Shutterstock

Forskerne afslører din indre viking

Har du vikingeblod i dine årer? Det spørgsmål – og mange andre – er nu blevet besvaret af den største undersøgelse af vikingernes dna nogensinde. Det gamle dna vælter en lang række myter og dræber forestillingen om et samlet folk af blonde nordiske krigere.

Vinden fylder de store uldsejl. Skibene skyder en god fart, og deres frygtindgydende dragehoveder hugger mod vandet. Kursen er sat mod ukendte kyster, og målet nærmer sig.

Ombord er en hær af kampklare vikinger – lyshårede kæmper, hvis forfædre har beboet det kolde nord i utallige generationer. De er repræsentanter for et enkelt stolt folkeslag, der har sat sig for at erobre verden.

Sådan har billedet af vikingerne set ud i århundreder. Men nu har et internationalt forskerhold med den danske dna-forsker Eske Willerslev i spidsen slået forestillingen om et rendyrket nordisk folk ihjel.

Sammen med sine kolleger på Københavns Universitet og forskere fra flere andre lande har Willerslev været på et videnskabeligt togt til alle afkroge af vikingernes verden.

Deres rejse har ført til den mest omfattende analyse af vikinge-dna nogensinde, og resultaterne knuser mange myter om de gamle nordboer.

Forskeren Eske Willerslev er ekspert i årtusindegammelt dna og er en af de forskere, som stod i spidsen for den store undersøgelse af vikingernes gener.

© Niels Hougaard/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Med gensekvenseringsmaskiner, biokemisk udstyr og avancerede algoritmer har forskerne kortlagt gammelt dna fisket ud af 80 grave fordelt på det meste af den nordlige halvkugle.

I alt har forskerne undersøgt dna’et fra 442 mænd, kvinder og børn, der levede i perioden fra bronzealderen frem til 1600-tallet. Langt de fleste stammede dog fra vikingetiden mellem år 750 og 1050.

Rejsen ind i vikingetidens gener har ikke alene afsløret, hvordan vikingerne virkelig så ud, men også hvor de gamle nordboer kom fra, hvor i verden de rejste hen – og hvem de gik i seng med.

Vikingetogt var en familieudflugt

Et skæbnesvangert togt til den estiske ø Øsel bliver af flere forskere betragtet som startskuddet til vikingetiden – og forskerne har nu fundet en overflod af gammelt dna på øen.

I 2008 og 2011 udgravede arkæologer to vikingeskibe på Øsel med skeletterne af 41 mænd – flere med hug- og stikmærker og én med toppen af hovedet hugget af.

Med sig havde mændene bl.a. sværd, hvoraf flere var prydet med guld og smykkesten. Det tyder på, at nogle af mændene tilhørte eliten.

Vikingetiden begyndte på estisk ø

Den begyndte med et plyndringstogt til Estland og sluttede med et voldsomt slag i England. Vikingetiden varede i tre århundreder og blev defineret af en lang række blodige begivenheder.

© Anti Poolamets/AFP/Ritzau Scanpix

År 750: Togt skød tidsalder i gang

Det tidligst kendte vikingetogt går til øen Øsel i Estland, hvor mindst 41 svenskere bliver dræbt i et slag. I de efterfølgende år begyndersvenske vikinger at sejle på handelsrejser til Baltikum, Rusland og Mellemøsten. Samtidig bliver de første vikingebyer etableret.

© CM Dixon/Print Collector/Getty Images

År 793: Angreb giver vikinger magt

Danske vikinger angriber et kloster på den engelske ø Lindisfarne. Herefter overfalder store vikingeflåder Frankrig og De Britiske Øer. Den norske høvding Olav grundlægger Dublin og bliver konge. I Danmark grundlægges den store Hedeby og i Norge byen Kaupang.

© Shutterstock

År 947: Vikinger invaderer England

Vikingen Erik Blodøkse, søn af Harald Hårfager, erobrer byen York i England. Erobringen markerer en ny bølge af angreb, bl.a. med den danske konge Svend Tveskæg i spidsen. I 954 var England samlet under en engelsk konge.

© CM Dixon/Print Collector/Getty Images

År 1016: Konge regerer enormt imperium

Knud den Store, konge af Danmark og søn af Svend Tveskæg, erobrer hele England. Han regerer også over Norge og en del af Sverige. Hans rige kaldes Nordsøimperiet. Regeringstiden er fredelig, og efter hans død i 1035 overtager sønnen Harald Harefod.

