Mammutternes nye tidsalder

De sidste mammutter i Nordamerika døde for 5600 år siden, viser nye undersøgelser.

Et internationalt hold forskere fra Penn State University og University of Alaska har taget boreprøver fra søen Lake Hill på Skt. Paul.

Indholdet af dna fra mammutter, svampesporer, som kun trives i fæces fra så store dyr som mammutter, og rester af planter og ferskvandsdyr fortæller lag for lag historien om mammutternes skæbne.

Resultatet er, at forskerne i dag ved mere om mammutter end noget andet forhistorisk dyr – deres udvikling, liv og pludselige død og om sammenhængen mellem klima, mennesker og dyr.

Den viden har tre forskerhold tænkt sig at udnytte.

De vil genoplive istidens kæmper.

Permafrosten giver svar

I takt med at permafrosten smelter, og mennesker graver og bygger som aldrig før, vælter nye mammutfund frem.

Forskerne har opdaget flere knogler, stødtænder og velbevarede mumier i løbet af de seneste 10-15 år end i de foregående 200 år tilsammen.

Fra fund ved forskerne bl.a., at mammutterne havde små ører og haler, en fedtpude i nakken, en tyk pels med op til en meter lange hår og to kortere lag pels nedenunder.

Pelsen var mørk – den orange farve i flere fund skyldes nedbrydning og svampe.

Mammutterne spiste en varieret kost af græs og urter, og de havde ligefrem en særlig lang “finger” i spidsen af snablen til at gribe fat om urterne med.

Nutidens mammutjægere er forskere, som går på jagt i laboratoriet bevæbnet med CT-skannere og sekventeringsmaskiner.

Men de er også i felten nord for polarcirklen for at fiske knogler ud af det ildelugtende pløre.

De ræser afsted på snescootere for at nå frem til stødtænder i Sibirien, inden stødtandsjægere.

De står klar til at fiske knogler op, når guldgravere skyller frosne bjergsider med smeltevand, og de henter boreprøver op fra forhistoriske søer i Alaska.

Den ultimative drøm for en palæontolog er at finde en hel mammut i permafrosten.

Kroppen indeholder langt mere information end knogler og tænder alene, fordi forskerne kan se dyret, som det var i levende live, studere de anatomiske detaljer, sammenholde med dna-analyser af dyret og i nogle tilfælde endog få fat i organer og bløddele.

Tropiske elefanter blev forvandlet

De første mammutter kom fra Afrika. Herfra bredte de sig for tre millioner år siden til Europa, Asien og Nordamerika, hvor de udviklede sig til flere forskellige arter.

Den mest udbredte og den, som uddøde sidst, var den uldhårede mammut, Mammuthus primigenius, som har fået nærmest ikonisk status som symbol på istiden.

Udryddede mennesket mammutten?

I tidens løb har mammutterne overlevet adskillige voldsomme klimaskift, og det har derfor undret forskerne, hvorfor det for 10.000 år siden gik endegyldigt galt for istidens kæmper.

Svaret har ingen endnu fundet, og diskussionerne går stadig højt.

For få år siden stod flere teorier i kø, men nu er feltet reduceret til to – eller rettere tre. Mens nogle forskere er overbeviste om, at mennesket jagede dyrene i døden, er andre sikre på, at klimaforandringer er skurken. Men flere forskere peger i dag på en kombination af de to: en dødbringende cocktail af bratte klimaforandringer og mennesker på jagt.

Da klimaet skiftede, forsvandt de proteinrige planter, som mammutterne gumlede i sig, så dyrene blev færre. Og til sidst gav fortidens mammutjægere bogstaveligt talt de i forvejen pressede dyr dødsstødet.

I Mexico er der fundet spor efter menneskets jagt på mammutten. I 2019 fandt forskere en menneskeskabt mammutfælde, hvor der var 824 mammutknogler i. Og kun små 20 kilometer derfra i 2020 fandt arkæologer den største massegrav med knogler fra over 200 mammutter. Massegraven viste flere knogler med tydelige mærker efter spyd.

To øer blev mammutternes sidste levested

De uldhårede mammutter kunne tælles i millioner under den seneste istid for 115.000-11.500 år siden. Alligevel forsvandt istidens konger i løbet af 300 til 1000 år, da klimaet blev varmere.

Et par hundrede mammutter overlevede i nogle ekstra tusind år på to isolerede øer i de nordligste egne af kloden.

Ud over mammutterne på Skt. Paul i Alaska overlevede en lille gruppe på Wrangeløen ud for Sibiriens nordøstligste kyst. Det sidste spor efter mammutterne er en 4300 år gammel tand herfra.

