Shutterstock

Vores forfædre jagede sibirisk enhjørning

På trods af sin imponerende 3,5 tons kampvægt og et horn på en meter, var vores forfædre formentlig ikke bange for at nedlægge det enorme sibiriske næsehorn.

Et forhistorisk næsehorn med kælenavnet “den sibiriske enhjørning” har vandret rundt på tundraen, da det moderne menneske ankom til området, viser forskning.

Næsehornet med det latinske navn Elasmo­therium sibiricum vejede over 3,5 tons og havde et imponerende horn i panden, som formentlig har været op mod en meter langt.

Dyret har dermed været mindst et ton tungere end nutidens næsehorn, og det har været højere og med væsentlig længere ben.

Det forhistoriske næsehorn kaldet “den sibiriske enhjørning" levede i Sibirien indtil for 35.000 år siden.

© Shutterstock

Det sibiriske næsehorn levede samtidig med Homo sapiens

Hidtil har palæontologer troet, at det forhisto­riske næsehorn uddøde for ca. 200.000 år siden, men nye dateringer afslører, at arten har været i live til for ca. 35.000 år siden.

Dateringerne er foretaget af for­skere fra Natural History Museum i London, og de undersøgte i alt 23 fund af knogler fra næsehornet, bl.a. et kranie i deres egen samling.

Dateringen foregik med en ny og mere præcis metode, hvor forskerne brugte kulstof-14-målinger på enkelte aminosyrer, de trak ud af knoglerne.

Desuden lykkedes det for første gang at isolere fossilernes dna, som viste, at den sibiriske enhjørnings udviklingslinje allerede for 43 mio. år siden blev skilt fra den linje, nulevende næsehorn tilhører.

Den nye datering betyder, at den sibiriske enhjørning levede samtidig med neandertalere og moderne mennesker, der formentlig jagede næse­hornet.

Andre fund har vist, at istidsmennesket ikke holdt sig tilbage for at jage dyr af denne størrelse.

Nutidens næsehorn har 245 forgængere

  • Mindst 250 forskellige arter af næsehorn har levet på Jorden.
  • I dag findes der kun fem arter af næsehorn.
  • Hornet består af keratin, som også hår og negle er lavet af.