© TOPFOTO/NASJONALBIBLIOTEKET

Dødsdømt på Sydpolen

I 1911 finder et nervepirrende kapløb sted mellem to berømte polarforskere: Nordmanden Roald Amundsen og englænderen Robert Falcon Scott kæmper om at komme først til Sydpolen. Da Scott endelig når frem, udebliver triumfen. På Sydpolen finder han det norske flag og Amundsens efterladte telt. Scott har tabt, og nu begynder den nådesløse tur hjem.

6. december 2017 af AF Ib Salomon

Telegrammet fra den norske polarforsker Roald Amundsen er meget kort, og indholdet så kryptisk, at der går en rum tid, inden den engelske polarforsker Robert Falcon Scott fatter alvoren i det.

“Beg leave to inform you Fram proceeding Antarctic Amundsen.” Mere skriver Amundsen ikke i telegrammet, der er afsendt den 3. oktober 1910 fra øen Madeira i Atlanterhavet – “Anmoder høfligst meddele Dem Fram fortsætter Antarktis Amundsen.” 

Scott er på vej til Antarktis, og hans plan er at blive første mand på Sydpolen. Af det ordknappe telegram fremgår det nu, at Amundsen også har sat kurs mod Antarktis, og snart står det klart for Scott, at Amundsen har samme mål som han selv. 

Trods høflighedsfrasen annoncerer telegrammet en duel; Scott har fået en rival til titlen som første mand på Sydpolen. 

De norske aviser lugter sensationen, og i store artikler fortæller de om det kommende kapløb om at nå til den geografiske sydpol – en af de efterhånden meget få ukendte pletter på verdenskortet.

Det menneske, der har været tættest på Sydpolen, er den britiske officer Ernest Shackleton, hvis ekspedition i 1909 måtte vende om blot 155 km fra polen.

Anarktis 1911-12

I begyndelsen af 1900- tallet er tiden for de store opdagelsesrejser ved at være forbi. Kontinenterne er stort set kortlagt, kun Antarktis er uudforsket – og intet menneske har sat sin fod på Sydpolen.

Tag til eventyrlige Antarktis med Illustreret Videnskab – hvis du køber NU sparer du 6300 kroner (1000 USD). 

Hunde og slæder med larvefødder

Scott er ikke meget for at tale med sit mandskab om udfordringen fra Amundsen. 

“Vi skal planlægge og gennemføre denne ekspedition som om Amundsen ikke eksisterede,” lyder det selvsikkert fra Scott, som i forvejen har helte-status i Storbritannien efter at have ledet den tre år lange Discovery-ekspedition til Antarktis.

Men også Amundsen er en erfaren herre, når det gælder polarekspeditioner. Han har blandt andet – som den første nogen sinde – gennemsejlet Nordvestpassagen nord om Canada. 

På den ekspedition strandede han to år blandt eskimoer i det nordlige Alaska, og dem har han lært rigtig meget af, ikke mindst at køre hundeslæde. 

Derfor er Amundsen ikke i tvivl, da han planlægger sin ekspedition til Sydpolen: Han vil bruge grønlandske hunde til at trække de tunge slæder.

Det norske hold bestod af (fra venstre): Oscar Wisting, Olav Bjaa land, Sverre Hassel og Roald Amundsen. Den femte mand, Helmer Hanssen, tog billedet med Bjaalands apparat og er derfor ikke med på billedet.

© AKG

Også Robert Falcon Scott medbringer hunde, men det er mere som en slags reserve, for Scott bryder sig egentlig ikke om hunde og satser i stedet på den nyeste teknik: motordrevne slæder med larvefødder.

Motorslæderne har han forinden ladet testet i de norske fjelde ved Lillehammer, men kun neden for trægrænsen – ikke under så ekstreme forhold, som der hersker i Antarktis.

Desuden har Scott sendt en mand til Sibirien for at opkøbe ponyer – så om bord på Scotts skib befinder sig foruden hunde og motorslæder også en større flok ponyer, som er vant til kulden i Sibirien.

