Ud fra jordlagene, stenredskabet blev fundet i, har arkæologer fastsat snorens alder til mellem 41.000 og 52.000 år – mere end 20.000 år ældre end det hidtil ældste stykke snor.
Fund efter homo neanderthalensis har indtil for nylig primært været af hårdføre materialer som sten eller ben, mens artens forgængelige materialer typisk er forgået. Det flettede fragment er fremstillet af tre træfibre, der har ligget beskyttet af omgivende sten.
De blot seks millimeter snor giver et nyt indblik i neandertalernes forståelse af verden omkring dem. Fx er træfibrene, der muligvis stammer fra et nåletræ, opsamlet fra den inderste bark – kaldet bast – som lettest frigøres i foråret og forsommeren, hvor plantesaft stiger op i træet.
Fletteteknikken svarer til nutidige metoder, hvor fibrene snos både mod venstre og højre for at modvirke at fibrene snor sig ud igen. Med teknikken har neandertalerne teoretisk set kunnet lave alt fra tøj, reb, net, måtter og både.
Neandertalerhjernen var sammensat anderledes
For det moderne menneske er vævning én blandt mange teknikker, der adskiller os fra laverestående væsner. Fundet af snoren viser, at neandertalerne både kulturelt og kognitivt var tættere på datidens Homo sapiens end tidligere antaget.
Andre nylige fund antyder fx, at neandertalerne lavede værktøj, lim af birkebark og perler til smykker og afvikler yderligere myten om neandertalernes underlegne kultur og intelligens.
Den videnskabelige konsensus er efterhånden, at neandertalere var intelligente, men at deres hjerner var skruet anderledes sammen end menneskers. En kortlægning af det blot tredje neandertalergenom viste fx for nylig, at områder i hjernen forbundet med planlægning, beslutningstagen og motivation fungerede anderledes end hos Homo sapiens.