© Historia/Shutterstock/Ritzau Scanpix

År 1066: Vikinger falder i blodigt slag

Vilhelm Erobreren af Normandiet erobrer England. En skandinavisk invasionshær under kong Harald Hårderåde bliver slået i slaget ved Stamford Bridge. Nederlaget markerer slutningen på vikingetiden, selvom der også er enkelte angreb og plyndringer senere.

Forskerne har siden opdagelsen arbejdet på at afdække skeletternes hemmeligheder. En analyse fra 2016 af forskellige former af stoffet strontium i mændenes tænder viser, at sammensætningen af strontium var magen til den i området omkring Stockholm i Sverige.

Det tyder på, at mændene var vokset op i området, som udgjorde et magtcentrum for vikingerne. Resultatet underbygger, at mændene var vikinger.

Men de levede 50-100 år før angrebet på den engelske ø Lindisfarne i 793, der ellers betragtes som vikingetidens startskud. Fundet på Øsel udvider derfor vikingetiden.

Den nye undersøgelse af skeletternes dna bekræfter mændenes svenske ophav, men afslører også en langt personligere historie: Fire af mændene var brødre, og en femte var en slægtning til dem. Togtet var altså et familieforetagende.

Og brødrene på Øsel var ikke den eneste familie i den store dna-analyse. To vikinger i henholdsvis England og på Fyn var enten onkel og nevø eller bedstefar og barnebarn.

“I sig selv er det ikke videnskabeligt banebrydende," fortæller adjunkt Ashot Margaryan, som var med til undersøgelsen, “men det er første gang, vi ser så tæt et slægtskab i den her type undersøgelse. Det giver os et nyt personligt og endda familiært indblik i migrationerne.”

Vikinger var et blandingsprodukt

Forskerne har sekvenseret det fulde sæt af gener for hver af undersøgelsens i alt 442 skeletter – primært ved at bore dna ud fra øresten og emalje i tandrødderne, hvor det er bedst bevaret.

Derfor har det været muligt at komme helt tæt på vikingernes nære familieforhold som i tilfældet med de svenske brødre på Øsel. Søskende har halvdelen af deres gener tilfælles, og sådan et match kan en computer hurtigt finde.

Men forskerne så også på hele befolkningsgrupper. De kunne bl.a. afsløre, at vikingerne genetisk ligner nutidens danskere, nordmænd og svenskere. De danske, norske og svenske vikinger lignede desuden hinanden, men ikke helt så meget som forventet.

Deres dna afslører, at de tre grupper kun udvekslede gener i begrænset omfang. Opdagelsen gør op med tidligere forestillinger om, at vikingerne var et ensartet folkeslag med masser af indbyrdes kontakt.

MYTE: "Vikingerne var ét samlet folk"

Var vikingerne et enkelt folk med en fælles genpulje, eller var de en række adskilte folkeslag, der blot delte en fælles kultur? Spørgsmålet har plaget historikerne i årtier, og nu har dna fra hundredvis af skeletter afsløret svaret.
DOM OVER MYTEN: FALSK

Arkeologerne/Statens Historiska Museer

Norske vikinger kom fra stepperne

Forskerne fandt tre genetisk forskellige folkeslag i vikingetidens Skandinavien, og deres udbredelse svarer nogenlunde til nutidens lande. Vikingerne i Norge var i højere grad end de andre præget af tidligere indvandring af kvægbønder fra de russiske stepper.

shutterstocK/Malene Vinther

Danske vikinger lignede briter

I Sverige og Norge ændrede genpuljen sig ikke væsentligt ved overgangen fra jernalder til vikingetid. Men i Danmark skete der tilsyneladende en stor indvandring sydfra. Det samme var tidligere sket i England, og danskerne kom derfor til at ligne briterne.

shutterstocK/Malene Vinther

Svenskerne var fra Mellemøsten

Alle de tre nordiske vikingefolk indeholdt genetiske spor af tidligere europæiske jæger-samlere samt russiske og mellemøstlige bønder. De sidstnævnte havde sat et særligt aftryk hos svenskere og danskere på grund af indvandring, som fandt sted før vikingetiden.

shutterstocK/Malene Vinther

Til gengæld viser dna-analyserne en livlig udveksling af gener med andre befolkninger.

Udvekslingen begyndte allerede før vikingetiden, men tog til i løbet af de 300 år, hvor vikingerne herskede over havene.

Generne flød bl.a. fra Finland og de baltiske lande ind i Sverige og fra De Britiske Øer til Danmark og Norge. Også sydeuropæiske gener strømmede ind i Danmark og Sverige.