Til gengæld kan de ikke bevæge sig frem i dyb sne, så i praksis bliver de ikke til megen gavn. Allerede tidligt under polfarten på Antarktis må de udmattede og udhungrede dyr aflives.

Se pingviner, pukkelhvaler og albatroser i Antarktis' unikke landskaber. 

Også det engelske hold talte fem mænd – én mere end planlagt. Fra venstre: Lawrence Oates, Henry Bowers, Robert Falcon Scott, Edward Wilson og Edgar Evans. Billedet blev taget med fjernudløser.

© AKG

Begge hold lægger depoter ud

Både Scotts skib “Terra Nova” og Amundsens “Fram” når Antarktis i januar 1911. Og begge skibe går ind til iskanten i McMurdo-bugten, men i hver sin ende af det brede farvand, så de ved ikke, hvor rivalen befinder sig.

Det er sommer på den sydlige halvkugle, og de næste måneder bliver brugt til forberedelser. 

Hver for sig opbygger de lejre, hvor en stor del af deres mandskaber kan overvintre, og udlægger depoter, så ekspeditionerne ikke selv skal medbringe al proviant fra basen. 

Madens holdbarhed behøver de ikke at spekulere på: Den klarer naturens store dybfryser – de fleste dage ligger temperaturen omkring minus 20 grader – enkelte dage falder den til minus 50.

Briternes base ved iskanten udgjorde et helt samfund med egen avis og biograf. Alle problemer blev behandlet af arbejdsgrupper, som Scott nedsatte. Da foråret kom, drog ekspeditionsmedlemmerne med Scott for at hjælpe ham og hans mænd det første stykke mod Sydpolen.

© AKG

Ekstremt hård tur op til polplateauet 

Sydpolen ligger ca. 2800 meter over havet på det enorme antarktiske plateau. For at komme op i plateauets tynde luft skal de opdagelsesrejsende først besejre den transantarktiske bjergkæde, der rejser sig som en massiv, sneklædt mur over Ross-ispladen. 

Den engelske polarforsker Ernest Shackleton har tidligere besteget bjergkæden, så da Scott og Amundsen indleder deres kapløb mod Sydpolen, vælger Scott at følge Shackletons kortlagte rute.

Amundsen har derimod valgt at starte fra et sted, der ligger ca. 150 kilometer nærmere ved Sydpolen, men til gengæld må hans ekspedition bevæge sig i fuldstændig ukendt terræn.

Derfor bliver bestigningen af bjergkæden ekstremt hård. Nordmændene giver en enorm gletsjer navn efter den norske finansmand og ekspeditionsmæcen Axel Heiberg. 

Gletsjeren viser sig at være eneste vej op, og i dagevis kæmper de sig gennem en labyrint af isblokke og sprækker. 


Amundsens slæder blev trukket af hunde. Undervejs blev de slagtet og tjente som foder for de øvrige hunde.

© ORBIS

Hundene kæmper sig frem, meter for meter, men vejret er fint, og Amundsens humør ligeså: 

“Der er lige tilpas med sne til hundene, vejret er roligt, og det er bagende varmt. Vi fandt den smukkeste lejrplads i verden,” skriver han i sin dagbog på en dag med 20 graders frost.

Næsten samtidig klager Scott i sin dagbog: 

“Jeg havde ventet nogle svære dagsmarcher, men ikke så hårde som den i dag. Endnu en skrækkelig march i et frygteligt lys. Sneens overflade er meget ringe.”

Tag med Illustreret Videnskab til Antarktis. Kom på dit livs eventyr - tag til Antarktis med Illustreret Videnskab. 

Scotts mænd må trække slæderne

Robert F. Scott er allerede på dette tidspunkt et godt stykke bagud. Hans ekspedition kom sent af sted fra basen ved McMurdo-bugten.

