Dawson og Woodward fremlægger

1900-tallets største fund var et fupnummer

Briterne brusede over af begejstring, da en amatørarkæolog i 1912 erklærede, at han havde fundet “the missing link” – beviset på Darwins evolutionsteori. Ny forskning skulle imidlertid afsløre, at fundet af den såkaldte Piltdownmand var for godt til at være sandt.

Briterne brusede over af begejstring, da en amatørarkæolog i 1912 erklærede, at han havde fundet “the missing link” – beviset på Darwins evolutionsteori. Ny forskning skulle imidlertid afsløre, at fundet af den såkaldte Piltdownmand var for godt til at være sandt.

Look and Learn/Bridgeman

Det geologiske selskabs lokaler i London er ikke bygget til en menneskemængde af denne størrelse. Alle Storbritanniens førende forskere har vendt deres nysgerrige og forundrede blikke mod et kranie på bordet midt i rummet.

Knogledelene har tydeligvis både menneskelige og abelignende træk. Og ifølge den summende hvisken blandt de mange tilskuere skulle kraniet give svaret på spørgsmålet om menneskets oprindelse.

På talerstolen står aftenens hovedperson: en tætbygget mand med en skaldet isse placeret over et sæt levende øjne og en stor moustache. Amatørarkæologen Charles Dawson – knoglernes stolte opdager – har netop afsluttet sin beretning om, hvordan de blev fundet.

“Nogen spørgsmål?” spørger Dawson og bliver nærmest væltet bagover af en storm af stemmer. Især ét spørgsmål vil alle de forsamlede gerne have svar på: Hvor gammel er den såkaldte Piltdownmand, som kraniet har tilhørt?

Dawson rømmer sig.

“Fundet af kraniet blev gjort i et gruslag fra den mellemste pleistocæne periode. Det vil sige, at Piltdownmanden vandrede på denne klode for mere end 500.000 år siden.”

Dawson lokkede ekspert

Syv måneder tidligere – en majmorgen i året 1912 – var Charles Dawson uanmeldt troppet op hos Arthur Smith Woodward, lederen af den geologiske afdeling på British Museum.

Piltdownmanden kranium

© MEPL/Ritzau Scanpix & Shutterstock

Falskner sammenstykkede kunstigt kranie

I 1912 er englænderne dybt fascinerede af naturvidenskab og arkæologi, men mangler endnu at gøre et stort arkæologisk fund på De Britiske Øer. Derfor får fundet af Piltdownmanden enorm opmærksomhed.

Hovedet var nyere

Kraniet tilhører en mand fra middelalderen, der døde omkring år 1300.

Chimpansetænder var slebet

Tænderne stammer fra en chimpanse og er slebet, så de ser forhistoriske ud.

Kæbe fra orangutang fuldendte snyd

Underkæben er fra en menneskeabe – formentlig en orangutang fra Borneo.

Omgivet af støvede bogreoler og glasskabe fulde af knogler havde de to mænd stået i Woodwards mørke og støvede kontor, da Dawson med stolthed i stemmen forklarede, at han var rejst fra Sussex for at vise sit nyeste fund frem. Og nu lå det indpakket i gråt papir på bordet mellem dem.

“Hvad er Heidelbergmanden mod dette?” pralede Dawson triumferende, mens han langsomt åbnede pakken.

Papiret afslørede tre fragmenter af et massivt kranie. Knoglerne var tykke og kraftige – næsten abeagtige. Dawson havde gjort fundet i en grusgrav ved landsbyen Piltdown, og han var overbevist om, at området gemte på flere knogler.

Kunne Woodward – Englands ledende fossilekspert – tænke sig at deltage i denne enestående udgravning, ville Dawson vide. Få uger senere stod Woodward og Dawson i Sussex’ grønne, kuperede landskab. De to gennemsvedte mænd betragtede solen gå ned og aftalte at gøre et sidste forsøg, inden de afsluttede endnu en udgravningsdag.