Engang var Wrangeløen og Skt. Paul en del af en større landmasse kaldet Beringia, som forbandt Asien og Nordamerika. Da istiden var på hæld, smeltede fastlandsisen og de enorme mængder smelteis oversvømmede Beringia-landmassen. På den måde blev mammutterne isoleret fra omverdenen.

I lang tid holdt mammutterne stand.

På Skt. Paul tog pludselige klimaskift livet af mammutterne for omkring 5600 år siden.

På Wrangeløen har forskning vist, at mammutterne langsomt blev genetisk svækket på grund af indavl.

Det blev dødsstødet for de sidste af istidens kæmper.

Asiatisk elefant er nær slægtning til mammutten

Metoderne til at aflæse forhistoriske gener er markant forbedret i løbet af de seneste år.

Til trods for at dna er beskadiget, kan forskerne trække ny viden ud af dyrenes arvemateriale, hvilket har kastet flere, overraskende resultater af sig.

I 2016 præsenterede forskere fra McMaster University i Canada dna-analyser af knogler, tænder og fæces fra nordamerikanske mammutter.

Indtil da var opfattelsen, at den colombianske mammut og den uldhårede mammut, som levede samtidig i Nordamerika, havde hver sin stamfader. Men generne fortæller noget andet.

Begge stammede sandsynligvis fra steppemammutten og kan ovenikøbet have parret sig med hinanden. Når dyrene ikke ligner hinanden, skyldes det ifølge forskerne blot, at mammutterne var dygtige til at tilpasse sig omgivelserne.

Dna bruges også, når mammutternes slægtskab med elefanter skal kortlægges.

I 2015 sekventerede evolutionsgenetikere fra University of Chicago genomerne fra to uldhårede mammutter og tre asiatiske elefanter.

Bagefter blev de sammenlignet med den afrikanske elefants genom.

Forskerne opdagede, at den asiatiske elefant har mere til fælles med mammutten end med den afrikanske elefant, og at mammutter og asiatiske elefanter deler mere end 99 procent af generne.

Forskellen er på 0,6 procent – til sammenligning er forskellen på mennesker og chimpanser én procent. Forskellen dækker 1,4 mio. gener, som er unikke for den uldhårede mammut, og det er her, den genetiske opskrift på istidsgiganten ligger.

Ved at sammenligne databaser over genetiske variationer hos andre arter fandt forskerne ud af, hvilke proteiner nogle af generne koder for. Ikke overraskende er det gener, som rustede mammutten til at modstå kulden ved at sørge for ekstra fedt, isolerende hårvækst, små ører og en lille hale, som begrænser varmetabet og mindsker risikoen for forfrysninger.

Mammutten var altså genetisk klædt på til kulden.

Mammutten skal genopstå

Opdagelserne i permafrosten og laboratorierne bliver nøje fulgt af tre hold forskere fra henholdsvis Kyoto Universitet i Japan, universitetet i Jakutsk i Rusland og Harvard Medical School i Boston, USA.

De to første hold har planer om at klone en mammut og lade en elefant fungere som rugemor. Det kræver imidlertid en levedygtig, intakt cellekerne fra en mammut, som indeholder den genetiske “opskrift” på dyret. Chancen for at finde sådan en i perma- frosten er meget lille, fordi cellerne nedbrydes, når en organisme dør.

Det tredje hold vil ved hjælp af genredigeringsteknikken CRISPR føje mammutgener til et elefantæg og skabe en elefant med mammut-træk, en “mammufant”.

Det er lykkedes amerikanerne at redigere i en elefantcelle og foretage i alt 14 genetiske ændringer. Oprindeligt var planen, at en asiatisk elefant skulle være rugemor, men den idé er opgivet af dyreetiske hensyn. I stedet vil forskerne bruge en kunstig livmoder, som dog endnu ikke er opfundet til at give liv til en ny art af mammutter.

Skulle det lykkes at genskabe mammutter eller langhårede, kulderesistente elefanter, bliver dyrene i første omgang sat ud på den sibiriske tundra.

Her skal de gøde jorden, trampe den sammen og sprede frø. På den måde bliver et tykt jordlag skabt, som kan bremse afsmeltningen af permafrosten og forhindre, at store mængder CO2 og metan frigives til atmosfæren. Det kan du læse mere om her:

Herefter kan mammutterne atter sprede sig på den nordlige halvkugle og måske en dag vende tilbage til kratersøen på Skt. Paul.