Nyt studie: Hunden blev tæmmet af de første mennesker i Europa
Den moderne hund stammer fra én gruppe af ulve, som blev tæmmet i Europa for 40.000 år siden. Det tyder resultaterne af et nyt studie på.

Hunden stammer fra ulven. Den blev tæmmet i Europa for op mod 40.000 år siden.
Hunden har været menneskets bedste ven i mange år. Helt op mod 40.000 år – eller ligeså længe, som der har været moderne mennesker i Europa.
Det viser et nyt studiefra Stony Brook University i New York.
Studiet har blandt andet sammenlignet generne fra tre hunde fra bondestenalderen med DNA fra 5.649 moderne hunde og ulve.
Resultaterne tyder på, at hunden nedstammer fra én gruppe af ulve, som blev tæmmet i Europa for mellem 20.000-40.000 år siden.
Europa er hundens vugge
Hvis hunden blev tæmmet i Europa for 40.000 år siden, vil det sige, at hunden blev tæmmet af de tidligste mennesker i Europa.
Europas ældste anatomisk moderne menneske – det såkaldte Cro-Magnon-menneske – menes at have slået sig ned på kontinentet for mellem 35.000 og 45.000 år siden.
Europa har været et afgørende kontinent i hundens historie.
Det er blandt andet i Europa, at man har fundet verdens ældste rester af tæmmede hunde. Disse inkluderer en 14.700 år gammel kæbeknogle fra Bonn-Oberkassel i Tyskland.
Hvor gammel er din hund i menneskeår? Brug vores beregner og bliv klogere på hundeår.
Studie udfordrer tidligere hypotese
At hunden stammer fra én gruppe af ulve bryder med den herskende hypotese: Nemlig at hunden stammer fra to forskellige populationer af ulve fra henholdsvis Europa og Østasien.
Hypotesen blev bl.a. fremsat i Science i 2016.
“For at afgøre, hvor og hvornår hunden blev domisticeret, vil det kræve ældre prøver fra andre geografiske regioner,” udtaler Laura Botigué – en af forskerne bag det nye studie – til International Business Times.