“Vi undersøgte nogle uberørte dele af gruset på bunden af graven, da vi begge så halvdelen af en menneskekæbe nærmest stikke ud foran hakken. Sådan fandt vi den mest opsigtsvækkende del af fossilet, som vi ledte efter,” fortalte Woodward senere.

Rygtet om det store fund spredte sig hurtigt i de akademiske kredse.

“Jeg har ikke tænkt på andet end det fantastiske fossil hele dagen,” skrev Oxford-professoren og landets ledende zoolog E.R. Lankester i et brev til Woodward og fortsatte:

“De bør snarest søge myndighederne om – lad os sige – 500 pund for at sikre rettighederne til alle fremtidige udgravninger. Jeg er sikker på, at hele familien ligger begravet dér i grusgraven – med lægben og det hele!”

Andre akademikere var euforiske over, at England havde gjort et sensationelt fossilfund. Endelig havde det mægtige rige indtaget sin plads blandt arkæologiens og palæontologiens mest betydningsfulde lande.

“Jeg forlod museet overbevist om, at en opdagelse af største vigtighed var blevet gjort på det mindst sandsynlige af alle steder: Sussex. Jeg fryder mig over, at England vinder denne omgang,” skrev den højt respekterede anatom Arthur Keith efter selv at have undersøgt det nye fund.

“En helt ny menneskeart”

Endelig oprandt den 18. december 1912 – dagen, som hele England havde ventet på. På det geologiske selskabs årsmøde i London skulle det sensationelle fund for første gang præsenteres for offentligheden, og både Dawson og Woodward ventede i spænding.

Jeg er sikker på, at hele familien ligger begravet dér i grusgraven – med lægben og det hele. Zoologen Lankaster om Piltdownmanden

På tilskuerpladserne havde landets førende hoveder indfundet sig, og blandt dem var også selveste ærkebiskoppen af Canterbury. Spørgsmålet om menneskets oprindelse var et følsomt emne for kirken, og biskoppen ville ikke gå glip af Darwin-tilhængernes nyeste påfund.

“Aldrig har mødelokalet været så fyldt. Spørgsmålet om vores relation til aberne appellerer til alle lag af befolkningen, og få emner har skabt en så bitter strid,” skrev en journalist fra avisen Saturday Review.

Trods ærkebiskoppens misbilligende blik var mødet en stor succes. Alle aftenens talere understregede, at Dawson havde gjort et fund af den største historiske betydning. Selv den reserverede Woodward var optændt af eufori:

“Vores opdagelse bekræfter på slående vis alle de videnskabelige teorier!”

Dawson og Woodward fremlægger

I december 1912 blev Piltdownmanden præsenteret i et mødelokale fyldt med Storbritanniens førende forskere.

© Look and Learn/Bridgeman

Dagen efter opsummerede avisen The Times mødet med ordene “Første bevis på en helt ny menneskeart”. Bag den afdæmpede overskrift skjulte sig århundredets største sensation.

Turister gravede efter knogler

Året efter åbnede udgravningsområdet for publikum. I løbet af sommeren 1913 blev landsbyen Piltdown en stor turistattraktion, og området blev nærmest invaderet af flere busser fulde af besøgende fra London.

Lokalavisen Sussex Daily News beskrev, hvordan en lokal guide “udpegede stedet, hvor kraniet var blevet fundet, og gruppen undersøgte området grundigt. Mange i gruppen benyttede anledningen til at foretage egne udgravninger, men flere kranier blev desværre ikke fundet”.

Derefter blev hele selskabet inviteret på te på rådhuset, hvor de nysgerrige kunne beundre en afstøbning af kraniet og købe postkort med Piltdown-motiver.

Senere udgravninger på fundstedet for Piltdown

Efter fundet af Piltdownmanden valfartede turister til fundstedet for at grave. Men ikke så meget som en knogle blev fundet.

© Natural History Museum, London/SPL

I 1915 nåede fossilfeberen sit højdepunkt. Et pompøst maleri af Dawson, Woodward, Keith og Lankester blev hængt op i Londons berømte videnskabsselskab, The Royal Institution of Great Britain.