Bevægelsen af gener ind i Skandinavien kom formentlig med indvandring, blandede ægteskaber og slaver. Vikingerne voldtog eller gik i seng med lokale kvinder, hvor de kom frem, og nogle af dem tog de med hjem, ligesom de indgik ægteskaber med kvinder fra fjerne kongedømmer som led i politiske alliancer.

Og så fik de også børn med trælle, vikingetidens slaver. Mellem 20 og 30 procent af den skandinaviske befolkning var dengang trælle.

MYTE: “Gener var 100 procent skandinaviske”

Vikingerne holdt sig ikke tilbage fra at blande gener med folk fra andre lande, hverken når de var ude i verden eller hjemme i Skandinavien. Flere vikinger i Skandinavien havde tilmed mere udenlandsk dna end skandinavisk.
DOM OVER MYTEN: FALSK

Shutterstock

Gener fra De Britiske Øer og det sydlige Europa havnede i Danmark.

shutterstock/malene Vinther

Gener fra De Britiske Øer endte i Norge.

shutterstock/malene Vinther

Og gener fra bl.a. de baltiske lande og Finland strømmede ind i Sverige.

shutterstock/malene Vinther

Professor Eske Willerslev fra Københavns Universitet, som var med til at lede undersøgelsen, var overrasket over resultaterne.

“Det kom fuldstændig bag på mig, at så mange vikinger havde blandede gener, og især med sydeuropæiske gener,” siger han.

Overraskelsen voksede, da forskerne undersøgte vikingernes gener for hårfarve. Genvarianter, der giver sort hår, var væsentlig mere udbredte blandt vikinger, end de er blandt nutidige skandinaver.

MYTE: “Alle vikinger var lyshårede”

Blonde nordiske krigere – sådan er det klassiske billede af fortidens skandinaver, men det er misvisende. Ældgammelt dna fra vikinger afslører, at sort pigment strømmede ud i deres hår i markant højere grad end hos nutidens skandinaver.
DOM OVER MYTEN: FALSK

© shutterstock

1. Celler skaber mørke bobler

I bunden af hårstrået danner celler kaldet melanocytter det mørke pigment melanin. Det foregår ved, at enzymer omdanner stoffet tyrosin til melanin i små bobler, som frigives fra cellens såkaldte golgiapparat.

© shutterstock

2. Bobler flyttes opad i håret

Boblerne, kaldet melanosomer, er nu tæt pakket med mørk melanin. Melanocytterne overfører melanosomerne til andre celler ved navn keratinocytter, som sidder højere oppe i hårstrået. De er nu stærkt farvet af melanin.

© shutterstock

3. Døde celler giver håret farve

Keratinocytterne dør og skubbes langsomt højere op, efterhånden som håret vokser. De døde, indtørrede celler er stadig tæt pakket med melanin og ligger som et kraftigt
farvet lag rundt om hårets inderste kerne.

© videoblocks

Gener styrer hårfarven

Dannelsen af melanin og overførslen af pigmentet til selve håret involverer en lang række enzymer og andre proteiner. Proteinerne bliver dannet ud fra instruktioner i dna’et, og små forskelle i generne fra person til person giver den variation i hårfarve, som findes hos mennesker.

© shutterstock

Vikingerne havde mere pigment

Bestemte versioner af generne kan fx bremse dannelsen af melanin, så håret bliver lysere. Dna fra vikingerne viser, at de gamle skandinaver havde gener, som generelt gav mørkere hår end det, vi ser hos nutidens skandinaver.

Vikingerne var altså ikke bare lyshårede fuldblodsskandinaver. Nogle af dem havde tilmed ikke en dråbe skandinavisk blod i årerne.

Det gælder bl.a. en mand og en kvinde, som blev fundet på Orkney-øerne i Skotland. De var af skotsk og irsk oprindelse, men de var begge begravet på samme måde som vikinger af skandinavisk oprindelse.

Det samme var tilfældet med en kvinde af samisk oprindelse begravet på den lille ø Værøy i øgruppen Lofoten i det nordlige Norge.

“Det viser, at vikingefænomenet ikke er knyttet til etnicitet. Det var en livsstil, som kunne adopteres af alle,” siger Willerslev.

Kursen står skrevet i generne

I begyndelsen af vikingetiden – dengang de fire svenske brødre omkom på Øsel i Estland – var magtbalancen i Skandinavien ved at skifte. Et utal af små konger og høvdinge måtte vige pladsen for nogle få, men rigere og stærkere magthavere.

De nye herskere sendte stadig større ekspeditioner afsted på opdagelses- og handelsrejser, men også på plyndringstogter. Sølv var især eftertragtet – det samme var slaver.

