Skraldespand

Oprydning i menneskets stamtræ: Flere arter ryger ud med skraldet

Hvem er vores direkte forfader? Og hvor mange menneskearter findes der? Forskerne kan ikke blive enige, men nu skærer ny forskning gennem forvirringen og giver os svar på de vigtigste spørgsmål.

Hvem er vores direkte forfader? Og hvor mange menneskearter findes der? Forskerne kan ikke blive enige, men nu skærer ny forskning gennem forvirringen og giver os svar på de vigtigste spørgsmål.

S. Entressangle/E. Daynes/SPL & Shutterstock

“Jeg har fundet Adam!” råbte arbejdsmanden Daniel Hartmann til de uforstående gæster på kroen i den lille tyske by Mauer nær Heidelberg. Hartmann refererede til selveste Biblens Adam – verdens første menneske.

Året var 1907, og selvom Hartmanns fund viste sig ikke at være Adam, var det en stor opdagelse. Tyskeren havde fundet en 600.000 år gammel kæbe fra en forhistorisk menneskeart, som kort efter fik navnet Homo heidelbergensis.

Arten er siden blevet fundet flere steder i Europa, Afrika og Asien og er blevet placeret på en af de vigtigste pladser i menneskets stamtræ – som en direkte forfader til vores egen art, Homo sapiens. Men nu er nogle forskere i gang med helt at skrotte heidelbergensis.

Kæbeben

Det oprindelige Homo heidelbergensis-fund fra Mauer bestod ikke af andet end en kæbe. Til gengæld var den velbevaret og manglede kun nogle få tænder.

© John Reader/SPL

Et internationalt hold af forskere med Mirjana Roksandic fra universitetet i Winnipeg i Canada i spidsen vil rydde op i menneskets stamtræ, som i årtier har været en rodebutik. Træet indeholder et væld af arter, som forskerverdenen ikke kan nå til enighed om, og debatten mudrer historien om vores egen fortid til.

Roksandics løsning er at skrotte flere velkendte arter og udpege en ny art som vores egen direkte forgænger.

Vores forfædre var ikke alene

Menneskets stamtræ trænger til en oprydning. Træet har rødder tilbage til en tid, hvor forskerne anså det moderne menneske for at være det ypperste slutprodukt af en lang, lineær udvikling fra primitiv til avanceret, fra abe til menneske.

Men nye fund og moderne dna-teknologi har igennem de seneste ti-tyve år vendt den gamle opfattelse helt på hovedet. Vores stamtræ er ikke bare en simpel, lige stamme, men et forgrenet buskads. Engang levede vi side om side med et væld af andre menneskearter.

6 menneskearter – og måske flere – levede samtidig med Homo sapiens.

Kravler vi bare 40.000 år tilbage i stamtræet, møder vi vores søsterarter, neandertaleren og den mystiske denisova. For 50.000 år siden levede yderligere to arter sammen med os: Homo floresiensis og Homo luzonensis.

For ca. 100.000 år siden havde vi desuden selskab af Homo erectus, og for 230.000 år siden sørgede Homo naledi for, at det totale antal menneskearter, der delte kloden med os, formentlig var mindst seks. Går vi længere tilbage, før vores egen arts tid, dukker der endnu flere arter op.

Den store mangfoldighed af arter er fascinerende, men den udgør et problem for forskerne, for præcis hvor mange grene der er på træet, og hvordan grenene hænger sammen med hinanden, er lige nu åben for fortolkning – og forskerne kan ikke blive enige.

Et af hovedproblemerne er, at det moderne menneskes træk, såsom vores store hjerne og flade ansigt, ikke opstod et ad gangen i en simpel, kronologisk rækkefølge, som forskerne tidligere forestillede sig.

I stedet viser nye fund, at vores moderne træk i nogle tilfælde dukkede op før træk, som ellers er blevet anset for mere primitive. Andre moderne træk opstod nogenlunde samtidig, men i to forskellige arter.

Stort set hvert eneste fund har sin egen sammensætning af træk, og derfor har forskerne svært ved at nå til enighed om fundenes indbyrdes slægtskab. Men nu har Mirjana Roksandic og hendes kolleger taget et drastisk skridt mod en løsning.

Fortidens forskere var sløsede

Roksandic vil først og fremmest afskaffe Homo heidelbergensis. Mange af de fund, der er tilskrevet arten, blev gjort i en tid, hvor forskerne forestillede sig, at menneskets udvikling var simpel, og at kloden generelt kun var beboet af én menneskeart ad gangen.

Fund, der stammede fra nogenlunde samme tidsperiode som Daniel Hartmanns oprindelige fund fra Mauer, blev derfor ofte stemplet som Homo heidelbergensis – uanset om de lignede Mauer-fundet eller ej.

Det betyder, at forskerne i dag ikke kan blive enige om en klar definition på arten. Der findes altså ikke en utvetydig liste af træk, som gør det muligt at afgøre, om et nyt fund tilhører heidelbergensis.