Selve kraniet blev overført til det naturhistoriske museums enorme hovedsal, som med sine hvælvinger og søjler mest af alt mindede om en mægtig katedral. Her blev britisk naturvidenskabs største helligdom, Piltdownmanden, udstillet sammen med et nyskrevet værk af Woodward med titlen “Håndbog til menneskehedens fossile rester”.

Også Lankester og Keith publicerede bøger om det fantastiske fund og erklærede, at de britiske videnskabsmænd i Piltdownmanden endelig havde fået fat i “det meget omtalte ‘missing link’ – det mest opsigtsvækkende og betydningsfulde fossil nogensinde fundet”.

Midt under postyret døde Charles Dawson kun 52 år gammel. Anatomen Arthur Keith omtalte i en avisnekrolog Dawson som “et lysende eksempel på den gruppe af mænd, som driver britisk videnskab fremad: den tænkende, observante amatør”.

Hovedpersonerne forlod scenen

Efter Dawsons død fortsatte Woodward forskningen af Piltdownmanden. Han bosatte sig nær fundstedet, og i de næste 20 år brugte han alle sommermånederne på nye udgravninger – uden at gøre et eneste fund.

Da fremskreden alder og sygdom gjorde udgravningerne umulige, satte han sig i stedet for at skrive en bog om Piltdownmanden.

Spredt ud over Europa udgravede forskerne enestående fossiler af fortidsmennesker, mens briterne kæmpede for at følge trop.

Neandertaler
© S. Entressangle/E. Daynes/SPL

Forfædre uddøde for 30.000 år siden

Neandertalerne levede side om side med det moderne menneske indtil for 30.000 år siden. Det første fund var et barnekranium, som blev udgravet i 1829 i Belgien.

Cro-Magnon-manden
© Elisabeth Daynes/SPL

Moderne menneske uddøde

Cro-Magnon var anatomisk moderne mennesker, der uddøde for omkring 10.000 år siden. I 1868 blev jordiske rester fundet nær byen Les Eyzies i Frankrig.

Heidelbergensis
© S. Entressangle/E. Daynes/SPL

Forløber for neandertalere

Rester af heidelbergensis blev første gang fundet nær Mauer i Tyskland i 1907 og regnes for en forløber for neandertalerne. Jægerne levede for 400.000 år siden.

Piltdownmanden
© Natural History Museum/SPL

Forfalsket fund havde abetræk

Piltdownmanden havde klare abelignende træk og var tilsyneladende “the missing link”, men fundet i det sydlige England skulle vise sig at være forfalsket.

Trods 2. verdenskrigs udbrud og de tyske bombeflys togter over Sussex’ grønne bakker fortsatte Woodward ufortrødent sit arbejde, mens hans landsmænd krøb i skjul. Om aftenen den 1. september 1944 satte han endelig det sidste punktum i bogen. Næste morgen blev Arthur Smith Woodward fundet død i sin seng.

Mistanken blev vækket

Woodwards bog “Den tidligste englænder” blev udgivet fire år senere og skabte fornyet interesse for Piltdownmanden. I de 36 år, som var passeret siden opdagelsen, havde videnskaben gjort store fremskridt. Ikke mindst havde forskerne udviklet nye dateringsmetoder til at bestemme knoglers alder.

I 1949 blev Piltdownmanden fjernet fra det naturhistoriske museum for at gennemgå en såkaldt fluorin-datering. Resultatet chokerede.

Piltdownmanden var ikke nær så gammel, som forskerne havde troet. Dateringen viste en alder på omkring 50.000 år – et tidspunkt, hvor det anatomisk moderne menneske allerede eksisterede. Piltdownmanden var altså ikke “the missing link” eller det første menneske. Han var tværtimod en primitiv levning fra fortiden.

Darwin antændte fossilfeber

Image_1

I andre europæiske lande udgravede forskerne enestående fossiler af fortidsmennesker, mens briterne kæmpede for at følge trop.

