Hvordan døde Tutankhamon?

Tuthankhamon blev farao som 8-9 årig og døde cirka ti år senere. I mange år troede man, at han var blevet myrdet.

Tutankhamuns Tomb

Da arkæologen Howard Carter den 26. november 1922 fandt Tutankhamons mørke gravkammer, var det et af de største øjeblikke i arkæologiens historie.

Efter mere end 30 år i Egypten havde Carter endelig fundet den eneste uberørte faraograv, man til dato er stødt på. Graven var blevet forseglet mere end 3000 år tidligere, og i den lå en sarkofag, der indeholdt Tutankhamons balsamerede lig i en kiste af massivt guld.

Carters enestående fund lagde endnu en brik til arkæologernes viden om de store faraoer, men det rejste også nye spørgsmål. For undersøgelser af mumien viste snart, at faraoen kun var 18-19 år, da han døde.

Hvorfor var han død i så ung en alder? Kunne der måske være tale om en forbrydelse?

Faraoen fik tronen som barn

Tutankhamon blev farao, da han kun var 8-9 år gammel, og da han kom på tronen, havde Egypten netop gennemgået en religiøs og kulturel revolution under hans far Akhnaton.

Akhnaton havde flyttet landets hovedstad fra Theben til al-Amarna, ligesom han havde gjort op med det magtfulde præstestyre og indført en ny religion.

I barnekongen Tutankhamons regeringstid satte stærke embedsmænd en stopper for Akhnatons forandringer. Theben blev atter Egyptens hovedstad, og det gamle præstedømme blev genindført.

For at løse gåden bag Tutankhamons pludselige død blev hans mumie obduceret første gang i 1926. Det førte dog ikke til en forklaring, men da mumien atter blev obduceret i 1968, tog man også røntgenbilleder af kraniet. Og det bragte nye kendsgerninger på bordet.

Røntgenbillederne afslørede nemlig spor efter en blodansamling bag på kraniet, som kunne tyde på, at Tutankhamon var død af enten et pileskud eller et slag i nakken. Desuden fandt man en lille, løs knoglestump inde i kraniet.

Det fik to amerikanske detektiver, Michael King og Gregory Cooper, til at konkludere, at Tutankhamon var blevet myrdet. Og de to detektiver udpegede Tutankhamons efterfølger, Ay, som hovedmistænkt for mordet.

Forskerhold bringer ny forklaring på banen

I 2005 gennemskannede et egyptisk forskerhold under ledelse af Egyptens chefarkæolog, Zahi Hawass, Tutankhamon igen.

Og undersøgelsen viste, at skaderne på kraniet først er opstået efter faraoens død.

De 1700 skanningsbilleder afslørede til gengæld en kraftig kvæstelse på Tutankhamons venstre lårben.

Nogle af de store blodårer i låret var revet over og efterladt som et åbent sår. En kvæstelse, som meget vel kunne skyldes en rideulykke.

Og uden antibiotika eller operation er den unge Tutankhamon derefter død af koldbrand i løbet af ganske få dage, lyder den nyeste forklaring nu.

Den nyeste forskning viser, at den berømte farao var indavlet. Trods sin unge alder måtte han gå med stok og var svækket af en malaria-infektion, inden knoglebrudet på lårbenet formentlig tog livet af ham.