Dræbertåge lammede London

Barbara Fewster, der var på vej med sin forlovede i bil gennem Londons gader natten til mandag, husker det sådan:

“Det var den værste tåge, jeg nogen sinde har oplevet. Den havde en gullig farve og en stærk lugt af svovl. Jeg måtte stige ud af vores bil og gå foran for at vise vej. Vi turde ikke stoppe. Det var langt farligere end at fortsætte, for man kunne ikke se en bils baglygter, før man ramte bilen.”

Bilister, som kom kørende ind mod byen, mødte smoggen som en mur. Flere opgav på stedet alt håb om at køre, og busser og biler blev forladt. Trafikken brød sammen, mens fodgængere famlede sig frem langs husmurene.

Mangel på kister og blomster

Selv inden døre lagde smoggen sig, og teatre og biografer måtte lukke, fordi ingen kunne se, hvad der foregik på byens scener og lærreder.

Forældre blev rådet til at lade børnene blive hjemme fra skole af frygt for, at de skulle fare vild i tågen. På et dyrskue i Smithfield begyndte køerne at falde døde om.

Men endnu anede ingen, hvor galt det stod til. Londonerne kunne bare konstatere, at smoggen var overalt.

Sorte støvpartikler dækkede bygninger, træer, biler og mennesker, hvor de trængte ind i luftvejene og lejrede sig i det sarte lungevæv.

Alle steder hostede og harkede londonerne på deres blindgang igennem smoggen med lommetørklæder fast presset mod mund og næse.

På hospitalerne blev det snart tydeligt, at smoggen var af en særlig giftig karakter.

Dr. Robert Waller, der arbejdede på St. Bartholomew`s Hospital på det tidspunkt, berettede siden til BBC, at det først var, da der opstod mangel på kister og blomster, at folk blev klar over, hvor galt det stod til.

“Der lå ikke lig i gaderne, så ingen lagde rigtig mærke til det, men dødstallet steg til det tre-firedobbelte i de dage,” fortalte han. I den fattige East End-bydel var dødstallet oppe omkring det nidobbelte af det normale.

Tågen lagde sig som et låg

Den klæbrige tåge var et resultat af flere vejrmæssigt uheldige forhold på dette tidspunkt. I en længere periode havde det været koldere end normalt for årstiden.

Byens indbyggere havde derfor fyret mere end sædvanligt. Nu bragte vinden varmere luft fra kontinentet ind over London, men ved jorden var det stadig koldt. Og da luften over byen var varmere end luften ved jorden, lagde tågen sig som et låg over den engelske hovedstad.

Røgen, der pulsede ud af skorstene på huse og fabrikker, kunne ikke stige til vejrs, men indgik kemiske forbindelser med tågen og blev til en dødbringende smog, som blev stadig tættere.

Hver dag lukkede skorstene tonsvis af røgpartikler, kuloxid, saltsyre, fluorstoffer og svovldioxid ud i tågen, og for hver dag blev det farligere og farligere at opholde sig i London.

Fire måneder med tåge

Byens indbyggere affandt sig med at leve i en slags undtagelsestilstand. De havde gennem flere generationer vænnet sig til, at hovedstaden var indhyllet i tåge- og røgslør.

Omkring år 1800 boede cirka en million mennesker i London, bare halvtreds år senere var indbyggertallet fordoblet. Landbefolkningen søgte mod byen, hvor en gryende industrialisering lovede job. Og alle private husholdninger brændte kul af i deres kakkelovne.

Den berømte Londontåge blev tykkere og varede længere og længere. Og også dengang kostede den menneskeliv. Registreringen var blot ikke så grundig. Byens annaler afslører dog, at en smog-episode i 1873 kostede 268 mennesker livet.

Og i 1879 var byen i fire måneder dækket af en gulsort tåge, som solen ikke kunne trænge igennem.

Ved århundredeskiftet var indbyggerantallet mere end seksdoblet. Og den sorte røg fra kakkelovnene fik nu følgeskab af giftige røgfaner fra et stadig voksende antal virksomheder.

Røg fra fabrikker blev lukket lige ud i Londons tågede gader, især i East End, som ligger lavt i landskabet, og hvor boliger og store industrikomplekser lå side om side.

Malerisk forurening

I 1900-tallet var tåge og røg blevet en ufravigelig del af London, og smoggen havde for længst indtaget sin plads i kunstens verden.

Den franske impressionist Claude Monet opsøgte sine Londonmotiver, netop når smoggen var værst, og forfattere helt tilbage til Shakespeare over Dickens og Conan Doyle har brugt byens røgtågede gyder som kulisse i deres værker.

Effektive love mod kul

Smoggen i december 1952 var så vidt vides den mest dødbringende nogen sinde og fik da også snart øgenavnene “Killer fog” (Dræbertågen) og “The great smog” (Den store smog).

Den eneste formildende omstændighed var, at den var kortvarig. Efter kun fire døgn vendte vinden, og torsdag den 9. december blæste smoggen væk over Londons tage.

Så meget mere rystende var dødstallene: Sundhedsmyndighederne kunne konstatere, at 4000 var døde – fortrinsvis børn og ældre, astmatikere og storrygere.

De 4000 var i mange år det officielle dødstal for smoggen, selv om dødsraten var unormalt høj helt frem til sommeren 1953.

Myndighederne forklarede det med en influenzaepidemi, men fremtrædende amerikanske forskere har tilbagevist den forklaring og mener, at så mange døde af smoggen i månederne efter, at det samlede tabstal reelt ligger omkring 12.000.

Ny dødelig smog truer London

Konsekvensen af de tragiske hændelser i december 1952 blev indførelsen af en række love i 1954, 1956 og 1968.

Private husholdninger skulle nu gå over til røgfri varmekilder, og virksomheder skulle bygge højere skorstene. Sanering af slum, byfornyelse og etablering af fjernvarme var i de kommende år med til at få has på forureningen.

Et gammelt problem fandt omsider sin løsning. Men med den tiltagende trafik er luften i London og andre storbyer igen ved at udvikle sig til en dødbringende trussel.

Da forskere fra hele Europa i anledning af 50-året for “The great smog” i 2002 holdt konference om luftforurening, konkluderede de, at luften i London i dag er på vej til at blive lige så forurenet som dengang på grund af udstødning fra bilerne.