Levende begravet i 69 dage

“Bjerget græder,” sagde de garvede minearbejdere om lyden, som de vidste varslede en større sammenstyrtning.

Flere arbejdere har gjort ledelsen opmærksom på problemet, men fik blot besked på at afstive lofterne i gangene.

End ikke en høj knækkende lyd samme formiddag fik ledelsen til at tage affære. Carlos ­Pinilla, chefen for minens daglige drift, der netop var på vej ned i minen, beroligede folkene med, at minen blot “satte sig”.

Selv sprang han på det første køretøj, der kunne bringe ham ud af ­minen.

Halvanden time senere sidder Sepúlveda i sin gravemaskine, da minegangene midtvejs i minen kollapser og blokerer alle udgange.

Sammenstyrtningen omfatter et klippestykke på 700.000 tons. ­Sepúlveda og 32 kolleger er fanget dybt inde i ­minen 685 meter under jorden.

Torsdag den 5. august kl. ca. 17:

Én efter én ankommer minearbejderne til sikringsrummet – et sikret rum, som er samlingssted.

Ulykker og små sammenstyrtninger er nærmest rutine i San José-minen, så mændene ved, hvor de skal søge hen. De kæmper sig gennem støv og sten til sikringsrummet nær minens bund.

Lettede konstaterer de, at alle er i live og er sluppet med skrammer.

Loftet i det 16,5 m² store rum er forstærket til at modstå pres fra store sten. Til nødudstyret hører to ilttanke, et medicinskab og et sparsomt forråd af mad.

Mændene har til deling ti liter vand, en dåse ferskner, to dåser ærter, en dåse laks, 16 liter mælk, 18 liter juice, 20 dåser tunfisk, 96 pakker kiks og fire dåser bønner.

Forrådet er beregnet til at mætte ti mine­arbejdere i 48 timer – den tid, mineselskabet ­mener, det vil tage at grave sig igennem en sammenstyrtning.

For de 33 arbejdere gælder det derfor om hurtigst muligt at sikre sig, at mine­ledelsen er klar over, at der er sket en ulykke, og at de er fanget i minen.

Mændene sprænger dynamitstænger og brænder bildæk, i håb om at larmen og den tykke, sorte røg via mulige sprækker vil fange mineledelsens opmærksomhed.

Fredag den 6. august:

Ventilationsskakte fungerer ofte som nødudgange. Sepúlveda undersøger, om de kan undslippe ad den vej.

Om natten sover mændene en urolig søvn. Papstykkerne, de bruger som madrasser, kan hverken holde fugten eller stenenes skarpe kanter fra kroppen, og lyden af dryppende vand og faldende småsten minder konstant arbejderne om deres usikre situation.

Sepúlveda vandrer ud i minegangen for at finde ventilationsskakten, der i mange chilenske miner er indrettet som flugtvej.

Sepúlveda er lille, og øjnene gnistrer af gåpåmod. Kollegerne kalder ham kærligt “el Loco”, “Tossen”, fordi han altid er klar med en kvik bemærkning eller et klovnenummer.

Han finder skakten og begynder at klatre op. Stigen, der er lavet af læder, er mørnet, og et stykke oppe er den erstattet af en plasticslange.

Sepúlveda griber om den og sætter en støvleklædt fod på skaktens sider. Stenene er glatte, og foden glider.

I det samme rammer en sten ham i ansigtet. Stenen slår en tand ud og flækker læben.

Han ser op og konstaterer, at skakten er blokeret af store ­klippeblokke. Det er nytteløst at sætte livet ­yderligere på spil. Han vender om.

Mandag den 9. august. Dag 5:

Nødforsyningerne er ved at slippe op. De afkræftede minearbejdere er plaget af sår og svampe­infektioner, der opstår, når kroppen er svækket.

Sepúlvedas meddelelse om, at ventilations­skakten ikke kan bruges som flugtvej, gjorde en ende på mændenes håb om en hurtig redning.

For at holde modet oppe planlægger de nøje deres dag og holder sig i gang.

En af minearbejderne skaffer lys til pandelamperne ved hjælp af maskinernes batterier. Andre ruller tomme olietønder frem, så mændene kan tømme indholdet fra det kemiske toilet i dem.

Frisk vand er for længst sluppet op, men minen er velforsynet med vand til maskinerne. Mændene drikker det, selvom det smager af olie.

Værre er det med maden. Hver mand må nu nøjes med en lille skefuld tun og lidt mælk.

De omkring 100 kcal dagligt er slet ikke nok til mænd, hvis kroppe dagligt kræver omkring 3600 kcal.

Samtidig tærer livet under jorden på helbredet. Flere har sår i munden, og på bryst og fødder breder kolonier af svamp sig. Sepúlveda har, hvad han kalder “fodsvamp fra Helvede”.

Værst er situationen for 63-årige Mario Gómez. Efter et langt liv som minearbejder plages han af silikose, en lidelse, der giver arvæv i lungerne og gør det svært at trække vejret.

I de varme, fugtige og iltfattige ­omgivelser må Gómez konstant hive efter vejret.

Tirsdag den 10. august. Dag 6:

Efter fem dage fuldstændigt isoleret fra om­verdenen, hører minearbejderne pludselig et bor gnave sig gennem klippelagene.

Gómez’ vejrtrækningsproblemer bliver forværret af temperaturen, der ikke kommer under 30 grader, og luftens fugtighedsprocent, der konstant ligger på 95.

For ham og de andre minder minegangene mere og mere om et gravkammer, hvor de langsomt, men sikkert bliver kvalt.

