossiler giver forskerne bestyrket mistanke om, at mennesket var med til at forsegle mammuttens skæbne.
Mammuttens stødtænder blev flere meter lange
Et af mammuttens mest karakteristiske kendetegn er dens to enorme stødtænder. Stødtænderne kunne nå en længde på op til fire meter, og mammutten brugte dem blandt andet til at grave i jorden efter mad og forsvare territorie med.
Ved at analysere en hunmammuts stødtænder kan forskere finde ud af, hvor mange unger den nåede at få. Mammuttens stødtænder voksede nemlig langsommere under graviditeter.
Sibirisk ø var mammuttens sidste bastion
På Wrangeløen – en arktisk russisk ø i Det Østsibiriske Hav – lykkedes det dog en lille flok uldhårede mammutter at holde stand helt frem til år 2000 f.Kr.
Øen var en del af den store Beringia-landmasse, der forbandt Sibirien med Alaska og altså Asien med Nordamerika. Da enorme mængder fastlandsis smeltede ved afslutningen af istiden, blev Beringia oversvømmet og Wrangeløen isoleret sammen med et par hundrede mammutter.
Ifølge amerikanske forskere fra The University of North Carolina døde Jordens sidste mammutter på grund af en række skadelige genmutationer, formentlig forårsaget af indavl.
Mutationerne betød, at mammutten til sidst havde en tyndere pels, fordøjelsesproblemer og en ødelagt lugtesans, hvilket gjorde det sværere for den at opfange feromoner og udpege en mage.
Genoplivning af mammut kan gøre stor skade
I dag, flere tusind år senere, kaster forskerne en redningskrans ud til den uddøde mammut i form af genteknologi og dna-forskning. Men spørgsmålet er, om det overhovedet er klogt at lege Gud og genoplive mammutten.
Flere biologer frygter, at en genindførsel af mammutten risikerer at skabe grobund for nye sygdomme og i værste fald skubbe andre dyrearter ud over afgrundens rand.
Som professoren i Steven Spielbergs monsterfilm “Jurassic Park” siger til forskerne bag den katastrofale genoplivning af parkens dinosaurer: “I var så optagede af at finde ud af, hvorvidt I kunne gøre det, at I aldrig stoppede op og overvejede, om I også burde.”