Hundene er ikke til meget gavn, og 11. december bliver to deltagere derfor sendt tilbage til basen med hundene. Ponyerne er blevet skudt, så nu er der kun den menneskelige trækkraft tilbage.

Hver mand får tildelt en slæde, der vejer ca. 100 kg, og så er det ellers bare med at trække. I første omgang skal slæderne trækkes op på plateauet.

En af Scotts mænd, Henry Bowers, beskriver i sin dagbog det hårde slid: “Det er det mest radbrækkende, jeg nogen sinde har gjort. Jeg har aldrig trukket så hårdt. Remmene skar sig ind i min stakkels mave, og jeg følte, at mine indvolde skulle knuses mod min rygrad.”

Da englænderne endelig når op på det antarktiske plateau, beslutter Scott at fortsætte med fire mænd, én mere end planlagt.

Det betyder trængsel i teltet, og at de i forvejen knappe rationer af mad bliver endnu mindre.

Scott og hans mænd gør klar til endnu en udmarvende dag som trækdyr foran kælken. Syd polen er stadig langt borte.

© CORBIS

Det norske hold ser syner på isen

Mens Scott og hans mænd fortsat strider sig op mod plateauet, er Amundsens hold allerede godt på vej hen over det.

Kursen er stik syd, og føret er fint: 

“Minus 28 grader, sydlig vind, lidt koldt for vore medtagne ansigter, men ikke noget, der er værd at brokke sig over. Førsteklasses terræn,” noterer Amundsen i sin dagbog.

Den 8. december befinder de fem nordmænd sig sydligere, end noget menneske tidligere har været. Vejret er så venligt, som det overhovedet kan blive i Antarktis – sol døgnet rundt og kun en jævn vind. 

Men trods det fine vejr er Amundsens nerver på højkant. 

Tanken om, at Scott er kommet først, rider ham som en mare, og alle nordmændene spejder nervøst mod horisonten for at se tegn på mennesker.

Den 13. december er panikken ved at brede sig, da Sverre Hassel synes, at han kan se noget sort midt i alt det hvide. 

Det viser sig blot at være en luftspejling, og klokken 15 den 14. december 1911 råber  mundsen “Stop!” Sydpolen er nået. 

Og som Olav Bjaaland skriver i sin dagbog: “Her var ingen engelske flag, men nu vajer der tre norske.”

Det ene vajer på en flagstang, de fem mænd i fællesskab har plantet i den hårde sne. Det er  vigtigt for Roald Amundsen, at alle er med i ceremonien.

“Fem barkede, frostbidte næver greb fat om flagstangen og plantede den – som de første mennesker på den geografiske sydpol”, noterer han i sin dagbog.

Stemningen er en smule melankolsk – som den ofte er, når et efterstræbt mål er nået. Men appetitten er glubende, og nordmændene fejrer sejren med både sælkød, beskøjter og chokolade. 

Selv en cigar bliver det til, for frem fra sine gemmer trækker Olav Bjaaland en kasse cigarer, gemt til netop denne lejlighed.

Amundsen efterlader et telt til Scott

Den norske ekspedition bliver tre døgn på Sydpolen. Amundsen beordrer sine mænd ud i alle retninger, blot for at sikre sig, at de med sikkerhed har været på selve Sydpolen.

Et senere tjek af Amundsens målinger viser, at Polheim, som de kaldte deres lejr, lå mindre end 2200 meter fra det punkt, der i dag betragtes som Jordens geografiske sydpol.

Nordmændene lader et telt stå, og inden de begynder tilbageturen, lægger Roald Amundsen et brev til den norske konge i teltet. Desuden skriver han en lille hilsen til Scott.

Da mændene er kommet et stykke nordpå, anbringer de en reserveslæde med et sort flag i sneen. Skæbnen vil, at det netop er dette sorte flag, Scott og hans udmarvede mænd får øje på, da de knap en måned senere strider sig frem mod Sydpolen.

