De nyeste undersøgelser tyder på, at neandertalerne var særdeles avancerede og i visse henseender intelligensmæssigt var på niveau med det moderne menneske.
Neandertaler-kulturen var veludviklet
Neandertalerne havde en veludviklet og kompleks kultur. De begravede deres døde, de havde formentlig et sprog, og de tilberedte deres mad.
De fremstillede også tøj, udviklede redskaber og udtrykte sig kunstnerisk med hulemalerier og kropsmaling og gik med smykker af strandskaller og fjer.
Forskerne tør ikke spå om neandertalernes IQ, men deres hjerner var en del større end vores, og både fysiologiske og genetiske undersøgelser tyder på, at de var ligeså intelligente som moderne mennesker.