Fundet af Piltdownmanden i 1912 ramte ned i en voldsom engelsk fossilfeber. I de foregående 80 år havde arkæologer og palæontologer udgravet knogler af fortidsmennesker rundtom i Europa, og briterne havde fulgt intenst med fra sidelinjen.

De herskede ganske vist over havene og besad historiens største imperium, men på arkæologiens og palæontologiens felt var Storbritannien håbløst bagud. Overalt på øerne ledte fagfolk og amatører derfor efter det store fund, som kunne genoprette Storbritanniens ære.

Fossilfeberen fik yderligere brændstof, da Charles Darwin i 1859 udgav bogen “Arternes oprindelse”.

Darwin hævdede, at alle arter var resultatet af en gradvis udvikling fra laverestående skabninger. Dette gjaldt også mennesket, som havde primitive, abelignende forfædre.

Forskellige fossilfund bekræftede Darwins teori, mente mange forskere, men endnu manglede de jordiske rester af det afgørende mellemled mellem abe og menneske. Snart blev “the missing link” palæontologiens hellige gral, og britiske forskere satte alle sejl til for at komme først denne gang. Og fundet af Piltdownmanden i 1912 var svaret på alle briternes bønner.

Blandt læserne af Arthur Smith Woodwards bog var den unge antropolog og anatom Joseph Weiner fra University of Oxford. Under en konference om fortidsmennesker fik han i 1953 set det berømte kranie af Piltdownmanden, og i den efterfølgende tid undersøgte han de gamle knogler grundigere.

Weiner opdagede – til sin egen store overraskelse – at tænderne i kæben var kridhvide under den rødbrune overflade. Desuden så tænderne ud, som om de ikke var slidt ned af tygning, men slebet med en fil; fx var tændernes tyggeflader påfaldende jævne og passede ikke sammen.

Som et eksperiment forsøgte Weiner at fremstille et fossil ved at file en tand fra en abe ned og farve den. Resultatet var nærmeste identisk med Piltdownmandens tand.

Weiner ringede straks til en kollega på det naturhistoriske museum:

“Tag dit kraftigste mikroskop, og undersøg Piltdownmandens tænder grundigt. Kan du finde spor efter moderne bearbejdelse?”

En time senere ringede den rystede kollega tilbage: “Jeg er ikke i tvivl: Misfarvingen er kunstigt påført!”

Særligt tre kendetegn blev afgørende for at afsløre svindelnummeret med Piltdownmanden.

Piltdown underkæbe
© Natural History Museum/Ritzau Scanpix

Underkæbe kom fra en abe

Piltdownmandens kæbe tilhørte en orangutang, viste undersøgelser. De slidte tænder sad engang i munden på en chimpanse.

Piltdownmanden tænder
© Natural History Museum/Ritzau Scanpix

Tænderne var for flade

Tyggefladen på Piltdownmandens tænder var så bemærkelsesværdig jævne, at forskerne fik mistanke om svindel.

Piltdown kranie mærker
© Ritzau Scanpix

Fil afslørede fusk

Under mikroskop viste tænderne tydelige spor efter en fil: Dawson havde selv formet Piltdownmandens tænder.

Snart fulgte afsløring på afsløring, og historien om Piltdownmanden begyndte at falde helt fra hinanden. Kæben viste sig at stamme fra en orangutang eller chimpanse. Og misfarvingen på tænderne var almindelig brun vægmaling.

Kraniet var fra middelalderen

Overskrifter som “Århundredets største videnskabelige svindel” og “Det store missing link-bluff ryster videnskaben” prydede avisernes forsider.

Velrenommerede The Times forsøgte at redde den sidste rest af engelsk ære ved at insistere på, at “kraniefragmenterne er ægte rester af fortidsmennesker”.

I 1959 blev al tro på Piltdownmanden lagt i graven. En grundig kulstof 14-datering fastslog endelig knoglernes præcise alder: Kraniet var fra 1300-tallet, kæben endnu yngre. Formentlig stammede den fra en orangutang fra Borneo.

“Den første englænder” var med andre ord sammensat af en middelaldermand og en asiatisk abe.