Før vikingetiden var der handelspladser i Skandinavien, men nu skød store handelsbyer op på række. Gotland i Sverige blev et kogende handelscentrum for Østersøhandlen, hvor bl.a. rav, honning, glasperler og værdifuld egernpels skiftede hænder.

Den summende aktivitet satte dybe aftryk i dna’et. Gotland havde en usædvanlig høj genetisk mangfoldighed, som afspejlede det virvar af forskellige folkeslag, som mødtes på øen.

Mens rigdommen voksede, satte vikingerne sejl mod fjerne kyster, og skibene blev stadig mere avancerede.

MYTE: “Togter fulgte faste ruter”

Dna fra skeletter over hele Europa bærer spor fra vikingerne, og dermed kan forskerne følge vikingernes vej gennem Europa. Resultaterne bekræfter tidligere forestillinger om, at danske, norske og svenske vikinger fulgte hver deres faste ruter.
DOM OVER MYTEN: SAND

shutterstock

Danskerne satte spor i England, men også sydpå i Europa.

shutterstock/malene Vinther

Nordmændene rejste især til Irland, Island og Grønland.

shutterstock/malene Vinther

Og svenskernes gener spredte sig østpå.

shutterstock/malene Vinther

Langskibene var slanke og fleksible og med en lille køl, som tillod dem at glide helt op på en strand eller flodbred og overraske klostre, kirker og hele byer.

Og ingen byer var for store til vikingerne – Paris, London, Sevilla og Konstantinopel blev alle belejret og plyndret.

I løbet af 800-tallet sejlede hele flåder hvert år ud for at handle og plyndre. Fra skriftlige kilder og arkæologiske fund som grave, våben, smykker og slavelænker ved forskerne, at svenske vikinger sejlede ad floder ind i de baltiske lande, Rusland og Det Kaspiske Hav.

Det fatale svenske togt til Estland passer også ind i den fortælling. Danskere satte derimod kursen mod franske og engelske kyster, mens nordmændenes skibe lagde til i Irland, Skotland og siden Island og Grønland.

Hele den historie er nu bekræftet af dna-undersøgelsen. Vikingerne efterlod tydelige genetiske spor, hvor end de tog hen, og i flere tilfælde kan de spor stadig ses i nutidens befolkninger – fx i England og Polen – næsten tusind år efter vikingetiden.

Bønder levede totalt isoleret

Ikke alle skandinaver ville eller kunne stikke til søs. Mens nogle tog på togt, blev andre hjemme og dyrkede jorden, passede deres håndværk eller halede fisk i land.

Vikingerne benyttede ikke selv ordet “viking”, som betyder noget i retning af “søkriger”, og forestillingen om en samlet vikingeverden passer heller ikke med virkeligheden.

Der var snarere tale om flere adskilte samfund. Og selvom de sent i vikingetiden drog på store togter sammen, er det tydeligt i kortlægningen af generne, at kontakten mellem de store vikingesamfund i Skandinavien var begrænset.

“Det ser ud til, vikingetiden er karakteriseret ved en enormt stor international udsigt, men meget begrænset regional indsigt – det er virkelig overraskende,” fortæller Eske Willerslev.

Der var også en kæmpe genetisk forskel på globetrotterne i de store kystbyer og bønderne, som boede langt fra kysten.

6 år tog det at gennemføre undersøgelsen af vikingernes dna.

Nogle befolkningsgrupper i Skandinavien ser ud til at være hoppet helt af den genetiske udvikling, som foregik i resten af regionen, og Eske Willerslev fortæller, at nogle bønder levede i en slags isoleret parallelverden. Det gjaldt bl.a. en bonde, hvis knogler er fundet i Småland i Sverige.

“Genetisk ser det ud, som om han er neolitisk farmer, altså han stammer fra de første farmere, så der er ikke sket noget genetisk i 6000 år! Hele verden er gået forbi ham. Man tænker: Hvad har du så gået og lavet? Sådan nogle fund sætter historier i gang i hovedet på én, hvor man ikke bare er forsker, men også menneske.”

Vulkaner slukkede for solen

Vikingerne kastede Europa ud i en turbulent periode og forvandlede fuldstændigt kontinentet. De søgående krigere hærgede, plyndrede og tog hyre som lejesoldater, men de grundlagde også handelsbyer og koloniserede nye landområder. Hvad der helt præcis satte gang i vikingernes aktiviteter, bliver stadig diskuteret blandt forskerne.

Eske Willerslev ser indvandringer i tiden op til vikingetiden som en af de vigtigste årsager til de store forandringer, der skete i Skandinavien.