Det samme gør sig desuden gældende for en anden art, Homo rhodesiensis, som har givet anledning til hovedbrud, siden den blev navngivet i 1921.

Både heidelbergensis og rhodesiensis bliver smidt ud af stamtræet i Roksandics nye undersøgelse. Forskeren har sammen med sine kolleger kigget på en lang række fossiler, som er ca. 200.000-700.000 år gamle, hvoraf mange er tilskrevet netop disse to arter.

Konklusionen er, at alle fossilerne skal stemples med andre navne.

Verdenskort Homo Heidelbergsensis
© Shutterstock & Malene Vinther

Udbredt art falder fra hinanden

Homo heidelbergensis så ud til at være en verdensomspændende succes med repræsentanter i både Afrika, Europa og Asien. Men nu afliver en ny undersøgelse arten og omdøber samtlige heidelbergensis-fund.

Flere heidelbergensis-fund fra Europa, heriblandt kæben fra Mauer, bør ifølge Roksandic nu betragtes som tidlige neandertalere. Og en række asiatiske fund tilhører med stor sandsynlighed helt nye arter – som Roksandics hold har valgt ikke at navngive.

Andre forskere har dog for nylig givet navnet Homo longi til flere af de asiatiske fossiler. Nogle fund fra Asien kan desuden vise sig at repræsentere neandertalerens søsterart, denisovaerne, som ellers kun er kendt fra små knoglefragmenter.

De asiatiske fossiler udgør uden tvivl en vigtig brik i menneskets evolution, men Roksandics vigtigste bidrag til historien om menneskets udvikling bygger på fund fra Afrika.

Ny art er vores direkte forfader

På basis af et etiopisk kranie, som tidligere er blevet anset som enten Homo heidelbergensis eller rhodesiensis, har Roksandics hold oprettet en helt ny art, Homo bodoensis – opkaldt efter området Bodo D’ar, hvor kraniet er fundet.

Flere andre fund fra Afrika, og muligvis et fra Italien, bliver desuden medregnet til arten, som levede for ca. 300.000-600.000 år siden.

H. Bodoensis

Homo bodoensis – her rekonstrueret af en kunstner i samarbejde med forskerne – levede i det østlige og sydlige Afrika samt muligvis i Nordafrika og Sydeuropa.

© Ettore Mazza

Den nye art er bedre defineret end Homo heidelbergensis, og det vil gøre det nemmere at artsbestemme nye fund. Den klarere definition vil også hjælpe, når forskerne skal analysere, hvordan forskellige arter er placeret i forhold til hinanden på stamtræet.

Og ifølge Roksandic har Homo bodoensis en helt særlig plads på vores stamtræ. Arten deler en række træk med os, som ikke ses hos andre arter – ikke engang hos vores nære slægtning neandertaleren.

Det betyder højst sandsynligt, at Homo bodoensis er den direkte forgænger til Homo sapiens. Dermed har forskerne fået styr på en helt afgørende periode i menneskets udvikling.

Kranier
© Natural History Museum, London/SPL & Jeffrey H. Schwartz & Shutterstock

Ny art er et missing link

Homo erectus er en forfader til vores egen art, men den er for forskellig fra os til at være vores nærmeste forfader. Den nye art, Homo bodoensis, kan meget vel være det manglende led mellem erectus og os.

Den nye art får blandet modtagelse

Homo bodoensis er nu et officielt artsnavn og er optaget i den såkaldte ZooBank – et internationalt register over alle navngivne arter. Men det betyder ikke, at andre forskere vil tage arten til sig og bruge Roksandics nye definitioner i deres fremtidige arbejde.

Lige så snart den nye undersøgelse blev udgivet, blev Homo bodoensis mødt med kritik. Det er usædvanligt at navngive en ny art ud fra et gammelt fund, lyder det fra nogle forskere. Det er unødvendigt at afskaffe heidelbergensis, lyder det fra andre. Og atter andre har svært ved at se, hvordan en ny art kan hjælpe på artsforvirringen.

Arten er dog blevet hilst velkommen af flere forskere. Og ingen anfægter tanken bag Homo bodoensis, nemlig at der er brug for at skabe mere klarhed om fossilerne i stamtræet.

Uanset om den nye art slår an, har Roksandic og hendes kolleger formået at sætte fokus på nogle ømme punkter og fået en diskussion i gang om selve grundlaget for jagten på vores forfædre og -mødre.

Forskerne verden over vil nok også tøve med at ty til heidelbergensis, næste gang de står med et ubestemmeligt fossil i hånden – i stedet er de nu tvunget til at gå grundigere til værks i deres undersøgelser.

Daniel Hartmanns oprindelige heidelbergensis-fund fra Mauer er nu desuden genstand for en helt anden debat. Det ligger i en boks på universitetet i Heidelberg, på trods af at borgmesteren i Mauer i årevis har forsøgt at få det udleveret.

Den lille by vil nemlig gerne bygge et museum til den gamle kæbeknogle – for i Mauer har menneskearten Homo heidelbergensis stadig sin status i behold.