Mumie-dna afslører egypternes oprindelse

For første gang nogensinde er det lykkedes at udlede brugbart kerne-dna fra egyptiske mumier. Og oldtidens egyptere var tættere beslægtet med europæere end afrikanere, viser det sig.

DNA-SKAT

Arvemateriale fra mumieknogler og -tænder kan nu lirke låget af Egyptens fortid.

© Johannes Krause/Max Planck

Selvom oldtidens egyptere stablede pyramider og rejste templer på det afrikanske kontinent var der ikke meget afrikanere over dem. Eller i dem.

For tyske forskere fra Max Planck-Instituttet for Arkæogenetik har afsløret, at oldtids-egypterne havde nærmere slægtskab med stenaldermennesker fra det sydlige Europa, Anatolien og Levanten end med andre afrikanere.

Det viser banebrydende dna-analyser af 93 mumiehoveder fra perioden 950 f.Kr. til 350 e.Kr.

Anatolien og Levanten dækker området fra det nuværende Tyrkiet over Libanon, Syrien, Jordan, Palæstina og Israel.

Mønster afdækker originalt dna

Forskerne benyttede en ny metode til at oprense dna.

Da oldgamle dna-strenge henfalder på en bestemt måde og danner et særligt kemisk mønster, kunne forskerne spore og adskille dem fra nyere, forurenende arvemateriale fra fx gravrøvere og arkæologer.

De 151 onderzochte mummies kwamen oorspronkelijk van de begraafplaats Abusir el-Meleq, 100 km ten zuiden van Caïro.

© Petr Bonek/Alamy

Mønster-genkendelsen gjorde de tyske eksperter i stand til at udlede dna fra både mitokondrierne, der er cellernes små kraftværker, og fra selve cellekernen. Herfra lykkedes det i tre tilfælde at skaffe den komplette arvemasse, dvs. hele genomet, for første gang nogensinde.

Slaver afrikaniserede Egypten

Resultaterne afslørede ikke alene, at de gamle egyptere havde mere til fælles med stenalderfolk fra fx den østrig-italienske grænse, end de havde med andre afrikanere. Prøverne viste også, at nilfolket stort set ikke blandede sig med invaderende folkeslag som persere, grækere og romere.

Først for omkring 800 år siden begyndte egypterne at blande sig med andre, da gener fra det sydlige Afrika fandt vej ind i arvemassen, sandsynligvis pga. øget samhandel og slaveimport.

Forskerne håber nu, at den nye dna-metode kan afdække endnu mere af Egyptens fortid. Der findes mindst 1700 udgravede mumier fra Egypten, som aldrig er blevet effektivt dna-analyseret.