Om natten lytter de til regelmæssige vanddryp, der som et ur afmåler timer og minutter mod den uund­gåelige slutning.

Med ét blander en anden lyd sig: en vedholdende snerren af metal mod en ­klippevæg.

En af mændene griber et hult ­bambusrør og presser det mod væggen. Der er ingen tvivl – et sted over dem arbejder et bor sig igennem klippen. Redningsholdet er på vej.

Minearbejderne ved, at det vil tage lang tid at bore igennem klippen. Men da boret på dag 14 endelig er ved at gå igennem, står mændene klar.

Hver mand har skrevet en seddel, som de vil hæfte på boret for at sikre sig, at redningsarbejderne får at vide, at de er i live.

Lige da mændene forventer, at ­boret bryder igennem, bliver den rytmiske, ­metalliske hamren svagere.

Redningsholdet har ramt forkert. Boret er gået forbi.

Søndag den 22. august. Dag 18:

Redningsholdets bor bryder igennem. Nu kan mændene få ilt, mad og andre ­fornødenheder.

En fjern, men konstant skærende lyd minder Sepúlveda og de andre minearbejdere om, at redningsholdet ikke har opgivet at finde dem.

Kun to dåser tun er tilbage, og mændenes ration er indskrænket til én skefuld hver tredje dag.

Sepúlveda kan ikke længere tåle det forurenede vand. Han kaster op og mister hastigt væske. Han falder i en urolig søvn, men vågner til et øredøvende spektakel.

Over deres hoveder hamrer, hviner og skærer et bor sig gennem klipper. Mændene ­falder hinanden om halsen.

Sepúlveda smider tøjet og flår elastikken ud af sine underbukser. Den bruger de til at sætte sedlerne fast til boret.

“Estamos Bien En El Refugio los 33” – “Vi er i refugiet og har det godt. De 33,” står der på den ene.

Hullet, som redningsholdet har boret, er stort nok til at rumme et rør, gennem hvilket de kan sende mad og vand ned.

Der er også plads til to andre rør: ét til at tilføre ilt og ét, der indeholder fiberoptiske kabler, der gør det muligt for redningsholdet og mændene i minen at oprette en videoforbindelse.

Udgravning af en tunnel, som arbejderne kan forlade minen igennem, har dog lange udsigter. Fire måneder regner redningsholdet med.

Indtil da gælder det om at holde mændene i live. Mange er så afkræftede, at en simpel infektion hurtigt kan udvikle sig livstruende.

Gómez, der lider af silikose, er særligt truet. Sygdommen gør, at han kan ­udvikle lunge­betændelse og dø på kort tid. ­

Sepúlveda og flere andre har dårlige tænder, hvilket i den ­fugtige og uhygiejniske mine kan føre til en dødbringende betændelsestilstand.

Tiden snegler sig afsted, og mændene forsøger at holde mørke tanker væk ved at spille domino med hjemmelavede brikker.

Lørdag den 9. oktober. Dag 66:

Boret bryder igennem, og en tunnel leder nu ned til, hvor de 33 minearbejdere er forsamlet.

Mændenes dårlige helbred gør det svært at holde modet oppe. Redningsholdet nægter at fortælle, hvornår de forventer at bryde igennem, før boret er ti meter fra minegangen.

Gennembruddet vil ske i værkstedet, hvor minemaskiner står.

Da mændene modtager beskeden, stimler de sammen og betragter, hvordan først mudder og vand, dernæst klippestykker står ned fra loftet, mens boret forcerer de sidste centimeter.

Efter et næsten ubærligt øjeblik, hvor boret går i stå ved mødet med loftets svære metalbolte, fyldes rummet med støv, og boret svæver i luften. Mændene omfavner hinanden.

Da boret igen forsvinder, går de hen til den store skakt. Mørket er tæt, og de kan kun se få meter op, men de ved, at kanalen fører ud til friheden.

Kølig, velgørende aftenluft smyger sig om deres ansigter.

Endnu to dage må minearbejderne vente, før en redningskapsel, der skal bringe dem op til overfladen, er klar. Ventetiden er sværere end nogensinde.

Om natten ligger mange af mændene søvnløse, og tidligt om morgenen bliver de vækket af høje smæld.

Den kolde luft, som er strømmet ned i minen, har fået klipper til at give sig. Nu knækker klippestykkerne fra hinanden.

Mændene husker, hvad de gamle mine­arbejdere siger: Minen giver aldrig op. Mændene tager ­hjelme på og forbereder sig på det værste.

Onsdag den 13. oktober. Dag 70:

Endelig er redningskapslen, kaldet Fønix, klar, og mændene bliver hejst op én for én.

I de to dage, mændene venter på at blive hejst op, ryster og skælver klipperne. Et stort skred lukker en del af gangene, som de før kunne bevæge sig rundt i.

Da kapslen, som skal bringe dem op til overfladen, ankommer, tvivler flere på, at de vil slippe ud i live. Kapslen er kun lige nøjagtigt så stor, at en mand kan stå oprejst i den.

Sepúlveda bliver hejst op af minen som nummer to. Før han træder ind i kapslen, får han en sikkerhedsdragt på. Om brystet får han en monitor, der skal tjekke hjerterytmen.

På turen op gennem skakten kan Sepúlveda se skaktens sider flimre forbi gennem et trådnet i kapslen.

Turen synes at tage en evighed, men 20 meter før overfladen kan han ane lyset.

Klokken 1.09 er kapslen over jorden. Han får øje på ­hustruen, Katty. “Hej, din gamle kone,” råber han ved gensynet, han har ventet på i 69 dage.