Det eneste af antikkens syv vidundere, hvis eksistens ikke er 100 procent sikker, er de hængende haver i Babylon. De seks øvrige vidundere har altså eksisteret. Det er dog kun pyramiderne i Giza, der stadig står, mens der af de fem øvrige kun er fragmenter eller fundamenter tilbage.
Listen af syv underværker blev først nævnt i et digt fra 100-tallet f.Kr. af den græske digter Antipater fra Sidon. Her blev de fremhævet på grund af deres størrelse, skønhed og teknik. Den liste, vi kender i dag, blev dog først fastlagt i renæssancen. Når det netop endte med syv underværker, skyldes det, at tallet syv fra gammel tid har haft en magisk betydning.
Det eneste underværk, man ikke har fundet arkæologiske beviser for, er de hængende haver i Babylon. Men ifølge overleveringen var haverne anlagt af kongen Nebukadnesar 2. og lå som terrasser i tilknytning til hans palads, hvor de overrisledes af vand fra floden Eufrat.