Tre mælketænder fundet i det nordlige Italien har givet forskere ny viden om den kost, neandertalerne gav deres små børn.
Tænder danner vækstlag, ligesom træer danner årringe, og den kemiske sammensætning i lagene viser, hvilken føde børnene har fået.

Mælketænder fra neandertalbørn viser, at de blev vænnet fra, da de var fem-seks måneder gamle.
Forskere fra University of Kent i England målte tandemaljens indhold af grundstoffet barium, som afslører, om børnene har fået modermælk.
Det viste sig, at de alle tre er blevet vænnet fra, da de var fem-seks måneder gamle. Det svarer til den alder, vi selv fravænner vores børn i.
Forskerne mener derfor, at neandertalernes babyer voksede lige så hurtigt, som vores egne gør, og at de dermed har haft brug for en fast og mere energirig kost lige så tidligt i livet.
Afliver teori om artens undergang
De nye resultater undergraver en af teorierne om, hvorfor neandertalerne uddøde.
Den er gået ud på, at neandertalerne ammede deres børn meget i længere tid end vores egen art, og at der derfor også gik længere tid mellem, at kvinderne fødte børn.
Et lavere børnetal gjorde det svært for neandertalerne at genopbygge deres population efter krisetider, og det har gjort dem mere sårbare.

3 facts om neandertalerne
Oprindelse: Udviklet i Europa for ca. 400.000 år siden, muligvis fra arten Homo heidelbergensis.
Udbredelse: Levede i hele den del af Europa, som ikke var isdækket under den sidste istid.
Undergang: Arten uddøde for ca. 40.000 år siden, efter at vores egen art indtog Europa.
Analyserne af de tre tænder trækker grundlaget væk under teorien, men til gengæld fandt forskerne en anden mulig forskel mellem neandertalerne og os selv, da de så nærmere på tændernes indhold af grundstoffet strontium.
Neandertalerne var stationære
Sammensætningen af strontium-isotoper varierer i jord og planter fra sted til sted, og derfor kan den fortælle noget om, hvor meget neandertalerne har bevæget sig rundt.
Bedømt ud fra de tre tænder ser det ud til, at de var overraskende stationære. Måske har det haft betydning for, at de uddøde, mens vi overlevede.