I mellemtiden er den korte, antarktiske sommer gået på hæld, og det er gennemsnitligt 5-10 grader koldere, end da Amundsen og hans mænd nåede Sydpolen.

Oplev selv ekstremernes kontinent - Antarktis NU. 

Et moderne telt med bund sikrer, at sneen ikke fyger ind og gør teltet vådt, vidste Amundsen. Scott valgte den gammeldags model uden bund (billedet).

© ULLSTEIN BILD

“Vi er ikke specielt glade”

De madrationer, Scotts mænd får, er for små. Der er ikke taget højde for det voldsomme slid, det er at trække de tunge slæder. 

Desuden har ekspeditionen for lidt brændstof til at smelte sne med, og derfor må mændene hele tiden spare på det. 

Sparsommeligheden betyder, at de fem mænd får for lidt at drikke. Og synet af det sorte flag giver englænderne et mentalt knæk. 

“Vi er ikke specielt glade her til aften,” skriver en nedslået Lawrence Oates i sin dagbog.

Bedre bliver det ikke, da Scotts ekspedition den 18. januar, 34 dage efter nordmændene, endelig når Sydpolen og finder det efterladte telt.

“Vi har haft en forfærdelig dag. Du gode Gud, dette er et skrækkeligt sted, som vi nu har stredet os frem til uden at blive belønnet som de første,” skriver en bitter Scott, da han er krøbet i soveposen efter en blæsende og skyet dag.

Amundsens breve til den norske konge og til ham selv opfatter Scott som en fornærmelse. 

“Kære kommandør Scott,” indleder Amundsen. "Da De utvivlsomt er den første, der kommer her efter os, beder jeg Dem venligst videresende dette brev til kong Haakon 7. Hvis De på nogen måde kan bruge de ting, vi har efterladt i teltet, er De velkommen til at tage dem. Med ønsket om, at De må komme godt hjem, sender jeg Dem mange venlige hilsner.”

Da Scott åbner teltet, som Amundsen har slået op på Sydpolen, finder han to breve – ét til den norske konge og ét til ham. “Med ønsket om, at De må komme godt hjem, sender jeg Dem mange venlige hilsner,” har Amundsen skrevet til sin rival.

© TOPFOTO/NASJONALBIBLIOTEKET

Brevet er underskrevet “Deres hengivne Roald Amundsen,” men Scott føler sig ydmyget og degraderet fra polarforsker til postbud.

Han forstår ikke, at Amundsen blot vil sikre sig, at nogen bringer et livstegn tilbage til beboede egne.

Englænderne bygger en varde et stykke fra den norske lejr, og på varden anbringer de det britiske flag.

En af Scotts videnskabelige opgaver er at bestemme, hvor højt Sydpolen ligger over havet, men måleudstyret er gået i stykker, så de er nødt til at opgive, og snart sætter de atter kursen nordpå.

Tilbage mod basen, nu med vinden i ryggen.

Tilbage efter 99 dage

Roald Amundsen og hans mænd er godt på vej tilbage. Det går strygende – dels på grund af medvinden, dels fordi slæderne nu er meget lettere.

Uden besvær finder de deres depoter, og allerede kl. 4 om morgenen den 26. januar 1912 når de tilbage til Framheim. 

Alle hyttens beboere sover, men de kommer hurtigt på benene, da Amundsen træder ind og henkastet spørger, om de giver en kop kaffe.

Ingen havde ventet dem tilbage før tidligst 10 dage senere – 99 dage har ekspeditionen til Sydpolen varet.

I 1912 er der ingen radiokontakt mellem Sydpolen og de beboede egne, så budskabet om nordmændenes sejr kan først spredes, når Amundsen kommer til en telegrafstation – og sådan en ligger ikke ligefrem rundt om hjørnet.

Amundsen ved, at hans sejr først er noget værd, når omverdenen har fået besked, og han frygter, at Scott kan blive den første, der når tilbage til civilisationen, hvorfra han kan sprede sin version af historien. 

