1. Neandertalere gik rundt med rank ryg

Schweiziske forskere har ud fra et velbevaret skeletfund skabt præcise rekonstruktioner af en neandertalers rygsøjle og bækken, og de viser, at ryghvirvlerne har dannet en S-form og givet det samme svaj i ryggen, vi kender fra os selv.
Det tyder på, at neandertalerne havde samme balance og holdning som os.
2. Neandertalernes spyd dræbte på distancen

Neandertalerne nedlagde store byttedyr som fx mammutter, og hidtil har forskerne ment, at jægerne måtte helt tæt på byttet for at bruge deres spyd som stikvåben.
Nu har spydkastere testet kopier af 300.000 år gamle spyd, og forsøgene viste, at spyddene også kunne bruges som kastevåben i op til 20 meters afstand.
3. Klimakrise endte i kannibalisme

I Frankrig blev der for 20 år siden fundet knogler fra mindst seks neandertalere, som var blevet slagtet og spist.
Nu har forskere undersøgt stedet nærmere og fundet frem til, at årsagen til kannibalismen sikkert har været sult, fordi klimaet for 128.000 år siden blev varmere, så neandertalernes byttedyr forsvandt.
4. Neandertal-gener giver os aflange kranier

Mennesker med europæisk baggrund bærer en smule dna med sig fra neandertalerne, fordi vores forfædre havde sex med dem.
Nu er det lykkedes tyske forskere at identificere to specifikke gener, som i neandertalvarianten gør vores kranier lidt mere aflange end hos mennesker uden denne variant.
På billedet ovenfor ses et kranie fra et moderne menneske til højre og et kranie fra en neandertaler til venstre.