Piltdown laboratorie

En undersøgelse i 1959 viste, at Piltdownmanden var sat sammen af dele fra menneske og abe.

© Natural History Museum/Ritzau Scanpix

Efter Piltdownmandens endeligt gik jagten nu ind på gerningsmanden. Weiner var overbevist om, at Dawson var skyldig, og opsøgte derfor Sussex’ arkæologiske forening for at høre mere om områdets berømteste arkæolog.

Til sin store overraskelse opdagede Weiner, at Dawson var yderst upopulær blandt sine lokale kolleger. En arkæolog forklarede, at Dawson gentagne gange havde stjålet andres arbejde.

Bl.a. skulle et af Dawsons store bogværker være kopieret fra en navngiven historiker. Desuden havde de lokale mistanke om, at Dawson flere gange havde manipuleret med arkæologiske genstande for at få dem til at se ældre ud.

Dawson fabrikerede fund

I London opsporede Weiner en af Dawsons gamle venner, som afslørede, at han to gange uanmeldt havde besøgt Dawsons kontor. Den ene gang havde amatørarkæologen været ved at farvelægge et stykke flint, mens han en anden gang malede en knogle.

Svindlere skabte selv arkæologiske fund

Både før og efter fundet af Piltdownmanden har arkæologien været ramt af skandaler. Nogle fupnumre var ment som en spøg – andre skulle indbringe “forskerne” store summer.

Piltdown kranie svindel
© Archaeological Institute of America & Shutterstock

Kranie var en practical joke

I 1866 erklærede geologen Josiah White, at californiske minearbejdere havde fundet et flere millioner år gammelt kranie. I 1911 indrømmede en af minearbejderne dog, at de selv havde placeret kraniet i minen.

Piltdownmanden fossil svindel
© Topfoto/Ritzau Scanpix & Shutterstock

Fossil af kæmpe mand skulle sælge billetter

To mænd fandt i 1869 en over tre meter høj statue, da de gravede ud til en brønd. De påstod, at statuen var et fossil fra bibelske tider. Under en retssag indrømmede mændene, at de selv havde udhugget statuen.

Piltdown mystiske tegn
© The Ohio State University & Shutterstock

Læge skrev mystiske tegn

Under en udgravning i West Virginia, USA, fandt en amatørarkæolog en lille sten i 1838. Tegnene på stenen var en blanding af flere gamle skriftsprog. I 2008 fastslog en ekspert, at stenen var en forfalskning.

Piltdown guldkrone
© Fabergé Museum & Shutterstock

Russer kopierede antik guldkrone

I 1896 annoncerede det franske museum Louvre købet af en enestående guldkrone fra 200-tallet e.Kr. Museet forsvarede kronens ægthed, indtil en russisk guldsmed indrømmede at have skabt kronen på bestilling.

Piltdown jødiske stentavler
© Popular Science Monthly & Shutterstock

Jødiske stentavler var et falsum

I 1877-78 blev tre stentavler med mystiske tegn fundet i Iowa. Ifølge finderne var tavlerne skabt af europæere, som sejlede til Amerika før Columbus. En undersøgelse dokumenterede i 1970, at tavlerne var falske.

Vennen havde ikke vovet at sige noget tidligere, fordi Dawson trods alt var en anerkendt arkæolog og omgav sig med berømte og respekterede videnskabsmænd som sir Arthur Smith Woodward.

Yderligere research afslørede, at Dawson gennem årene havde fabrikeret både statuer, flintevåben, stenalderbåde og romerske hestesko.

Dawsons motiv for at skabe Piltdownmanden fik Weiner aldrig opklaret. Formentlig var amatørarkæologen drevet af en afsporet forfængelighed: Modsat sine brødre fik Dawson aldrig lov til at studere ved universitetet og realisere sin store drøm om en karriere som videnskabsmand.

For at vinde akademisk anerkendelse og en plads i de britiske historiebøger skyede Dawson tilsyneladende ingen midler – hverken tyveri eller svindel.