Så “Fram” letter snart anker, og kursen bliver hurtigst muligt sat mod Tasmanien, øen ved Australien, som Amundsen når 7. marts 1912. 

Herfra tikker nyheden ind på alverdens avisredaktioner. Og den gør indtryk. 

Blandt mange andre rydder New York Times sin forside. Med store typer skriver avisen: “Hele verden er nu opdaget.”

Genoplev polarforskernes unikke rejse - kom til Antarktis med Illustreret Videnskab. 

Scotts kapløb med døden

Mens Amundsen er på vej mod Tasmanien, befinder Scott og hans mænd sig fortsat oppe på plateauet.

Nu er ekspeditionen ikke længere et kapløb med Amundsen, men et kapløb med døden.

Og den 13. februar kræver døden sit første offer – Edgar Evans kan ikke mere. Han begynder at kravle på alle fire, går i koma og dør.

Resten af Scotts hold er også hårdt medtaget. Mændene har alvorlige forfrysninger, de sulter og lider af skørbug.

Den 9. marts, to dage efter, at Amundsen har sendt sit sejrstelegram fra Tasmanien, genfinder Scotts hold med største besvær et af de udlagte depoter, der kun er nødtørftigt afmærket.

“Men det var kun en fattig trøst. Der var for lidt af alt,” noterer Scott i sin dagbog. Krisen er total. 

Sol og sne sænkede englænderne

  • Begge hold målte den tilbagelagte afstand vha. cykelhjul med omdrejningstæller, men kun Amundsen havde tætnet tælleren, så fygesne ikke kunne trænge ind i tælleværket og påvirke afstandsmålingen.
  • Både Scott og Amundsen havde problemer med den lavtstående sol, der blændede dem.
  • Englænderne led skrækkeligt af sneblindhed, nordmændene byttede i stedet om på nat og dag, så de rejste om natten med solen i ryggen.

Den 17. marts kravler Lawrence Oates ud af sin sovepose og forsvinder for stedse ud i snefoget – antagelig i erkendelse af, at han er så medtaget, at han sinker ekspeditionen og bringer sine kammerater i fare.

De tre sidste deltagere strider sig videre nogle dage endnu. Mod slutningen af marts befinder de sig kun 240 kilometer fra deres base og ironisk nok kun 20 kilometer fra et depot med masser af mad. 

Men de orker ikke mere – de slår lejr en sidste gang og lægger sig i teltet for at vente på døden.

Scott fører dagbog til det sidste: “Vi er svage, og det er svært at skrive. Men jeg fortryder ikke denne rejse, som har vist, at vi englændere kan udholde prøvelser, hjælpe hinanden og som altid møde døden med fatning,” skriver Scott en af de sidste dage. 

Også sin kone skriver han en sidste hilsen til. Han indleder med at skrive ”min kære kone,” men streger så ordet kone over. 

I stedet skriver han “til min kære enke.” 

I sine sidste timer skriver han også en meddelelse til det engelske folk: 

“Årsagerne til vor ulykke skyldes ikke forkert planlægning, men vi har været forfulgt af uheld på alle de punkter, hvor det var nødvendigt at løbe en risiko,” forklarer Scott. “Tabet af ponyerne ... Vejret ... Den bløde sne nederst på gletsjeren ... Vor proviant, vore dragter og vore depoter fungerede ned til mindste detalje.”

Selv i døden kan han ikke indse, at det er hans dårlige forberedelser og mange fejlkalkulationer, som koster dem livet. 

Senere på året bliver en eftersøgning sat i gang, og 11. november bliver de tre dybfrosne lig fundet. 

Nyheden når England i februar 1913 – og den gør enormt indtryk på samtiden. Trods sin fiasko bliver Scott en folkehelt. 

Det er nedgangstider for det stolte britiske imperium, og 1. verdenskrig er nær. Englænderne har hårdt brug for historier om mænd, der som Scott gennemgår alverdens prøvelser og møder døden med oprejst pande.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.