Tutankhamon var invalid: Manden bag masken

Da hullet i muren er udvidet tilstrækkeligt, kravler Carter ind i graven, hvor han nogle uger senere gør sin største opdagelse.

I et kammer dybt inde i graven finder han en sarkofag med en guldkiste indeni. Da han løfter kistelåget af, møder hans blik et par forbløffende levende øjne, der stirrer på ham fra en fabelagtig dødsmaske af guld.

Den 11 kilo tunge maske skjuler Tutankhamons ansigt. Men i dag, 100 år efter Carters opdagelse, er masken faldet: Vha. dna-analyser og skanninger har forskerne kunnet forkaste glansbilledet af en strålende hersker og i stedet afsløret faraoen som indavlet og invalid.

Mumien blev skåret i stykker

“Den mest storslåede opdagelse i hele egyptologien.” En “Aladdins hule”.

Aviser kloden rundt jubler over Tutankhamons grav, der med sin overdådighed af mere end 3300 år gamle klenodier overgår alt, hvad verden hidtil har set.

Men som en slående kontrast til de eventyrlige skatte viser mumien sig som en sort, indtørret bylt, der sidder uhjælpelig fast i et tykt lag størknet balsameringsvæske.

For at få kongens jordiske rester ud af kisten må Carter gå hårdhændet til værks. Brutalt skærer han arme, ben og hoved af – i alt ender faraoen i 13 stumper og stykker.

Dødsmasken er nærmest vokset sammen med ansigtet, og den fjerner arkæologen med glødende ståltråd og varme knive.

Mens Carter hovedsageligt koncentrerer sig om gravens skatte, funderer andre forskere over årsagen til Tutankhamons død i 1323 f.Kr.: Hvem – eller hvad – tog livet af den kun ca. 19-årige drengekonge, mens han befandt sig på magtens tinde?

Lårbensknogle var brækket

Umiddelbart går mistanken på, at teenageren blev myrdet som led i en indædt kamp om tronen. Den formodning bliver bestyrket af de første røntgenundersøgelser af mumien i 1968.

Billederne afslører to løse knoglestumper i hjernekassen. Et kraftigt slag i baghovedet kan have udløst den slags læsioner – men de kan også skyldes et fatalt styrt fra en stridsvogn.

På adskillige vægmalerier ses kongen jagte dyr og krigsfjender fra sin tohjulede vogn. Måske var han ved et uheld faldet af, mens han kørte ræs, gætter bl.a. arkæologen Chris Naunton fra Egypt Exploration Society på.

I 2005 puster CT-skanninger nyt liv i teorien om et styrt: Skanningerne afslører, at faraoen brækkede venstre lårben kort før sin død. Eftersom vævet omkring bruddet ikke var begyndt at hele, måtte skaden være sket, ganske få dage før kongen udåndede.

I sig selv var bruddet ikke dødeligt, men Egyptens daværende chefarkæolog, Zahi Hawass, der står i spidsen for undersøgelsen, vurderer, at det kan have udløst en infektion, som i en tid uden antibiotika kom til at koste Tutankhamon livet.

Forskerne finder derimod ingen tegn på mord. De slår fast, at hovedlæsionerne må være opstået efter kongens død – enten da liget blev balsameret, eller mere sandsynligt da Howard Carter hårdhændet vristede mumien fri af kisten.

Dna sladrer om familieforhold

Først i 2010 kan forskerne endegyldigt lægge låg på næsten 100 års spekulationer. Døden kan have mange årsager, men nu står det klart, at i tilfældet Tut var mord eller en ulykke ikke en af dem: Drengens skæbne var i vidt omfang beseglet allerede ved undfangelsen.

Ved hjælp af bor og kanyler har tyske og egyptiske forskere bogstavelig talt arbejdet sig dybt ind under huden på Tutankhamon – og helt ind i den kongelige knoglemarv.

Herfra har forskerne udtrukket over 3300 år gammelt dna i forsøget på at kaste lys over Tutankhamons familieforhold og dårligdomme – og de to ting skal vise sig at være tæt forbundet.

Som led i detektivarbejdet har de også taget knogleprøver med mikroskopiske mængder dna fra 15 andre mumier i Kongernes Dal. Enkelte af dem kender forskerne på forhånd identiteten på – det gælder bl.a. Amenophis 3., der regerede over Egypten 20 år før Tutankhamon – mens andres identitet er ukendt.

Nære slægtninge dyrkede sex

En af de mest gådefulde af mumierne er fra grav 55 i Kongernes Dal. Navnet på mumiens kiste var tilsyneladende bevidst skåret væk i forsøget på at skjule den dødes identitet.

Men da forskerne sammenligner dna fra mumien med arvemasse fra Amenophis 3., viser det sig, at den døde med 99 procents sandsynlighed er faraoens søn.