“Min arbejdshypotese er, at de mennesker, som er kommet ind i de skandinaviske lande, har påvirket den måde, de har levet på, i en grad, som har udløst skiftet fra jernalder til vikingetid. Det passer også med den nordiske mytologi, hvor guder repræsenterer to forskellige grupper, som møder hinanden – de gamle guder, vanerne, som Frej og Freja, og så krigsguderne aserne, Thor og Odin, som kommer udefra.”

MYTE: “Vi er stadig vikinger”

Næsten tusind år er gået siden vikingetidens afslutning, men vikingernes dna lever stadig i bedste velgående i Skandinavien. Især nordmændene har holdt fast i deres forgængeres gener.
DOM OVER MYTEN: SAND

shutterstock

Nordmænd er mest vikinger

Forskerne fandt fem forskellige befolkningsgrupper i nutidens Norge. De har alle fem en stor andel af gener fra norske vikinger (blå) – op mod 64 procent – men afviger fra hinanden i andelen af gener fra vikingetidens danskere (rød) og briter (lilla).

shutterstock

Danskere ligger nummer to

Forskerne fandt to grupper i Danmark, hvoraf den ene er kendetegnet ved en stor andel – 12 procent – af gener fra vikingetidens Østeuropa (orange). Nutidens danskere har næsten lige så meget vikinge-dna (rød) som nordmændene – op mod 60 procent.

shutterstock

Svenskere er et sammensat folk

Dna-analysen afslørede fire vidt forskellige grupper i nutidens Sverige. De varierer især i deres kombinationer af gener fra vikingetidens Danmark (rød), Norge (blå) og Finland (bordeaux), og andelen af gener fra svenske vikinger (gul) er forholdsvis lav – cirka 14-29 procent.

shutterstock

En anden medvirkende årsag til forandringerne i vikingetiden kan muligvis også findes i den nordiske mytologi i beretningen om fimbulvinteren, som indledte ragnarok.

Flere forskere har igennem de seneste år fundet tegn på, at fimbulvinteren er inspireret af en virkelig hændelse.

De mener, at to voldsomme vulkanudbrud i år 536 og 540 udløste en klimakatastrofe. Udbruddene spyede så mange støvpartikler ud i atmosfæren, at solstrålerne ikke kunne trænge gennem skyerne i tre år. Planter, dyr og mennesker døde af sult. Temperaturen faldt og udløste en lille istid.

Den blev fulgt af en pestepidemi lige så voldsom som middelalderens “sorte død”.

Arkæologerne kan se, at der skete noget dramatisk i Norge og Sverige i den periode. Norrland, den nordlige del af Sverige, blev sandsynligvis helt affolket, og op til 50 procent af befolkningen forsvandt fra bl.a. Märlardalen, Øland og Gotland, der senere blev vigtige centre for vikingerne.

Arkæologerne har fundet færre grave og smykker og mindre keramik fra den tid, men flere guldofre til guderne. Nogle forskere mener, at klimakatastrofen fremmede udviklingen af vikingesamfundet, fordi mange af de ledende slægter udvandrede eller døde, så nye magtcentre fik mulighed for at opstå.

Forsker jagter vikinger i Amerika

Dna-undersøgelsen har ført forskerne langt omkring i vikingernes tid og tegnet et overraskende billede af de gamle nordboer – men den har også skabt nye spørgsmål; fx vil forskerne gerne finde ud af mere præcist, hvad det var for nogle sydeuropæiske gener, der flød ind i Skandinavien i vikingetiden.

Et andet spørgsmål, som især Eske Willerslev er optaget af, er vikingernes rejser til Grønland og Amerika.

“Overalt i Europa, hvor vi finder vikinger, blander de sig på kryds og tværs og hiver dna med til Skandinavien og afleverer dna i England og Estland og alle steder.

90 forskere var involveret i at sekvensere og analysere vikingernes dna.

Men der er ikke noget, der tyder på, at de har fået børn i Grønland med hverken palæoeskimoer eller inuitter. Det var jeg overrasket over og ked af, at vi ikke fandt,” siger han.

Heller ikke dna fra amerikanske vikinger lykkedes det at finde. Men Eske Willerslev har ikke opgivet.

Vikingen Leif Eriksen opdagede formentlig Amerika omkring år 1000 – længe før Christoffer Columbus – og Willerslev vil gerne være den første, der finder dna fra en viking i Amerika:

“På et eller andet tidspunkt dukker der et vikingeskelet op i Amerika, og så kan vi jo bruge det datasæt, vi har her, til at sige, om det var en svensker, en dansker – eller hvor han nu kom fra.”