Med den viden er forskerne pludselig i stand til at sætte navn og ansigt på den hidtil ukendte mumie i grav 55: Den døde kan kun være Akhnaton – en forhadt farao, der få år før Tutankhamons tronbestigelse skiftede Egyptens mange guder ud med blot en enkelt, Aton.

Skriftlige kilder røber intet om Tutankhamons forældre, men da forskerne sammenligner Akhnatons dna med Tutankhamons, falder brikkerne på plads: De er far og søn.

Og overraskelserne står stadig i kø i laboratoriet: Akhnatons førstehustru var den billedskønne Nefertiti – dog afslører de genetiske undersøgelser, at hun mod forventning ikke var mor til Tutankhamon.

Drengekongens dna matcher derimod arvemassen fra en anonym mumie, der går under navnet “Yngre dame”. Netop denne kvinde viser sig at være Tutankhamons mor – og sensationelt er hun ovenikøbet søster til Akhnaton.

Forundret kan forskerne konkludere, at Tutankhamons forældre var bror og søster og drengekongen dermed et resultat af det, vi i dag ville kalde incest.

Hos de kongelige i oldtidens Egypten var indavl et udbredt fænomen. En farao blev betragtet som en gud og kunne gøre, præcis hvad der passede ham – fx få børn med sin egen søster eller datter for at bevare magten i den nære familie.

Tutankhamons familietræ viser sig da også langtfra at være en strunk stamme med symmetriske forgreninger, men nærmere en busk med grene, der er viklet ind i hinanden og stritter i alle tænkelige retninger.

Tutankhamon fortsatte selv traditionen og fandt sammen med sin halvsøster, der var datter af Nefertiti og Akhnaton.

Det unge par fik to børn – men begge var dødfødte, muligvis pga. indavl. Deres mumier blev stedt til hvile sammen med Tutankhamon.

Fodknogler manglede blod

Tutankhamons indavlede ophav gav ham kongemagten i vuggegave – men også en helbredsmæssig forbandelse.

Skanninger afslører, at hans tænder var fremstående og som kastet ind i munden, og billederne af Tutankhamons fødder viser, at den unge konge må have været stærkt forkrøblet.

I venstre fod var flere af knoglerne næsten smuldret væk, og især tåen ved siden af storetåen var stærkt deform.

Forskere under ledelse af Egyptens daværende chefarkæolog, Zahi Hawass, vurderer, at knogletabet er forårsaget af Köhlers sygdom, en lidelse, hvor de små knogler i foden ikke får blod nok og derfor går til grunde.

Formentlig døjede Tutankhamon allerede som barn med voldsomme smerter i venstre fod, hvilket fik ham til at lægge vægten på højre fod, som så ifølge skanningerne blev platfodet.

Misdannelserne kan have tvunget drengen til at gå med stok – i gravkammeret har arkæologerne fundet over 130 spadserestokke, hvoraf flere bærer præg af flittig brug.

Köhlers sygdom formodes at være arvelig og i Tuts tilfælde sandsynligvis et resultat af indavl – men i sig selv kan lidelsen næppe have taget livet af kongen.

Den mest sandsynlige morder fandt forskerne derimod dybt inde i den skrøbelige konges knoglemarv.

Myg fældede monark

I marven sporede forskerteamet dna fra malariaparasitter – endda fra en af de mest dødelige arter, Plasmodium falciparum.

Tutankhamon led altså af den frygtede tropesygdom, som overføres til mennesker via myggestik. Formentlig har faraoens sidste tid været et helvede med høj feber og kulderystelser.

Malariaparasitterne ødelægger de røde blodlegemer og forårsager dermed blodmangel. Ved falciparummalaria risikerer den syge at dø allerede efter få dage.

Historiens berømteste farao blev dermed sandsynligvis fældet af en myg – men det komplicerede lårbensbrud og den invaliderende knoglelidelse kan have været med til at skubbe den svagelige monark ud over kanten.

Ved sin død – efter ca. ti år ved magten – havde Tutankhamon formået at udradere sporene efter sin far, kætterkongen Akhnaton, der til egypternes vrede havde afskaffet alle de gamle guder.

Tutankhamon rullede den religiøse revolution tilbage og genindsatte de vragede guder. Men ifølge bl.a. egyptologen Salima Ikram stak egypternes had til Akhnaton så dybt, at Tutankhamon alligevel kom til at bøde for farens synder.

Tutankhamons efterfølgere på tronen slettede hans navn og minde fra historien, og med tiden glemte egypterne alt om kætterkongens søn – selv de ellers så gesjæftige gravrøvere i Kongernes Dal.

Det blev Howard Carters og eftertidens utrolige held. Mens de andre faraoers grave blev plyndret af røvere allerede i oldtiden, forblev Tutankhamons grav stort set urørt.

I over tre årtusinder sænkede freden sig over barnekongens sidste hvilested – lige indtil Howard Carter en novemberdag for 100 år siden brød forseglingen og lamslået fik øje på “vidunderlige ting”.